Der er noget i gære på Skovsgaard, Danmarks Naturfredningsforenings økologiske gods. Her er den gamle langelandsbyg blevet sået på otte hektar muldjord, og efter høsten skal byggen anvendes til en særlig Skovsgaard øl.

Frø af byggen har de seneste mange år ligget i den Nordiske Genbank, der er en fællesnordisk institution for bevaring af og udnyttelse af gamle nordiske have- og landbrugsplanter.

- Der er desværre ikke noget bevaret om oprindelsen på Langeland. Det bedste bud er, at den er indsamlet i 1940’erne hos en landmand, som af en eller anden grund er blevet ved med at dyrke den traditionelle byg på øen, længe efter at moderne højtydende, men også genetisk mere ensartede sorter blev almindelige, siger Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Han fortæller, at der er blevet sået rigelige mængder byg til både øl- og whiskyproduktion på Skovsgaard, og nu glæder han sig bare til at komme i gang.

Der skal humle til øl

En god øl laves ikke på byg alene, derfor skal der også plantes humle på Skovsgaard, og forudsætningerne for det er helt i top:

- Vi har skaffet to af de mest lovende kloner, der er indsamlet i det store fynske humleprojekt ledet af Forsøgsstationen i Årslev under Aarhus Universitet, fortæller Thyge Nygaard.

Projektet har over en årrække indsamlet forskellige danske humleplanter for at få humleproduktionen til dansk øl op at stå igen.

Hjælp til øldyrkningen

Det eneste, som ølprojektet mangler, er frivillige sjæle, der vil hjælpe med at dyrke humlen.

- Arbejdet vil bestå i at rejse stager og binde planter op i en dag i maj, og så skal de løbende bindes op, og der skal luges ukrudt i løbet af sommeren - typisk en time om ugen. Humlen høstes i september og kommer nok til at tage en hel arbejdsdag. Og så kan der laves mange forskellige arrangementer hen over vinteren, hvis der er stemning for det, siger Thyge Nygaard.

Alle kan deltage, og de frivillige har også mulighed for at udvikle nye øltyper, for eksempel ved at tilføje urter til brygningen.

Projektet mangler især frivillige til at plante humlen den 27. maj. Danmarks naturfredningsforening står for redskaber, mad og drikke, og der vil være smagsprøver på Skovgaards speltøl (så længe lager haves).

Vil du være ølfrivillig?

  • Alle kan være med i Skovsgaards ølprojekt
  • Vil du være med fremadrettet, skal du regne med ca. 1 time om ugen
  • Du kan sætte dit eget præg på øllen
  • Det koster ikke noget
  • Der mangler især frivillige den 27. maj
  • Kontakt Thyge hvis du er interesseret
alt
Thyge Nygaard
Landbrugspolitisk seniorrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 19 32 55