Få glæde af dit køkkenaffald ved at lave køkkenhave direkte på køkkenbordet uden det store besvær. Med få midler kan du gendyrke både grønsager, salater og løg.

Når du alligevel laver salat, madpakke til børnene eller gryderet til aftensmaden, så kan du ligeså godt få lidt mere for pengene ved at gendyrke dine madrester.

- Det er både let, sjovt og bæredygtigt at dyrke sine rester. De fleste børn synes, det er fascinerende, at se hvordan resterne kan blive til ny mad, siger Majken Sundahl, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Hun anbefaler dog, at man væbner sig med tålmodighed, da resterne ikke skaber et helt salathoved med det samme.

Det kræver ikke det store

Det første du skal gøre, er at finde forskellige glas, som kan tåle at få lidt kalkringe – og som du kan undvære nogle dage.

- Vi bruger for det meste gamle syltetøjsglas eller flotte gamle krystalglas fra genbrugsbutikken siger Majken Sundahl.

En god metode er at tage resterne fra for eksempel den afskårne gulerod, og sætte tandstikker i hele vejen rundt, så den kan hvile med toppen over siderne af glasset, så snitfladen kun lige stikker ned i vandet. Nu skal den vandes, og så kan du ellers bare væbne sig med tålmodighed, og vente på at de udvalgte rester begynder at spire.

Majken Sundahl råder til, at du lader et par centimeter af grøntsagen sidde på den afskårne rod, så er der nemlig større chance for, at resten begynder at spire.

Object reference not set to an instance of an object.

Op eller ned

Der er næsten ikke grænser for, hvad du kan gendyrke i dit køkken, men det er vigtigt, at resterne bliver vendt rigtigt og ikke står i alt for meget vand, så de ikke ender med at blive udtørrede eller mugner.

- Gulerodstoppe og pastinakrester skal vendes nedad, så rodspidsen begynder at spire. De grønne blade der vokser frem, kan bruges i salater, wokretter eller noget helt tredje. Især gulerodstoppe har en fin pikant gulerodssmag, som går godt til eksempelvis pesto, fortæller Majken Sundahl.

Salattoppe, sellerirester og forårsløg vendes ligesom gulerødderne med roden ned og det grønne opad, så de kan suge vand, og det grønne kan spire op igen foroven.

- Hvis du har en potte og noget muldjord, kan du også gendyrke hvidløg og ingefær, hvis det er begyndt at spire i køkkenskabene, siger Majken Sundahl.

Når der kommer jord, vand og sol til, begynder hvidløget og ingefæren nemlig at spire, og de grønne skud giver en god smag i forskellige retter. Derudover begynder ingefær at producere flere rødder, så du kan faktisk høste frisk ingefær fra potten. Ingefærroden skal lægges vandret i potten.

- Dog deler hvidløgsfeddet sig ikke, hvis du planter det indenfor – så får du bare et stort hvidløg uden inddeling. Hvidløg skal nemlig have frost for at dele sig i fed, forklarer Majken Sundahl.

Hvidløgsplantens grønne dele kan bruges i salater, hummus og andet mad, der trænger til en lidt mildere smag af hvidløg.