Pres din egen æblemost, besøg gårdens dyr, gå på historisk skattejagt og fang krible-krable-dyr i skoven.

Der er nok af sjove aktiviteter, når Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Naturfond og Skovsgaard Madmarked byder til høstfest på den økologiske herregård Skovsgaard på Langeland søndag den 3. september.

Rundvisning og musefangst

I løbet af dagen vil der være rundvisninger i det økologiske landbrug, hvor Bjarne Hansen, Danmarks Naturfonds nye administrator, vil fortælle om tiltag og fremtidsplaner i Skovsgaards landbrug.

Klokken 14 kaldes der sammen til musefangst i parken. Her tømmer vi fælder, der er sat ud dagen før – selvfølgelig slipper vi de mus, der forhåbentlig er fanget, fri igen.

Klokken 15 er der tur rundt i Skovsgaards hovedbygning, hvor der fortælles om gårdens historie.

Naturoplevelser og historisk skattejagt

I Skovsgaards naturværksted ”Kys Frøen” kan børn og voksne sammen få idéer og låne grej til at gå på opdagelse i Skovsgaards natur:

  • Gå på fangst efter vandhullets forunderlige dyreliv
  • Find og fang krible-krable-dyr i skoven
  • Lav gipsaftryk af dyrespor
  • Kværn korn til mel og lav pandekager
  • Lav nyt papir af gamle aviser
  • Filt en bold af uld
  • Lav mad over bål i naturværkstedets udekøkken
  • Klæd ud som herskab og tjenestefolk.

Praktisk info

Entre: Voksne 60,- kr., unge under 18 år samt medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening gratis.

Adresse: Skovsgaard, Kågårdsvej 12, Hennetved, 5900 Rudkøbing.

Aktiviteter i naturværkstedet Kys Frøen, Skovsgaard Mølle, udstillinger og museer, Skovsgaard Madmarked, vil foregå over hele dagen mellem kl. 10-17. Skovsgaard Mølle er åben kl. 12-17.

Programsatte aktiviteter:

kl. 12: Skovsgaards økologiske landbrug

Kl. 13: Skovsgaards historie

Kl. 14: Musefangst i parken – På jagt med naturvejlederen

Kl. 15: Skovsgaards økologiske landbrug

Som en hel ny aktivitet byder Langelands museum på skattejagt for børn i Skovsgaards hovedbygning, hvor man samtidig kan blive klogere på Skovsgaards historie.

Ved et af vandhullerne kan man låne waders, net og andet grej, og der vil være hjælp til at fange og sætte navn på de sære væsner, man fisker op af vandet.

I naturværkstedets ”Nørdehjørne” kan man studere sin fangst under stor forstørrelse, og her vil også være hjælp til at få mere at vide om dyrelivet under vand.

Lækkerier til madører

I den økologiske køkkenhave står grønsager klar til høst. Ved udekøkkenet ligger opskrifter, så man kan gå en indsamlingstur i køkkenhaven og derefter lave små grønsagsretter over bål. Ved naturformidlingens bålplads er der også gjort klar til at bage snobrød.

På gårdspladsen står æblepresseren klar. Alle er velkomne til at tage æbler med hjemme fra haven, og presse æblesaft. Husk også at tage flasker med, så saften kan bringes med hjem.

Skovsgaard Madmarked byder på økologiske frokostretter, kaffe/kage, is og mulighed for køb af et stort udvalg af økologiske føde- og drikkevarer.

Skovsgaards gamle vindmølle er åben for besøgende og Skovsgaards Møllelaug viser rundt og fortæller om møllens funktion og historie.

Hvis der er vind til det, sættes møllevingerne i sving, og der vil blive kværnet korn til mel. Der vil også være mulighed for at købe en pose nykværnet mel med hjem.

Traktorer, æseltur og kunst

Langelands traktor- og maskinsamling er åbent, og medlemmer vil stå klar til at fortælle om traktorer og landbrugsmaskiner fra en svunden tid.

Æselforeningen byder på køreture i det smukke herregårdslandskab.

I Skovsgaards hovedbygning kan man se akvareller fra Danmarks natur. Det er kunstnergruppen ArtSydfyn, der står for udstillingen ”Landskaber fra Kyst til Kyst”. Skovsgaards tyendemuseum, hestevognsmuseum og karetmagerværksted er selvfølgelig også åbent.