Nogle spurtende høns skråler og telefonen skratter lidt, da Ella Maria slår et godt grin op over ståhejen. Men hun er hurtigt tilbage ved sagens kerne: ”De kan bare komme.”

Og det har de så gjort. År ud og ind, fra tidlig morgen til sen aften, er tv-vognene rullet ind på de toppede brosten ved den gule gård på Sydfyn. De har taget turen ned af Lakkendrupvej i sikker forvisning om at få et kvalificeret og skarpt modspil til politiske udspil på natur-, miljø- og klimaområdet.

12 års indsats for naturen

Ella Maria Bisschop-Larsen er den ottende præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Siden hun satte sig i stolen i 2006 er otte miljøministre kommet og gået – den sidste sidder der dog endnu. Efter 12 år har Ella Maria Bisschop-Larsen valgt at træde tilbage fra den grønne frontpost.

Det vækker jubel nogle steder og gråd mange andre steder. Det er ingen hemmelighed, at Bisschop-Larsen har bidt til bolle i sin tid som præsident.

- Ella Maria viger ikke. Hvis det fastslås, at landbruget sviner, så sviner landbruget, og det siger hun så. Der er ingen taktiske overvejelser, og hun gør intet for egen vindings skyld. Hun har taget opgaven som naturens præsident dødsensalvorligt og jeg tror, at den seriøsitet har kostet hende flere søvnløse nætter, end vi ved af, siger Michael Leth Jess, mangeårig chef og vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforenings sekretariat.

Hårdt arbejdende og dedikeret

Det er det samme billede, der tegner sig overalt. Leif Skov, formand for Aage V. Jensen Naturfond, siger:

- Ella Maria har arbejdet hårdt og meget dedikeret for at sætte natur og miljø på dagsordenen og har ikke veget tilbage for at tage de kampe, som hun i den anledning har fundet nødvendige. Selv når det gav knubs. Det kan kun vække respekt, lyder det fra Leif Skov.

Netop Aage V. Jensen Naturfond har været en tæt samarbejdspartner for Bisschop-Larsen og Danmarks Naturfredningsforening og har blandt andet et mangeårigt partnerskab i det store Naturtjek, som Leif Skov da også fremhæver:

- Jeg vil som eksempel nævne projekt Naturtjek, som fortsat kører under medvirken af et stort antal danskere gennem deres indberetninger om observationer, når de færdes i naturen. Det er den slags projekter, som er med til at skabe forøget interesse for den danske natur, og her har Ella Maria fra starten stået i spidsen, siger han.

Ekspert i sin egen ret

Ella Maria Bisschop-Larsen er cand.scient. i biologi, har arbejdet i Miljøstyrelsen med risikovurdering af pesticider. Siden har hun som afdelingsleder i Fyns Amt blandt andet haft ansvaret for jordforurening og grundvandsbeskyttelse og siden været sekretariatsleder for MiljøForum Fyn.

Siden 1988 har hun været aktiv i Danmarks Naturfredningsforening og blev i 2006 den første kvinde på posten som præsident i Danmarks ubetinget største grønne forening. Her er hendes store faglige indsigt bredt anerkendt:

- Hun er grundig, vidende og kan sit stof – også i den grad. Hun kerer sig om foreningen – både det vi laver politisk og lokalt, men også i høj grad om foreningens indre liv. Hvordan man skaber sammenhæng i en forening med både et stort sekretariat og 97 afdelinger, siger mangeårige medarbejder, agronomen Rikke Lundsgaard.

Det kan de godt genkende på Aarhus Universitet:

- Det har været godt at samarbejde med Ella Maria. Hun har stor faglig indsigt og hun kan argumentere for sine synspunkter. Hun har bl.a. deltaget i DCE’s rådgivningspanel og i utallige workshops og møder, hvor hun har været konstruktiv med kritik og nye idéer til Aarhus Universitets forskning og rådgivning, siger Kurt Nielsen, vicedekan på Aarhus Universitet, DCE, der sagtens kan få øje på Ella Maria Bisschop-Larsens aftryk:

- Ella Maria har i høj grad været med til fastholde en natur- og miljødagsorden. Hun har været vedholdende – også, selv om der ikke altid har været politisk lydhørhed for hendes synspunkter. Hun har bidraget til at sætte økologi i bred forstand på dagsordenen og dermed gøre økologi relevant for ikke alene naturen, men også mange familiers hverdag, siger Kurt Nielsen.

Den med landbruget

Netop det geografisk store landbrug har fyldt meget i de 12 år, Ella Maria Bisschop-Larsen har været præsident. Enorme områder med brakmarker forsvandt, Grøn Vækst kom og gik og senest kom så den forkætrede landbrugspakke. Landbruget blev igen en del af den værdipolitiske diskussion i sådan en grad, at det kostede en minister posten.

Tonen mellem landbrugsorganisationerne og Ella Maria Bisschop-Larsen har undertiden været ganske hård.

Men der er også gode ting, at sige. Næstformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, har i forbindelse med Naturtjek kampagnen været ude og registrere arter på sin økologiske gård sammen med Ella Maria Bisschop-Larsen:

- Det var en god oplevelse at arbejde sammen med Ella Maria om Naturtjek, og hun er jo meget vidende omkring naturens finurligheder, men jeg må jo også sige, at det i mange andre sammenhæng har været svært at finde fælles fodslag. Hun sætter sig ind i sagerne og med flere projekter som "hold naturen ren" og Naturtjek har hun helt sikkert været med til at sparke til den nødvendige naturdebat, lyder det fra Lone Andersen.

På de yderste forposter

12 år i spidsen for Danmarks Naturfredningsforening og utallige indspark til natur og miljødebatten i Danmark – tv-studier, avisspalte efter avisspalte, utallige togture rundt i Danmark til Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger, foretræder i Folketinget, debatter i radioprogrammer, vind i håret og kamp for naturen ude på de yderste forposter.

Ella Maria Bisschop-Larsen efterlader en organisation, der er toptunet og ifølge målinger er en af landets mest indflydelsesrige.

Foreningen repræsentantskab har - med Ella Maria Bisschop-Larsens fulde opbakning - valgt Maria Reumert Gjerding som ny præsident. Hun siger:

- Jeg kommer ind i en fantastisk organisation, der virkelig formår at sætte markante grønne dagsordener og som oplever medlemsfremgang på grund af indsatserne for natur, miljø og klima.

- Det er også med en vis ærefrygt, at jeg tager over. Der står stor respekt om Ella Marias utrættelige indsats og hendes store faglige indsigt. Sammen med en åbenlys og inderlig kærlighed til naturen har Ella Maria gjort naturkampen til en vindersag. Jeg glæder mig til at fortsætte den kamp og ønsker Ella Maria al mulig held og lykke fremover.

  • Ella Maria Bisschop-Larsen er født 10. februar 1951 er biolog og fra 2006 til 2018 præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
  • Bisschop-Larsen er uddannet cand.scient. i biologi fra Københavns Universitet. Hun var fra 1979 til 1987 ansat i Miljøstyrelsen, hvor hun arbejdede med risikovurdering af pesticider. I 1987 rykkede hun til Svendborg Kommune, hvor hun frem til 1990 havde ansvaret for miljøtilsynet. Fra 1990 til 2005 var hun afdelingsleder i Fyns Amt med ansvar for bl.a. jordforurening og grundvandsbeskyttelse. Siden 2005 har hun været sekretariatsleder for MiljøForum Fyn, men har p.t. orlov fra stillingen.
  • Siden 1988 har hun været aktiv i Danmarks Naturfredningsforening, bl.a. som forretningsudvalgsmedlem fra 1997 og vicepræsident fra 2000. Fra 22. april 2006 til 7. april 2018 var hun foreningens præsident og desuden formand for Danmarks Naturfond.
  • Privat er hun bosiddende i Gudbjerg på Sydfyn, hvor hun driver et økologisk landbrug med sin mand