Det kan være svært at vælge mellem de forskellige streaming-tjenesters uendelige oceaner af film og serier.

Derfor har vi været på udkig efter nogle af de bedste, grønne film, der er at finde derude lige nu.

Vi kommer både omkring vild dansk natur, en klog blæksprutte og invasive arter. Så der er lidt til enhver smag og god mulighed for at blive rørt på en sen efterårs-aften foran tv'et.

Tag et kig på de fem udvalgte anbefalinger og bliv inspireret til at tage naturen med ind i tv-stuen.

Natur og Miljø

Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø. Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?


Kiss the Ground

Kan jorden under vores fødder være en del af løsningen på klimakrisen? Ja, mener folkene bag den amerikanske dokumentarfilm ’Kiss the Ground’.

Filmen graver dybt i muldjorden og undersøger, hvordan såkaldte regenerative dyrkningsmetoder kan øge jordens frugtbarhed, lagre kulstof i jorden og tilmed give os mere og sundere natur. Vi møder agronomer, forskere, miljøaktivister og landmænd, der viser, hvordan man ved at arbejde med naturens naturlige processer kan hente store klimagevinster.

Skuespiller Woody Harrelson guider igennem den både smukke, inspirerende og livsbekræftende film.

’Kiss the Ground’ (2020).

Instruktion: Josh Tickell, Rebecca Tickell.

Hvor? Netflix.


De invasive arter

Det er ikke mange ord, der falder i denne stille, nærmest poetiske film, der følger i hælene på seks dedikerede naturforkæmpere, der utrætteligt og helt alene forsøger at bekæmpe de invasive arter.

For den danske natur er under angreb fra blandt andet bjørneklo, sortmundet kutling, mårhund og hyben.

Vi følger i hælene gennem det tætte krat, vindblæste klitter og regnfulde nætter i jagttårnet. Men kan kampen vindes?

Filmen giver ingen svar, men rum til refleksion og nysgerrighed på selv at lære mere om den danske natur og de invasive arter.

’De invasive arter’ (2023).

Instruktion: David Krøyer.

Hvor? DR.


Hvad jeg lærte af en blæksprutte

Da dokumentaristen Craig Foster går gennem en periode med voldsom stress og udbrændthed, begynder han at fridykke i det kolde vand ved False Bay i Sydafrika.

Ved et tilfælde kommer han en dag helt tæt på en blæksprutte, og han beslutter sig for at vende tilbage hver dag for at blive klogere på det gådefulde dyr. Og det udvikler sig til en form for venskab, hvor blæksprutten lærer Craig Foster om naturens artsrigdom og fantastiske væsener – og hvor han samtidig bliver klogere på sig selv og sin egen væren i verden.

Dokumentaren er både meget smuk, indlevende og rørende – ja, man risikerer endda at fælde en tåre undervejs.

’My Octopus Teacher’ (2020).

Instruktion: Pippa Ehrlich, James Reed.

Hvor? Netflix.


Organiseret vildskab

Phie Ambo har begået en smuk og tankevækkende film, hvor hun gennem fire år har fulgt et stort naturgenopretningsprojekt i Hammer Bakker.

Hvordan forvandler man en produktionsskov til vild natur med sommerfugle, blomster og græssende dyr?

I filmen møder vi både begejstrede biologer, bekymrede borgere og kommunens folk, der bringer parterne sammen for at skabe dialog og forståelse.

For hvor meget tør vi slippe naturen løs – og hvad handler bekymringerne om?

’Organiseret vildskab’ (2022).

Instruktion: Phie Ambo.

Hvor? TV 2 Play og Filmstriben.


Rejsen til isens indre

Kom med på en farefuld, men smuk tur helt ned i nogle af de dybe smeltevandshuller på den grønlandske indlandsis.

Filmen følger tre af verdens førende is-forskere, der er på jagt efter de svar, som isen kan give os vedrørende vores fortid, nutid og fremtid.

Ikke mindst forsøger de at finde mere præcise svar på, hvor hurtigt isen smelter. Det er en både fascinerende og vidunderlig smuk, men også skræmmende fortælling om klimaforandringernes konsekvenser.

’Rejsen til isens indre’ (2022).

Instruktion: Lars Henrik Ostenfeld.

Hvor? TV 2 Play.


 Modtag Natur og Miljø i din postkasse

- og støt samtidig en god sag