Hvad er forskellen på øko og konventionelle ænder?

Den kendte tv-kok Anne Hjernøe er taget på besøg hos andeproducenten Jørn Otte. De de når omkring 10 meter fra flokken, begynder de første mulardænder at rejse sig op. De sky ænder stirrer nervøst på de tobenede væsener, der nærmer sig.

I et krat bag græsmarken fortsætter festen, som om intet var hændt. Derinde i skjulet under træerne har ændernes deres vandbassiner.

Nogle af de vandglade fugle svømmer. Andre står ude i bassinet, vifter med halen, strækker halsen og ryster vingerne, så vanddråberne flyver ud til siderne.

Tilfredsstiller det naturlige behov

At ænderne går ude og har adgang til et vandspejl, er ifølge Jørn Otte den store forskel i forhold til hans konventionelle kollegaer.

Når først ællingerne har vokset sig store nok under varmelamperne, så kommer de på græs, og her lever de resten af livet. Konventionelle ænder kommer ikke ud og har som regel ikke adgang til svømmevand.

- Når jeg ser ænderne plaske vand op på deres fjerdragt, og pudse løs på den med næbbet, kan jeg se, at det er helt naturligt for dem. Herude kan de tilfredsstille deres naturlige behov. Det er godt, for som fagmand vil jeg gerne have, at ænderne trives, siger Jørn Otte.
Han har i alt 500 mulardænder vraltende rundt på sin går, Brunholm, der er en ekstensivt drevet gård med æglæggende høns, frilandsgrise og en kæmpe køkkenhave.

Dyrevenner anbefaler dansk and

Dyrenes Beskyttelse er ofte kritiske over for landbrugsdyrenes vilkår, ikke mindst konventionelle slagtekyllinger, som er ”avlet til at vokse ekstremt hurtigt og til at få et stort brystparti. Men hvad angår konventionel andeproduktion i Danmark, er dyrevennerne dog overraskende positive:

De ligefrem anbefaler forbrugere ”at købe dansk and, og helst økologisk, da danske ænder har langt bedre velfærd end udenlandske berberiænder”.

Det skyldes, at de største danske andeproducenter er gået sammen om standarder, som generelt sikrer ænderne ”en ret god velfærd”. For eksempel går de danske, konventionelle ænder i åbne huse med naturlig ventilation, dagslys og masser af halm på gulvet.

Franske ænder i bunden

Dyrenes Beskyttelse har lavet en andeguide, hvor de har samlet data om 28 forskellige andeproduktioner i Europa. Hver enkelt produktion får stjerner fra 0 til 5.

I toppen finder man de danske øko-produktioner med ”rigtig god plads og gode forhold”, der får fra 4,5 til 5 stjerner.

Danske, konventionelle Peking-ænder får tre stjerner.

Bundskraberne er de billige berberi-ænder fra Frankrig. Nul stjerner og kommentarer som ”for lidt plads, går inde, rutinemæssig næbkupering”. De har heller ikke adgang til svømmevand, de går på problematiske spaltegulve, og de går tæt i store flokke på op til 16.000 individer. Hos en økolog må der max være 3600 ænder af begge køn i en flok.

Blodrus hos berberiænderne

Andeguiden har to tommelfingerregler:

1. Berberiænder får modsat de andre ænder kuperet næb og kløer, fordi deres temperament ikke egner sig til at gå i store flokke. Derfor bliver dyrevelfærden for en berberiand aldrig super god.
2. Fritgående og økologiske ænder kommer udenfor og har typisk adgang til grovfoder og svømmevand – det er god dyrevelfærd. Ænder kan kun holde næb, næsebor og hoved rent, hvis de har mulighed for at dyppe hovedet i vand. Derfor er adgang til svømmevand vigtigt.

Martin Daasbjerg er storproducent af økologiske ænder, og han står også i spidsen for en virksomhed, der bl.a. samler tre store konventionelle andeproducenter og et rugeri.
Han forklarer, at man er stoppet med at holde berberiænder i Danmark, fordi de er for aggressive.

- Berberiænder har tårne på næb og kløer – og lysten til at bruge dem. De kan finde på at slå hinanden ihjel. En af mine kollegaer havde engang berberi-ænder. En dag gik han ind i andehuset, og det hele lignede en slagtehal. Ænderne var gået amok i en blodrus. Det var det sidste berberihold i dansk andeproduktion, fortæller Martin Daasbjerg.

I dag arbejder man herhjemme derfor næsten kun med de mere fredelige peking- og mulard-ænder. Martin Daasbjerg har selv Peking-ænder.

- De er sociale dyr. De er gode ved hinanden og kunne ikke komme i tanke om at tage til genmæle, siger Martin Daasbjerg, der også roser ænderne for at være ufattelig hårdføre. Dun og fjerdragt gør, at de kan tåle helt ned til under 50 graders frost.

Drop Disney-forholdet

Duften af stegte ænder trækker frokost-opmærksomheden til sig. Anne Hjernøe har bænket sig indenfor hos Jørn Otte. Hans kone Susanne Andersen stiller et fad med gårdens egen andekød på bordet.

Anne Hjernøe er vild med andesmagen – og er ikke skuffet denne gang:

- Smagen har den snert af vildtkød over sig, som jeg er så glad for. Som i andre økologiske ænder er der simpelt hen mere smag for pengene. Den er mere dyrisk, vurderer Anne Hjernøe, der også fremhæver den mere senede struktur i kødet som noget positivt.
Jørn Otte supplerer hende og peger på, at det er absolut er en fordel, at ænderne får masser af motion. Både hvad smag og struktur i kødet angår.

Et kort naturligt liv

Efter den kraftige frokost triller Anne Hjernøe tilbage fra land til by i sin bil.

- Det overrasker mig altid, at ænderne ikke får lov til at blive ældre. Men jeg ved godt, at det ikke er kæledyr – som producent kan Jørn ikke have et Walt Disney-forhold til sine dyr. Det er noget, jeg skal arbejde med og ikke være så pylret, siger Anne Hjernøe.

Men på den anden side er hun begejstret over for økoændernes mulighed for at røre sig og udfolde et mere naturligt liv – selv om det er kort.

- Jeg kan gode lide tanken om, at de går frit. Ingen har det godt med at blive spærret inde – så jeg ved godt, hvilken and, jeg selv ville foretrække at være – og hvilken and, jeg vil spise.

Artiklen er en redigeret udgave af en artikel fra magasinet Økologisk.