Kronprinsen kickstartede Naturens Dag 2019
Kronprinsen skød Naturens Dag i gang med manér. I denne uge er op mod 180.000 børn ude at fejre naturen med naturoplevelser.Det var en smilende Kronprins Frederik, der sammen med 5. klasse fra Bramsnæsvigskolen i Lejre åbnede Naturens Dag 2019 i Ejby Ådals betagende landskab.
Her lavede han stenvarder langs strandkanten, vandrede i det bakkede landskab og gik på jagt efter biller i kolort sammen med børnene.
- Det er svært ikke at lade sig rive med af glæden over naturen. Og det er altid sjovt at opleve det sammen med børnene, sagde kronprinsen efter turen rundt i bakkerne.
Kronprins Frederik fortalte også, at hans egne børn er glade for at være i naturen, og at de af og til sover udenfor i telt.
Naturfejringen kulminerer søndag den 8. september, hvor der er offentlige arrangementer i hele landet for børn og voksne. Her kan du komme ud på svampetur, gå på opdagelse efter flagermus eller dykke ned under vandet og finde krabber.
Både vigtigt for børn og natur
Naturens Dag handler om, at børn kommer ud og får naturoplevelser. For det gavner både børnene og naturen, mener Maria Reumert Gjerding:
- Vi ved, hvor meget naturen betyder for børns psykiske og fysiske velbefindende. Og det er også vigtigt for naturen, at børn kommer ud. Fordi det er kun, hvis man kommer ud i den og lærer den at kende, at man har lyst til at beskytte den, når man bliver voksen.
Maria Reumert Gjerding ser fejringen af naturen som en del af løsningen på biodiversitets- og klimakrisen, som vi står i:
- Vi nødt til at komme ud og opleve naturen. At være herude og mærke den kærlighed, der skal være grundlaget for det hele. For det er den, der gør, at vi skrider til handling og begynder at sætte gang i det, der er nødvendigt, så vi kan få bremset naturens tilbagegang og klimakrisen, siger hun.
Børn kommer ikke nok ud i naturen
I dag kommer børn langt mindre ud end deres bedsteforældre gjorde, da de var børn. Det viser en undersøgelse af Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening i 2018.
Det bekymrer miljøminister Lea Wermelin:
- Det er virkelig bekymrende, at børn i dag bruger halvt så meget tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde. Det skal vi lave om på, siger hun og tilføjer:
- Til åbningen fik vi vind i håret, gættede dyrespor og blev forpustet af at løbe op af en bakke. Det er skønt at mærke, hvordan tid i naturen giver smil hos både børn og voksne, og så bliver vi også bedre til at passe på naturen, hvis vi kender den. Derfor er det så godt, at Naturfredningsforeningen og Friluftsrådet i fællesskab holder Naturens Dag, siger hun.
I hele ugen kommer i alt op mod 250.000 børn og voksne ud med Naturens Dag.
Om Naturens Dag 2019
- Kronprins Frederik åbnede Naturens Dag 2019 sammen med miljøminister Lea Wermelin, formand for Friluftsrådet Niels-Christian Levin Hansen og præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding i Ejby Ådal.
- I ugens løb kommer op mod 180.000 børn ud i naturen med skoler og daginstitutioner.