DN skuffet over grønt skatteudspil: Endnu et klimahjørnespark
Det er uambitiøst og endnu et politisk hjørnespark, lyder kritikken fra Danmarks Naturfredningsforening til regeringens udspil til en grøn skattereform.Foreningen havde håbet, at regeringen ville spille ud med et konkret bud på en afgift på drivhusgasser, som regeringen lovede tidligt på sommeren. Eller som minimum en køreplan for en fuldt indfaset afgift på alle drivhusgasser i 2030, hvor afgiften følger klimarådets anbefaling på 1.500 kroner per ton CO2.
I stedet er det blevet til en mindre ændring af energiafgifterne for virksomheder, og endnu et politisk hjørnespark i forhold til den afgift på drivhusgasser, som regeringens eget Klimaråd har anbefalet som det mest omkostningseffektive værktøj til at nå 70% målet i 2030.
Præsident Maria Reumert Gjerding siger:
- Jeg er virkelig ærgerlig over, at regeringen ikke har haft modet til at levere et reelt bud på, hvordan de kan leve op til klimaloven og løftet om 70% reduktion i 2030.
- Selvom det giver god mening, at hæve energiafgifter for virksomhederne, er det jo blot endnu et lille tiltag, som slet slet ikke er tilstrækkeligt for at nå vores høje klimamålsætninger.
- Vi er rigtig mange som havde håbet, at regeringen ville komme med et konkret bud på hvordan en CO2-afgift skulle se ud, og hvad prisen på forurening af klimaet skal koste. I stedet er det blevet til endnu et politisk hjørnespark.
- Vi bør som minimum politisk beslutte, at vi i 2030 skal have en fuldt indfaset afgift på alle drivhusgasser, som omfatter alle sektorer og hvor afgiften følger klimarådets anbefaling på 1.500 kroner per ton CO2.
- Som regeringens egen klimarådgiver har påvist, så bliver prisen for at nå 70 procent målsætningen dyrere desto længere vi venter. Så når regeringen bliver ved med at sparke bolden til hjørne og udskyde reduktionerne af drivhusgasser, sender de i virkeligheden en langt større regning videre til os alle sammen. Det er trist for klimaet - og dårlig købmandskab.
Sammen med CEPOS, SMVdanmark, CONCITO og Kraka indgik Danmarks Naturfredningsforening tilbage i juni 2020 en alliance for en CO2-afgift.