Traditionen tro afholder Danmarks Naturfredningsforening forårsrengøring af naturen med den store affaldsindsamling. Sidste år deltog 153.000 danskere i alle aldre, og de indsamlede i alt 182.000 kg affald.

Arla og Bilka støtter igen i år den store affaldsindsamling, og er med til at sikre, at der kan blive udleveret poser i genbrugsplast til alle de skoleklasser og andre, der vil være med til at samle affald. Samtidig sætter de fokus på plastaffald ved at indsamle plastiklåg fra Arlas mælkeprodukter, så de kan blive genanvendt til bl.a. Arlas grønne mælkekasser.

Danmarks Naturfredningsforening støtter op om samarbejdet, som kan være med til at sætte mere fokus på genanvendelse af plastik i husholdningerne og reducere plastikspildet.

- Når plast genbruges, sparer vi både den olie og energi, der ellers skal bruges på at fremstille ny plastik, og vi undgår, at det ender som plastikspild i naturen, hvor det kan tage flere hundrede år, før det bliver nedbrudt. Vi håber, at indsamlingen kan være med til at sætte mere fokus på genanvendelsen af plastik ude i de danske hjem, siger Sine Beuse Fauerby, Energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Kulminerer med affaldsindsamlingen

Indsamlingen af mælkelåg løber ind til april 2017 og kulminerer med Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Plastiklågene kan indleveres i alle landets Bilka-butikker fra d. 6. januar til 2. april 2017. Bor du ikke i nærheden af en Bilka, men vil du gerne sikre, at lågene genanvendes, kan du sortere dem til plastikaffald eller aflevere dem på genbrugspladsen.

Blandt de danskere, der støtter op om indsamlingen, trækker hvert Bilka hypermarked lod om et gavekort på 1.000 kr. pr. måned, mens indsamlingen står på. For hver fyldt pose får samlerne et lod til lodtrækningen om gavekortene. Bilka opfordrer også børnehaver, virksomheder og andre institutioner med et stort forbrug af mælkeprodukter til at deltage i indsamlingen.

- Vi har efterhånden fået etableret en tradition, så danskerne ved, at de kan aflevere deres mælkelåg i Bilka. Vi ser både skoleklasser, institutioner og familier, som samler låg gennem længere tid og afleverer dem i Bilka. Det er vi utroligt glade for, da vi har mange kunder igennem vores butikker, så det er oplagt, at vi hjælper med at sikre, at en stor del af lågene genanvendes, siger Morten Wagner, der er varehuschef i Bilka Odense og ansvarlig for Bilkas CSR-samarbejde.

Mere genanvendelse af plast er godt for klimaet

Ambitionen for årets indsamling er overgå resultatet i 2016. Her afleverede danskerne knap en halv million plastiklåg fra Arlas mælkeprodukter i Bilkas 18 hypermarkeder rundt om i landet. Og jo flere låg danskerne samler ind i år, jo større bliver miljøgevinsten:

- Vi er rigtigt glade for, at Bilka igen vil være med til at samle lågene ind, så færre ender i forbrændingen. For emballage spiller en vigtig rolle i Arlas indsats for at reducere spild og gøre en grøn forskel. Vores Øko Harmonie mælkekartoner er fremstillet af naturlige materialer, som mindsker CO2-udledningen med hele 20 pct. Og vores plastiklåg er lavet af fornybar plast, så de skærer også en luns af CO2-udledningen og kan bruges igen og igen. Derfor er det vigtigt, at vi får dem retur, og det håber vi, at forbrugerne vil hjælpe os med, siger Jakob Knudsen, der er direktør i Arla Danmark.

Object reference not set to an instance of an object.

Sådan støtter du Affaldsindsamlingen

  1. Saml dine plastiklåg fra Arlas mælk og yoghurt.
  2. Aflevér dem i Bilka og udfyld en konkurrencekupon.
  3. Vupti, du er med i lodtrækningen om gavekort til Bilka på 1.000 kr. Der udtrækkes én vinder i hvert Bilka hypermarked hver måned i perioden fra den 6. januar til den 2. april 2017.
  4. Tilmeld dig og din familie Affaldsindsamlingen søndag den 2. april 2017

Fakta om affald

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald i naturen.
  • Affaldsindsamlingen finder sted 2. april 2017.
  • Det tager op til 500 år, før et plastiklåg er nedbrudt i naturen.
  • Danmark er det EU-land, der genanvender mindst plast fra husholdninger ifølge PlasticEurope.

Mange forbrugere foretrækker kartoner med låg, fordi:

  • Kartoner med låg er nemmere at åbne, både for børn og ældre.
  • Kartoner med låg kan stables i køleskabet og lægges ned, også når de er åbne.
  • Kartoner med låg kan medbringes i tasker og i madkurve, uden at mælken løber ud.
  • Kartoner med låg kan forlænge mælkens holdbarhed, og er med til at reducere madspild.

Husk aldrig at smide kartonen og låget ude i naturen.