I Skive kommune er der blevet sat solceller og solcelleanlæg op på alle kommunale bygninger, der i dag sørger for energi, som tidligere kom fra mere CO2-belastende kilder. Derudover har de udskiftet omkring 16.000 gadelys med mere energivenlige LED-pærer.

Det er en del af opskriften på Skive Kommunes lavere CO2-udledning. Fra 2008 til 2018 er deres udledning faldet med 63,3 procent, hvor de har været en del af projektet Klimakommuner fra Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi er nået rigtig langt i Skive Kommune i forhold til at arbejde os henimod at være CO2-neutrale. Kommunens enorme indsats for at reducere udledningen af CO2, er med til at sætte Skive i spidsen for den grønne omstilling og derigennem inspirere virksomheder og borgere til at gøre en forskel, siger Karl Egeriis Krogshede, der er klimakoordinator i Skive Kommune.

Læs også: Se alle Klimakommuner.

Skive Kommune er en af de 71 danske kommuner, der har meldt sig til Klimakommuner. Med deltagelsen har de et mål om at være helt CO2-neutrale i 2043, og som udviklingen er nu, kan de muligvis endda nå målet inden, understreger Karl Egeriis Krogshede.

Kommuner som klimaambassadører

En del af formålet med projektet Klimakommuner er at sætte en større udvikling i gang med kommunerne, forklarer kampagneleder for Klimakommuner hos Danmarks Naturfredningsforening, Jens la Cour:

- Pointen med Klimakommuner er, at få kommunerne til at gå forrest og vise, hvordan man kan reducere udledningen af CO2 med konkrete tiltag indenfor deres egne aktiviteter. På den måde kan de være med til at også at inspirere borgere og virksomheder i kommunen i en grønnere og mere klimavenlig retning, siger han.

Landets kommunerne samarbejder også og laver vidensdeling på tværs af grænser og regioner, så de sammen kan rykke sig i en bedre retning for klimaet.

- Vi kan mærke, at vi er en del af en bevægelse sammen med resten af kommunerne. Interessen for at bidrage til den grønne omstilling er virkelig stor, og for os giver det god mening, at vi hjælper hinanden i den retning, siger Klimakoordinator Karl Egeriis Krogshede.

Skive samarbejder både med nabokommuner og med nogle fra den anden side af Storebælt.

Om Klimakommuner

  • Klimakommuner er et initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening, hvor der er tilmeldt 71 af landets kommuner.
  • Som Klimakommune forpligter man sig til at reducere kommunens CO2-udledning med minimum to procent om året.
  • Flere kommuner som Skive reducerer med langt mere årligt.

Se al data for Klimakommuner her.

Til gavn for klima og økonomi

Kommunernes økonomi har også godt af at nedbringe CO2-aftrykket, forklarer kampagneleder for Klimakommuner Jens la Cour:

- Når kommuner reducerer deres CO2-udledning er det ikke kun en gevinst for klimaet. Der er faktisk også penge at spare ved at mindske klimabelastningen - for sparet energi er jo sparede udgifter. Så også af den grund har kommuner kun god grund til at arbejde på mere klimavenlige og CO2-reducerende løsninger.