Lille fisk skal redde næsten uddød musling

- Der er en her.

Biolog og fiskemester ved Fyns Laksefisk, Linda Bollerup Høgh, løfter ikke hovedet fra sin vandkikkert, men forsøger at få fat i muslingen med sin lange tang.

Op af Hågerup Å på Midtfyn kommer muslingen. Den har sin orangegule fod uden for skallernes beskyttelse, men trækker den hurtigt ind og lukker for adgang.

Mogens Haldager Kornbech, naturfaglig tekniker på Fyns Laksefisk, finder også en musling, og på dens skal sidder et fastlimet nummer:

- Vi vil helst ikke bruge de samme muslinger to gange, for at undgå indavl. På den her måde holder vi styr på dem, forklarer han og sætter muslingen tilbage i vandet og søger videre med blikket nede i sin vandkikkert.

I dag skal Linda Bollerup Høgh og Mogens Haldager Kornbech blot tjekke, hvordan de tykskallede malermuslinger har det. For det er dem, det i sidste ende handler om.

Samtidig skal de fange elritser. De to arter, Elritsen og den tykskallede malermusling, hænger nemlig uløseligt sammen, fordi muslingen ikke kan avle næste generation uden den lille fisk.

Sådan en nøgleart er den truede tykskallede malermusling i de vandløb, hvor den lever.

Muslingen filtrerer vandet og bidrager til at holde det rent. Med sin fod, som den kan stikke uden for de beskyttende skaller, kan den grave sig op til 50 centimeter ned i åbunden og bearbejde materialet der.

Det giver bedre levemuligheder for blandt andet en række vandinsekter, som både får bedre omgivelser og føde, da de lever af muslingens afføring.

Den tykskallede malermusling er til gengæld afhængig af specifikke fisk, heriblandt elritsen, der tilhører karpefiskenes familie. Det er en familie med mange arter af store gulbrune fisk, der med deres støvsugermund roder rundt i en mudret søbund.

Elritsen er dog alt det modsatte. Den lever i klart rindende vand, er ikke ret stor og hannens gydedragt har nogle imponerende røde og grønne farver.

Den lille fisk er essentiel for muslingens larver, glochidier, som hunmuslingen skyder ud som en sky i vandet. De driver med strømmen og finder forhåbentlig en elritse, hvor de kan hage sig fast i gællerne.

Det forklarer Lea Schneider, der har skrevet en ph.d. om den tykskallede malermusling og er ansat hos Hushållningsselskabet Halland.

Hun har også set muslinger bruge en mere avanceret strategi:

- Hunnerne kryber op ad åens side og placerer sig halvt under vand med skallernes spids på skrå ud imod vandet. De suger vand ind og sammen med det, sprøjter de larverne ud over åen. Elritserne tror, det er insekter, der lander på vandet, og sådan kommer larverne tæt på fiskens gæller.

Isoleret set udfører den tykskallede malermusling en mild form for parasitisme på elritserne, men ifølge Lea Schneider, skal man se på det i et større billede.

- Muslingen forbedrer vandmiljøet og bundforholdene for en stor gruppe vandinsekter og især deres larver. Dem lever fiskene af og set på den måde, bliver det i stedet til en symbiose, forklarer hun.

Turen forbi elritsen har ikke kun til formål at beskytte larverne i den første tid. De larver, som muslingerne sprøjter ud i vandet, kan ikke svømme.

- Derfor glider de med strømmen og sætter sig fast længere nedstrøms, fortæller Lea Schneider.

I løbet af nogle få generationer vil alle larver derfor ende i havet.

- Så muslingen har altså brug for, at elritserne transporterer larverne op imod strømmen, så de kan synke til bunds på deres favorithabitat.

Tilbage i Hågerup Å lader Mogens Haldager Kornbech sit elfiskeudstyr glide gennem vandet. Elektroden sender strøm igennem vandet, og straks efter vælter det op til overfladen med de små bedøvede fisk. Fiskene tager ikke skade, de bliver blot bevidstløse et kort øjeblik og flyder med strømmen. Det gælder om at være hurtig med nettet, og der er også en del fisk, som undslipper.

De indfangne elritser bliver taget med hjem til Fyns Laksefisk, for at blive til avlsfisk. Man vil helst ikke fjerne for mange fra åen, fordi der skal være elritser tilbage, til at servicere de tykskallede malermuslinger.

Når man formoder, at de tykskallede malermuslinger i åen er gravide i maj og juni, bliver de hentet fra åen og ind i et akvarium. Forskerne holder nøje øje med muslingerne, og så snart de har skudt deres larver ud i vandet i akvariet, bliver elritserne badet i akvariet, og larverne sætter sig dermed fast på gællerne.

Muslingerne bliver sat tilbage i Hågerup Å, men elritserne kommer på rejse fra Fyn til Næstved. De skal nemlig sættes ud i Susåen, hvor biolog Sofia Mulla Kølmel fra Næstved Kommune, glæder sig til, at de ankommer.

- Susåen har kun meget få og meget gamle tykskallede malermuslinger tilbage. Med midler fra EU har vi fået forbedret de fysiske forhold i åen, der er blevet genslynget, hvor den før var rettet ud til en kanal. Siden har vi genintroduceret den hvidfinnede ferskvandsulk, der også kan være vært for muslingelarver. Med elritsernes hjælp, vil det nu vil det forhåbentlig vise sig, at muslingerne tager godt imod det. Det ved vi om 3-4 år, når de små nye muslinger kommer frem, fortæller Sofie Mulla Kølmel.

Og det er Linda Bollerup Høgh er ikke i tvivl om:

- Det er os menneskers skyld, at den tykskallede malermusling har oplevet en så voldsom tilbagegang og derfor, har vi også pligt til at rette op på det igen. Muslingen er vigtig, ikke bare i sig selv, men for en lang række af åens organismer. Ved at hjælpe bestanden af muslinger forbedrer vi artsdiversiteten i hele åen. Det skal lykkes.

Artiklen er skrevet af Søren Skarby.