Danskerne er vilde med at rejse. Vi rejser både hyppigere og tager længere væk, og det at rejse er generelt vigtigt for vores livskvalitet og identitet.

I 2016 havde rejseselskaberne et overskud på 464 mio. kr. før skat. Det er knap 40 pct. mere end året før og mere end en fordobling på to år. Det viser en analyse fra Dansk Brancheanalyse fra 2017.

Men især flyrejser bidrager enormt meget til CO2-udledningen og dermed klimaforandringerne. Derfor er der god grund til at kigge nærmere på vores rejsevaner.

Hvor stort et aftryk sætter DIN sommerferie?

Se nedenfor, hvor vi giver et indtryk af CO2-aftrykket ved forskellige rejseformer.

Beregningerne er lavet af den grønne tænketank Concito, og alle beregninger er for en familie på fire personer.

Flytur/retur til Rom

Afstand: Ca. 2000 km. en vej.

CO2-aftryk: 3200 kg CO2

Pris: Ca. 4000-6000 kroner afhængig af sæson.

Det kan I gøre for at spare på CO2'en i øvrigt:

  • Køb economy class, ikke buisness class. På buisness class bruger I på en måde mere CO2, fordi I har mere plads, og på den måde har flyet færre personer at fordele CO2'en på.
  • Brug offentlig transport og cykel, når I er på ferien, gå efter airbnb eller grønne hoteller og undgå at købe ligegyldige souvenirs og skrammel i lufthavnen, som I alligevel smider ud senere.

Bilferie til Barcelona

Afstand: Ca. 2000 km. en vej

CO2-aftryk: 660 kg. CO2

Pris: Cirka 10.000 kroner inklusiv afskrivning af bilen.

Det kan I gøre for at spare på CO2'en i øvrigt:

  • Find airbnb som overnatning på vej derned i stedet for landevejshoteller.
  • Køb ind i supermarkeder og lav madder (som ikke skal tilberedes) i bilen. På den måde sparer i plastikken ved at købe eventuelt junkfood og færdige sandwich på vejen. Samtidig kan I undgå at købe råvarer, der ikke tager hensyn til økologi og bæredygtighed.

Togtur/retur til Rom

Afstand: Ca. 2000 km.

CO2-aftryk: 426 kg CO2

Pris: 5.000-7.000 kroner afhængig af sæson og tidspunkter. Tur retur for alle fire.

Det kan I gøre, hvis I vil spare på CO2'en i øvrigt:

  • Pak madpakke på forhånd til togturen, i hvert fald til noget af vejen.
  • Fortsæt den gode, klimavenlige stil og tag en tog til jeres overnatning i stedet for en taxa.

*Det svinger meget, hvor meget CO2 toge udleder afhængig af type, alder osv. Beregningerne her er lavet ud fra en gennemsnitlig emissionsfaktor for togpassagerer i Europa, som opgøres at den international baneorganisation UIC sammen med IEA.

*UIC Railway Handbook 2017. Energy Consumption and CO2-emissions

Campingferie i Danmark på cykler

Pris: Ca. 2200 kroner (leje af campingplads-og vogn ved tilfældig fynsk campingplads for familie på fire i en uge)

CO2-aftryk: 0 kg

Det kan I alligevel gøre, hvis I vil spare på CO2'en.

  • Tænk over jeres forbrug af mad. For eksempel har et kilo oksekød fra dens vej fra kvæg til supermarked udledt omkring 45 kg. CO2. En kold øl har kostet klimaet omkring 1 kg CO2.
  • Når I griller, så benyt chancen for at tænke i fisk og grøntsager i stedet for kød. Det udleder langt mindre CO2! Og så er gasgrillen bedre for klimaet end kul.

Danmark byder på masser af gode ferieudflugter

Skal du holde ferie i Danmark og minimere dit CO2-aftryk? Du behøver ikke tage til udlandet for at nyde storslået, mystisk og flot natur, der emmer af ferie og eventyr.

Bor I på Sjælland kan I tage til Troldeskoven i Tisvilde Hegn, hvor unikke jordforhold og tidens tand har givet træerne sjove former, så skoven ligner noget fra et eventyr.

Er I på Fyn, så kan I tage på rundrejse i det smukke sydfynske øhav, og går rejsen til Jylland, tag for eksempel til Limfjorden til øen Fur, som er et sandt geologisk vidunder med bakkelandskaber og dramatiske klinter.

Ved Silkeborg er der Himmelbjerget og de smukke søer omkring, og længere nordpå er der Raabjerg Mile ved Skagen, som til forveksling ligner en ørken i Afrika.

Læs om flere udflugtsteder i vores guide til eventyrlige naturoplevelser i Danmark.

Eller læs om alle aktiviteterne på Skovsgaard Gods på Langeland.

Og husk, at du altid kan gå ind på www.dn.dk/ture. Her er der hundredvis fa sjove arrangementer i naturen i hele ferien.