I naturen glemmer Jan sin PTSD
Navnet ”fuglehviskeren” har Jan Nielsen fået af sine venner. Han tilbringer en uendelig mængde tid i naturen bag et kamera. Det kommer der smukke fuglebilleder ud af – og ro i Jans sind.Fiskeørnen sad i et træ og var i gang med at fortære sit måltid. Jan bevægede sig forsigtigt tættere på den med sit lille kamera i hænderne. Engang imellem tog han et billede og fortsatte så turen fremad.
Han kom tæt på, meget tæt på.
- Det sagde klik i mit hoved. Jeg fandt en ro i naturen med mit kamera i hånden.
Som uddannet i den grafiske branche vidste Jan godt, hvordan et billede skal efterbehandles og det kunne ses.
Det er længe siden nu, men oplevelsen blev starten på Jan Nielsens eventyr med naturfotografierne.
Billedet af fiskeørnen - og de billeder af andre fugle han siden tog - begejstrede hans venner så meget, at de lavede en indsamling. Jan skulle have noget bedre udstyr.
- Jeg takkede for det nye grej ved at sælge billeder til dem og donerede pengene til et børnehjem i Nepal. På den måde gav jeg tilbage til nogen, der virkelig trængte.
PTSD-diagnose
Jan er ikke kun fortsat med at fotografere, fordi der kommer flotte billeder ud af det. Han får i ro sit hoved, der er hærget af PTSD. Det fylder så meget, at han er blevet tilkendt pension. Samværet med andre mennesker kræver store overvindelser af Jan og gør ham hurtigt træt.
- Det er noget helt andet i naturen. Jeg kan ligge i fem timer helt stille i mit skjul med et kamera og bagefter føles det som om, der er gået en halv time. I virkeligheden er det nok mest mennesker, jeg er i skjul for, fuglene ved godt, jeg er der. De opfatter mig bare ikke som en trussel.
Han og kameraet er dog pakket ind i camouflageudstyr, når Jan fotograferer.
- Jeg har bygget et flydeskjul, så jeg kan ligge helt nede i vandoverfladen og fotografere. Det giver nogle meget bedre billeder, når jeg er i samme højde som fuglene.
En del af Jans billeder af andefugle er taget, mens han ligger helt nede i strandkanten. De bliver nærmest intime på den måde.
- Jeg er taknemmelig for, at fuglene lader mig komme så tæt på. Det giver mig nogle fine oplevelser.
Langt forarbejde
Inden de gode billeder bliver taget, har Jan gjort et stort stykke forarbejde. Nye naturområder bliver gennemgået omhyggeligt, i lang tid. 14 dage er i princippet for lidt.
- Det er kun på det tidspunkt, jeg har en kikkert med. Jeg tjekker bare hvilke arter, der er og skriver det ned i min notesbog sammen med dato og ikke mindst vindretningen. Det sidste betyder meget for, hvor en fugl bevæger sig hen.
Med notesbogen i hånden kan han rimelig sikkert forudsige, hvor fuglene er og lægge sig i skjul det rigtige sted. Det er derfor Jan har taget så mange billeder af fugle, der kommer flyvende direkte imod ham.
Hvis man går rundt på Sydlangeland, kan man finde pinde, der er stukket i jorden. Der er lagt sten rundt om dem, for at de står lidt mere stabilt.
- Jeg sætter pindene der, hvor jeg tror, at en fugl gerne vil have udsyn og hvile sig. Et sted i nærheden lægger jeg mig i skjul, med kameraet. Det er et lille uskyldigt trick, siger han med et skævt smil.
Pindene og udkrads fra sin pibe er det eneste, Jan efterlader i naturen. Til gengæld har han ofte en hel del plastikaffald med hjem, som han har samlet op.
Naturfrustrationer
- Jeg har det svært med grådighed og prøver hårdt på ikke at være det selv. Hverken med billeder eller i andre dele af livet.
Han peger hen over skulderen. To rørhøghanner svæver vaklende over en moses sivskov.
- Godsejeren har startet pumpen, for at sænke vandstanden. Hvorfor? Den mose kommer aldrig til at blive til landbrugsjord, og så gør han det endda midt i ynglesæsonen. For at det ikke skal være løgn, er han også ved at fælde træerne mellem mosen og vejen. Så får fuglene da slet ikke fred.
Jan bliver vred og frustreret over menneskelig dårskab og grådighed. Det gælder også de fuglefotografer, som i deres iver efter gode billeder fuldstændig glemmer at give fuglene den fornødne ro.
Isfuglen
En af Jans abolutte ynglingsfugle er isfuglen og han har fotograferet den mange gange.
- På et tidspunkt satte den sig halvanden meter foran mig og svajede i et siv. Jeg tog mobilen frem og filmede den, imens jeg snakkede med den. Den var fuldstændig ligeglad.
Netop isfuglen er et godt eksempel på, hvor mange gode billeder Jan tager.
Den lille smukke fugl bruger ikke mere end et par sekunder på elskovsseancen.
Alligevel har Jan ikke et, men en del billeder af begyndelsen på næste generation. Læg til at lyset, vinklen og skarpheden skal være i orden. De billeder, hvor alt ikke er perfekt, viser han ikke frem. Det er heller ikke nødvendigt, der er så mange gode at tage af.
Fremtiden
Jan gik i et stykke tid til behandling for sin PTSD hos en terapeut. Hun lærte ham at holde styr på alle hans tanker.
Og selvom han i dag er stoppet i behandling, bruger han stadig de værktøjer, som terapeuten gav ham dengang.
- Hun har reddet mit liv. Hun hjalp mig med at finde en indre ro, som jeg ellers kun oplever, når jeg er i naturen, siger Jan Nielsen.
Men naturen er den bedste medicin, uddyber fotografen. Når han er der med sit kamera opsluger nuet alt det støj, der ellers farer rundt i hans hoved.
Artiklen er skrevet af Søren Skarby og udkom første gang i 2020 i magasinet Natur og Miljø.
