Elbil er den billigste biltype i Danmark! Billigere end plug-in, hybrid, diesel og benzin.

Det er 3.718 kr. billigere om året at køre elbil end at køre i benzinbil. Det viser en grundig sammenligning, som FDM har foretaget.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i, at man kører 20.000 km om året i fem år, og medregner alle udgifter; fra anskaffelse til brændstof, vedligeholdelse og værditab.

Samlet set koster det 3,02 kr. pr. km i elbil, mens prisen i en benzinbil er 3,20 kr. pr. km.

I seneste udgave af Natur & Miljø lavede Bilbasen en lignende undersøgelse, men med andre biler og over fire år. Her faldt resultatet også ud til elbilens fordel: 2,62 kr. pr. km i elbil mod 2,74 kr. pr. km i benzinbil.

Elbiler er dyrere at købe

Elbiler er mere og andet end Tesla. Du kan købe en ny elbil for lige under 200.000 kr. (VW Up) eller en brugt for omkring 100.000 kr. (Renault Zoe). Men det er ikke til at komme udenom, at det er dyrere at anskaffe en elbil end en tilsvarende fossilbil.

VW Golf er Danmarks mest populære bil, og den fås både som fossil- og elbil. Den koster 255.200 kr. for en 1,5 TSI benzinbil med 130 hestekræfter, og 316.500 kr. for elbilen med 136 hestekræfter. Det er altså i dette tilfælde 61.300 kr. – eller 24 procent – dyrere at købe en elbil frem for en fossilbil.

Til gengæld er de væsentligt billigere i drift og forbrug.

Elbiler er billigere i drift

Forbrændingsmotoren i en fossilbil har mere end 10.000 bevægelige dele, som løbende skal smøres og en gang imellem udskiftes. Elbilens motor har omkring 18 bevægelige dele. Der er altså meget færre dele, der kan slides, ruste og blive utætte.

Da elbiler hverken skal have skiftet olie, tandrem eller have dyre reparationer på motor og gearkasse er de væsentligt billigere i drift og vedligeholdelse. Elbiler skal også sjældnere til serviceeftersyn.

Desuden er elbilers batterier langt bedre end deres rygte, og nyere undersøgelser har vist, at de holder meget længere end forventet. Grundige videnskabelige undersøgelser viser, at batteriet kun mister cirka 1 procent af dets kapacitet for hver 30.000 km, elbilen har kørt. Derfor har blandt andre Nissan og Renault forlænget garantien på batteriet fra 100.000 til 160.000 km, og fra 5 til 8 år.

Elbiler er billigere i forbrug

En familie bruger i gennemsnit 860 kroner om måneden på benzin eller diesel, viser tal fra Danmarks statistik. Til sammenligning koster ubegrænset strøm til elbilen - både hjemme og på farten – 599 kroner om måneden.

Du kan altså spare over 3.100 kr. i forbrug om året ved at skifte fossilbilen ud med en elbil. Hvis dit benzin/diesel-forbrug er større end gennemsnittet, vil din besparelse selvfølgelig også blive større.

Elbiler har lavere afgifter og billigere parkering

Ud over de store poster – drift og forbrug – er elbilen også billigere på andre områder:

  • Elbiler har den laveste grønne afgift. I eksemplet med VW Golf koster elbilen 660 kr. om året i grøn afgift, mens den tilsvarende benzinbil koster 1.160 kr. om året. Og hvis din bil tilhører end højere energiklasse, bliver afgiften højere.
  • Det er væsentligt billigere at købe parkeringstilladelse til en elbil i København. Fra næste år koster et års beboerlicens til elbil sølle 10 kr., mens det koster 290 kr. om året, hvis din bil er energiklasse A og hele 1.575 kr. for fossilbiler i energiklasse C, D, E, F og G.

Fremtiden er billigere - og grønnere

Det er et ønske fra begge sider af Folketinget at gøre elbiler billigere.

Regeringen har en ambition om, at der skal være en million elbiler på de danske veje i 2030. Og rød blok har fremsat et forslag om at fjerne afgiften på elbiler op til 400.000 kr. i 2019 og 2020.

Men det er ikke kun politikerne, der kan påvirke prisen på elbiler.

Batterierne får hele tiden bedre rækkevidde og bliver billigere for hver dag der går. Det anerkendte finansmedie Bloomberg forudsiger, at elbiler vil koste det samme som tilsvarende fossilbiler i 2024. Mens den kendte analytiker Tony Seba mener, det vil ske allerede i 2021.

Tony Seba forudsiger desuden, at priserne på brugte fossilbiler vil styrtdykke, det vil blive dyrere at låne til en ny fossilbil, og at fabrikkerne holder op med at fremstille fossilbiler allerede i 2024.

Det lyder måske optimistisk, men der er ingen tvivl om, hvilken vej udviklingen går. Senest har VW meldt ud, at de stopper produktionen af fossilbiler i 2026.