Klokken er lidt i ni lørdag morgen, og de kommende naturguider ankommer drypvis til Naturcenter Hindsgavl i Middelfart. De står snøftende og gnider hænderne mod hinanden i vinterkulden, der for alvor har ramt Danmark. Med store støvler, tykke bukser og varme jakker er de klar til en dag i naturens tegn.

Sidste år uddannede Danmarks Naturfredningsforening 15 af foreningens medlemmer til naturguider, mens der i år er hele 50 tilmeldte kursister. Naturguiderne bliver klædt på til at arrangere ture og afholde andre typer af arrangementer i deres lokale natur.

En god vært og formidler

En naturguides fremmeste opgave er at give andre mennesker gode naturoplevelser ude i deres lokale natur.

På dagens kursus skal de kommende naturguider derfor lære at være gode værter og formidle viden om naturen på kreative måder.

Bliv frivillig i DN

  • Hvis du er medlem af Danmarks Naturfredningsforening, så kan du blive frivillig på rigtig mange måder.
  • Du kan blive naturguide, sidde i bestyrelsen i din lokalafdeling, starte dit eget projekt om naturpleje og meget mere.
  • Læs mere om at være frivillig herunder.

Det er netop for at dele sin viden og passion for naturen, at 23-årige Ann Sofie Hedemann er mødt op i dag.

- Jeg elsker jo naturen. At opleve noget ude i naturen, at se noget nyt, at se det samme igen eller at se, hvordan naturen ændrer sig med årstiderne, siger hun og fortsætter:

- Når jeg synes, at det er så fedt, så føler jeg også lidt, at det er min pligt at vise andre, hvor fed naturen er.

Leg med sanser

Naturguiderne bliver bl.a. opfordret til at lege i naturen. Kim Kofoed, der selv blev uddannet naturguide for et par år siden, tager holdet med ud i det friske vintervejr.

Med varmt overtøj på, en snor om livet og bind for øjnene leger kursisterne 'musemor'. De går på en lang række, men kun den forreste i rækken, musemor, kan se noget.

Naturguiderne tager små skridt og famler sig frem. Støvlerne knirker i sneen, et lille trappetrin føles som en stor bakke, og hvis man mister grebet om halen foran, så er man på den.

Ann Sofie Hedemann

  • Alder: 23 år
  • Stilling: Biologistuderende i Odense
  • Afdeling: DN Odense Ung
  • Bedste naturoplevelse: Når årstiderne skifter

Når jeg nu selv synes, at naturen er så fed, så føler jeg lidt, at det er min pligt at vise den til andre. - Ann Sofie Hedemann

For Ann Sofie Hedemann er det guld værd at blive introduceret til en leg som musemor og at møde Kim Kofoed og andre aktive medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening.

- Jeg har ikke været med til så mange arrangementer, og jeg har kun været aktiv i et halvt års tid. Og så er det fedt, at der er nogle med, der har helt styr på det. Så kan jeg få erfaring den vej igennem, forklarer hun.

Interessen driver værket

Da musemor har fået alle sine unger trygt hjem fra gåturen, står en jæger og venter på dem. Han har lagt en række fasaner klar. Nu skal de flås.

Alt imens flere og flere fasaner bliver sprættet op, breder sig en vammel lugt, men alligevel fortsætter kursisterne ufortrødent. Jo mere de flår i fasanerne, desto mere lærer de om det liv, den enkelte fugl har levet.

I et hjørne af lokalet står Kurt Ramskov Laursen. Han står langt væk fra fasanerne. Det er ikke noget for ham at flå en fugl, fortæller han. Han forklarer, at sommerfugle derimod er hans store interesse.

Der er nogle sommerfugle, der er så sjældne, at de kun lever et sted. Så tager jeg derhen for at prøve at finde dem. Det kunne være sådan en oplevelse, som jeg gerne ville give videre. - Kurt Ramskov Laursen

- Min bror og jeg samlede på sommerfugle, da vi var små. Der er nogle sommerfugle, der er så sjældne, at de kun lever ét sted, og så tager jeg derhen for at prøve at finde dem. Det kunne være sådan noget, som jeg kunne få andre til at få øjnene op for.

Det gælder for flere på kurset, at de har en særlig interesse, som de ønsker at dele med andre. For Ann Sofie Hedemann er den interesse skoven.

- Skoven er et sted, hvor der er mange forskellige dyr og stor diversitet. Det er et lille samfund, og det hele hænger sammen. Og så kan jeg rigtig godt lide at se, hvordan skoven forandrer sig gennem årstiderne.

Bliver naturguide af naturoplevelser

Da det bliver eftermiddag kommer der kage på bordet, og det er blevet tid til at evaluere dagens strabadser.

Ann Sofie Hedemann er ikke i tvivl om, hvad hun kan tage med sig hjem. Netværk. Hun har nemlig mødt mennesker, som hun vil kontakte, når hun har brug for et godt tip.

Alligevel synes hun, at der mangler noget, før hun kan kalde sig rigtig naturguide.

Kurt Ramskov Laursen

  • Alder: 54 år
  • Stilling: IT-udvikler
  • Afdeling: DN Næstved
  • Bedste naturoplevelse: Sjældne sommerfugle i Bidstrup Skovene ved Roskilde

- Jeg bliver nok først rigtig naturguide, når jeg har prøvet det i praksis, siger hun.

De aspirerende guider skal nu i gang med at arrangere ture i deres lokale afdelinger i Danmarks Naturfredningsforening.

Hvis du har lyst til at opleve sjældne sommerfugle med Kurt Ramskov Laursen, se årstiderne skifte i skoven med Ann Sofie Hedemann eller noget helt tredje, så kan du klikke dig videre og finde en tur ud i naturen nær dig.