Kan jeg klatre i træer, kan jeg også klare skolen

Gruppen deler sig i to. Det ene hold bliver ved stolene og det medbragte grej, hvor lærerne begynder at spænde en blå slackline op mellem to store træstammer.

Det andet hold passerer en grøft og går 100 meter dybere ind i skoven, indtil de møder et 20 meter højt bøgetræ. Det er her, Arda og de andre skal klatre og samtidig blive klogere på alt fra egne grænser til problemløsning, fortæller deres lærer Majken Petersen.

- De er ikke vant til at give udtryk for deres følelser og meninger. Med hjælp fra naturen klæder vi dem på til at blive selvstændige unge mennesker, der kan sige til og fra, navigere i livet og få en uddannelse, siger Majken, mens Arda gør sig klar til at klatre.

Alle remme på klatreselen er sikret, den røde hjelm er på, og Arda er spændt fast til sin makker, underviseren Nicholas. Han står på jorden ved siden af træet og fungerer som stopklods, så Arda ikke falder ned.

Det kræver mod, styrke og tillid at klatre op i højden, hvor Arda aldrig har været før. Med et håndtegn viser han, at han er klar. I starten svinger han lidt i selen, men hurtigt finder han rytmen, og som en lille træløber, der nærmest danser op og ned ad træerne efter føde, når han hurtigt de 14 meter op til endestationen, hvor selen er fastgjort til en gren.

Undervejs høster han klapsalver og støttende ord fra kammeraterne på jorden. Og netop det med at støtte hinanden og samarbejde er noget af det, de unge skal lære med naturen som platform.

- Jeg holder lige en pause, siger Arda oppe fra træet, inden han gren for gren klatrer ned igen og giver selen videre. De næste når et par meter op, inden de kan mærke, at de skal ned igen.

- Det er vigtigt, at de lærer at sætte grænser og vise egenkontrol, siger Majken og giver Arda og de andre et ’godt gået’-klap på skulderen.

Arda og familien flygtede fra Tyrkiet, fordi det politiske system ikke levnede plads til, at de kunne leve frit.

- Nu arbejder min mor og far her i Danmark. Og jeg kan få en uddannelse. Det betyder meget for dem, at jeg går i skole, fortæller Arda og fortsætter med at forklare, hvordan han kan bruge naturen, når de kommer tilbage i klasselokalet:

- Når vi øver os på eksamen, kan jeg bruge det. Jeg var lidt bange for at komme højt op i træet. Men det var muligt. Jeg gjorde det. Når jeg skal lære det danske sprog, lave lektier eller til eksamen, kan jeg også tænke, at det måske er for svært. Men så vil jeg tænke på træet. Jeg kan godt – også i skolen, siger Arda og betragter det høje bøgetræ.

På træstammen kan man ane et hjerte ridset i barken. Ved siden af står der ’P+L’ – en kærlighedserklæring, man sikkert kunne finde på mange træer rundt i skovene. Alligevel kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan skoven og naturen i Danmark giver plads til spirende kærlighed, legende børn, cyklister og hundeluftere. En frihed, som flere af de unge måske ikke har oplevet i deres hjemland:

- Nogle af vores elever på skolen har aldrig været i skoven før. De er vant til, at der kan være farlige dyr eller militante grupper i skoven, hvor de kommer fra. Så for nogle kan bare det at være i skoven være en overvindelse, fortæller Nicholas.

Gennem skoven forplanter den gode stemning sig, og man kan man høre grin og opmuntrende råb fra gruppen på den blå slackline. Det er blevet tid til, at holdene bytter, og Arda er en af de første til at hoppe op på den udspændte line.

- Arda, du siger til Mertay, hvad du skal bruge, om det er en hånd eller en gren, siger Majken til Arda, der beslutter at balancere med en gren som støtte mellem ham og vennen Mertay.

Da han har gået hele vejen over linen og står under trækronen, spørger Majken, om han vil hoppe ned eller prøve at vende rundt og gå tilbage.

- Jeg vender mig, svarer Arda og prøver at finde balancen på linen.

Selvom Arda og de andre knokler med matematik, dansk og engelsk hjemme i klasseværelset, så er det også alt det uden om fagene på skemaet, der betyder noget for et godt skoleliv, forklarer Majken.

- Der er behov for, at man kender sin egen identitet og kan drage omsorg for sig selv og andre. Og her har vi en naturlig genvej i skoven, hvor vi nemt kan arbejde med alt lige fra selvhævdelse til ansvarsfølelse. De her kompetencer er nødvendige for at begå sig i skolen og samfundet. Så vi lægger vægt på, at eleverne får mestringsoplevelser her i naturen, og har en dialog om det i undervisningen, forklarer hun og betragter Arda, der er nået halvt tilbage på linen, inden han hopper ned på skovbunden.

Han er blevet mere og mere glad for skoven, efter han er kommet til Danmark. For nylig har han og elever fra skolen været på lejrskole i Svanninge Bakker på Fyn, hvor de tændte bål og lavede bålmad. Og så skulle de lave deres egen livssti ved at finde ting i skoven, der symboliserer betydningsfulde nedslagspunkter i deres liv – fra fødsel til nu. Sammen med deres kammerater gik de ad livsstien og fortalte om deres liv.

- Jeg havde nogle lyse blade på min livssti for at vise, at livet er godt og lyst nu, siger Arda og bliver suppleret af Majken:

- På den måde kan de sætte ord på nogle følelser. En havde nogle friske rønnebær, og for hende betød det fred og et godt liv. Og så var der visne blade længere fremme på stien. For familien havde været nødt til at forlade mormor i hjemlandet.

Arda kan tydeligt mærke, at skolen i Danmark er meget anderledes end der, hvor han kommer fra.

- Her i Danmark har vi ikke konstant den ene eksamen efter den anden. Det her i skoven styrker venskaberne. Og forholdet til lærerne er supergodt, siger han og bliver suppleret af 18-årige Adnan, der er flygtet fra krigen i Syrien og nu bor med sin familie i Korsør:

- Det er fantastisk at være sammen her i naturen. At gå på line betyder, at jeg kan holde fokus. Det samme skal jeg, når jeg skal lære i skolen, siger Adnan og fortsætter:

- Skolen er meget anderledes her i Danmark. I Syrien slår man børn. Det har jeg selv oplevet engang, hvor jeg havde lavet min matematik forkert. Pludselig slog min lærer mig. I Danmark er læreren min ven.

Og netop båndet mellem lærer og elev er noget af det, der også arbejdes med i skoven. For naturen giver en naturlig ramme for at udvikle tætte relationer, forklarer Majken:

- Den relation er en vigtig grundsten i styrkelsen af deres selvværd, som igen er en forudsætning for faglig indlæring, siger hun og gnider hænderne mod hinanden for at få varmen.

Kulden har efterhånden også sneget sig godt og grundigt ind på flere af de unge, der forsøger at få varmen i nogle soveposer på festivalstolene. Adnan er på vej over til klatrestationen med en sovepose til en af de andre fra klassen.

Men varm kakao og soveposer er snart ikke nok til at holde kulden væk, og dagen i skoven lakker mod enden. Det er blevet tid til at pakke festivalstole, klatreudstyr og slackline sammen igen.

På vej over mod bilerne med klatreudstyr og andet grej i hænderne er Majken og Arda tæt på at snuble over nogle friske muldvarpeskud ved skovvejen.

- Ved du, hvad det er for et dyr, der laver dem?, spørger Majken.

Det ved Arda. De sludrer videre om muldvarpen, mens de går ned mod pladsen igen efter mere grej. Måske kan den lille muldvarp, der laver lange gangsystemer under jorden i sin søgen efter føde, føre til en dialog om flid, ihærdighed og egenkontrol. Eller måske dens evne til at gennemlufte skovjorden til gavn for mange planter og dyr fører til snakke om fællesskab og venskab.

En ting er i hvert fald sikker. Der er masser af naturoplevelser fra dagen i skoven. Oplevelser, som nu kan danne grundlag for snakke om identitet, følelser, mod, grænser – og meget mere.

Artiklen er skrevet af Laura Elisabeth Lind og blev første gang bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.