Se video: I hele landet holdt danskere vejret i opråb for havet
I hele landet samlede danskere sig i søndags for at lave et landsdækkende opråb til vores politikere: Vi vil ikke acceptere, at vores elskede hav, fjorde og kystvande dør af iltsvind.I årtier har de danske farvande været plaget af iltsvind, der dræber fisk, bunddyr og andet liv i havet. Og her i efteråret blev de danske farvande ramt af det værste iltsvind i over 20 år.
Hvis livet skal vende tilbage til det danske hav, så kræver det, at forurening med kvælstof fra gylle og gødning fra landbruget skal reduceres markant. Men vores politikere har svigtet havet i årtier.
Derfor samlede danskere sig i hele landet i søndags for at råbe politikerne op og kræve en bedre beskyttelse af havet. Trods regn og blæst mødtes danskere og holdt vejret for havet mange steder i landet. Og mange deltog også i opråbet digitalt ved at oploade et foto på sociale medier med hashtagget #DanmarkHolderVejret.
Nedenfor kan du se en video med billeder fra det landsdækkende opråb.