Maria Gjerding: I naturen føler jeg mig aldrig alene

SMS’er, mails og nyheder tikker ind på den 38-årige folketingspolitiker og DNs nye repræsentantskabsmedlem Maria Gjerdings (EL) telefon.

Endnu en ministertaburet vakler denne mandag morgen efter massiv kritik fra oppositionen – denne gang er det miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der står for skud i sagen om de såkaldte kvotekonger, der har dækket over magtfulde storfiskere.

Og om et par dage skal samme minister stå ret i miljøudvalget, hvor Maria Gjerding har kaldt ham i samråd om kvælstofudledning.

- Der er virkelig meget pres på hele tiden, og der er ikke plads til at lave fejl i den politiske branche.

- Jeg går lige fra en førstebehandling af en ny lov til et samråd og videre til en udtalelse til et tv-program. Herefter er det hjem til børnene, hvor jeg skal lægge det hele på hylden. Så er jeg glad for at have mine træer til at klare hovedet.

Hun sidder rundt om et langt, massivt træbord i husets køkkenalrum. Her er der plads til hele familien, som ud over Maria Gjerding tæller hendes mand, Christoffer, og deres to drenge, Tristan og Julius.

Herfra kan hun se ud over haven og videre ud mod Utterslev Mose nordvest for København, hvor høje træer svajer i solen så langt øjet rækker.

- Det er den anden ministerstorm, jeg befinder mig i nu, og det er hårdt at gå ind i noget, som kan ende med en ministerfyring. For det har jo konsekvenser for de her mennesker. Der bliver gået hårdt til dem, hvilket er nødvendigt for at opretholde de demokratiske spilleregler. Men man ser også et menneske, der bliver ked af det, siger hun og ser ud mod mosen.

Det er derude mellem træerne at svaret på, hvordan hun bevarer roen i et hektisk og hårdtslående politikerliv, ligger gemt.

- Hvordan pokker skal jeg udtrykke det? Når jeg kommer hjem efter en travl dag, giver det mig en ro at sidde her og kigge ud eller gå en tur rundt om mosen. Det gør, at jeg kan lade skuldrene falde og trække vejret ned i maven. Det minder mig om, at jeg er forbundet med naturen, siger hun.

Naturen kaldte som barn

Som barn havde hun det allerbedst, når hun sad alene oppe i havens højeste birketræ, hvorfra hun kunne skue ud over selvsamme mose. Da lænede hun hovedet ind mod træet og funderede, kiggede på fuglene, mærkede duften af jorden og alt det, der spirede frem.

- Jeg har egentlig aldrig følt mig alene ude i naturen. Naturen kaldte på mig, siger hun.

Når Maria Gjerding sad der og tænkte, var det ofte over de problemer, hun fik fortalt og kunne læse om i forældrenes medlemsblade fra store naturorganisationer.

- Man talte allerede dengang om, at regnskov og arter blev udryddet. Og jeg var meget bekymret over, at vi mennesker var ved at ødelægge livsgrundlaget for andre arter, som vi deler kloden med. Det føltes urimeligt, og det gjorde mig vred, siger hun.

Vreden fik også den lille rebel til at tegne dødningehoveder på mælkekartonerne i køleskabet, hvis de ikke var økologiske. Virkeligheden var dog, at hun rettede skytset mod de forkerte.

- Mine forældre var selv miljøbevidste, og min far satte ofte ord på det urimelige ved, at vi lever på en måde, hvor vi ikke giver plads til andre arter. Han stemte på ”De Grønne” og ved folketingsvalg fik jeg lov til at komme med ind og sætte krydset. Så opfattelsen af, at naturen er det allervigtigste at passe på, har jeg helt klart fra ham, siger hun.

- Tænk, at havet kan lave noget så smukt, hva’? siger Maria Gjerding henvendt til sin søn.

- Ja, det er utroligt. Hov, det ligner, at der sidder guld derinde, svarer han og kratter i skallens changerende farver.

Julius, der nu går i skole, får også fortalt, hvor højt han plejede at kravle op i træet ovre i børnehaven, før han kærligt, men bestemt bliver udstyret med et Anders And blad og gelejdet ind ved siden af.

Ud over kærligheden til naturen er det netop Julius og hans storebror, der motiverer Maria Gjerding til at kæmpe naturens sag på Christiansborg.

De minder hende om, hvor vigtig den grønne omstilling er, og derfor bliver hun så fortvivlet, når hun synes, det går for langsomt.

- Men når jeg ser ind i mine børns øjne, giver det mig også kræfter til at blive ved, siger hun.

Lige nu brygger Maria Gjerding på en bog til drengene, hvori hun forsøger at forklare de politiske kampe, der i disse år udspiller sig på miljøområdet.

- Når de som voksne ser tilbage på min generation og tænker ”hvad i alverden tænkte I på”, så tror jeg, de har brug for nogle forklaringer. I de bøger forsøger jeg derfor at forklare, hvad det er for en tænkning, der dominerer, siger hun.

Og endelig blev hun ansat i Enhedslisten som miljøpolitisk rådgiver, hvorefter hun i juni 2015 blev valgt som folketingsmedlem for Enhedslisten. Og på spørgsmålet, om hun altid har vidst, hvad hun skulle, falder svaret fuldstændig uden tøven.

- Jeg har aldrig været i tvivl. Intet har optaget mig mere end natur og miljø, nogensinde. Og selvom klimakrisen accelerer i en hast, der kan virke uoverskuelig, er der noget inde i mig, der siger, at jeg skal holde fast og kæmpe for den sag, jeg har brændt for, siden jeg var fem år.

Den politiske kampsport

I kampen for sin politiske mærkesag er Maria Gjerding fuldstændig kompromisløs, når hun beskylder ministre for at lyve og langer ud efter det konventionelle landbrug.

Hun har tidligere udnævnt sig selv som partifællen Per Clausens bulldog, fordi hun typisk er blevet sendt ind i miljøministeriet, når de sidste søm i en politisk aftale skulle slås i.

- Man er nødt til at være kompromisløs over for blandt andet landbrugets produktionsformer, der ødelægger vores natur og miljø. Og jeg mener kompromisløs. Jeg er nok bare typen, der siger tingene ret direkte og ikke gider alt muligt bullshit. Man kan beskylde mig for meget, men ikke for at være konfliktsky, siger hun bestemt og bliver fast i blikket.

- Vores samfund bygger på en forestilling om, at økonomien er vigtigere end vores natur, og at naturen skal tjene os. Det er i mine øjne vanvittigt, for det burde være omvendt:

- Først når vi har defineret, hvad der er godt for naturen, ved vi, hvad økonomien og dermed vores produktionsformer må holde sig inden for. Jeg tror på, at vi i højere grad skal være selvforsynende, genanvende produkter og etablere en cirkulær økonomi. Og så skal vi have et grundlæggende opgør med tanken om evig vækst.

Grøn omstilling i fællesskab

I slutningen af marts bandt Maria Gjerding sløjfe på den røde karrieretråd ved at indtræde i DNs repræsentantskab for at bygge bro mellem den lovgivende magt på Christiansborg og naturen. For hun tror ikke på, at forandring skabes ved nye målsætninger udstukket fra Christiansborg.

- Jeg er nødt til at trække på en rigtig stor viden fra alle mulige mennesker, der til dagligt arbejder med naturen overalt i Danmark. Jeg vil gerne høre, hvad der sker i agerlandet, ved Vadehavet og i Tøndermarsken, så jeg kan være talerør for naturen. Derfor er netværket i DN utrolig vigtigt, siger hun.

Glemmer den politiske korrekte tun

Når det kommer til at skabe den grønne omstilling på tværs af hele samfundet, er fællesskabets kraft helt afgørende, mener Maria Gjerding.

For selvom hun har en elbil holdende i carporten, og selvom hjemmets toiletdør er fundet på en genbrugsplads, så sker det også, at børnenes tøj er produceret i Asien, og at Maria Gjerding ikke kan huske, hvilken tun der er den mest politisk korrekte, når hun står i Netto.

- Vi mærker alle udfordringerne ved at gøre det rigtige. Konsekvensen er, at vi er nødt til at tage ansvaret sammen. Ingen kan løse klima- og miljøproblemerne alene, og ingen kan diktere, hvordan det skal ske. Vi er nødt til at være rigtig mange mennesker, der kan stå sammen for at kunne skabe grundlæggende forandringer for naturen.