Klask! En blanding mellem hvin og grin fylder luften. Klask! Slagene klasker ind på skuldre og brystkasse.

Kombattanterne svajer om hinandens kroppe. Hiver skulderen væk i en snap undvigemanøvre. Fødderne bevæger sig hurtigt over skovbunden, og tæerne er bare. Duellen minder lidt om en boksekamp, men samtidig også om en pardans. Eller måske allermest om to dyreunger, der leger i skovens lysning.

Og det sidste er nok den mest præcise mærkat på, hvad træner Benjamin Buus og hans fem elever udøver her i Dyrehaven, gamle jagtskov nord for Købehavn.

Følg instinkterne

Natural movement eller naturlig træning handler om at finde legebarnet frem, følge instinkterne og (gen)lære at bevæge sig som, ja, et menneskedyr.

I den moderne verden, hvor størstedelen af vores liv leves siddende indendørs, og træning for mange er noget med at trampe monotont i pedaler eller gentage de samme løft, arbejder vi med et smalt vindue af, hvad menneskekroppen egentlig kan.

Slå så hårdt som I vil slås

Udøverne skal finde tilbage til de bevægelser, som har udviklet menneskekroppen. Disciplinerne kan være at kravle, springe, svømme, klatre i træer, kaste, løfte, gribe, hoppe, løbe eller bryde mod andre. Og brydekamp er, hvad Benjamins elever er nået til i dagens program.

Aktiv i naturen

Sport er mere end høj puls og sved på panden. Når man dyrker sin motion og passion i det fri, bliver sport en ny måde at opleve og sanse naturen på.

Natur og Miljø er taget ud for at opleve, når Danmarks bølger, stride blæst, mindste skovstier og skiftende årstider får pulsen til at pumpe.

Foto: Camilla Hylleberg

- Grundreglen er som altid, at I skal slå den anden så hårdt, som I gerne selv vil slås, instruerer Benjamin, der er uddannet af træningsformens frontløbere i England og står bag virksomheden Naturlig Træning.

- Slag i ansigtet og på halsen er vildt irriterende – prøv dem af, så I ved, hvordan i reagerer på dem, lyder instruksen.

Bare tæer er et must

Forud for brydekampene har eleverne varmet op ved først at sanse omgivelserne: Susen i trækronerne ovenover. Et krageskrig. Vinden der tager i håret. Græs, som kilder fødderne.

Bare tæer er et must for naturlige trænere. Træningsformen går nemlig også ud på at udforske naturen, som den er lige her og nu: Er skovbunden tør eller fugtig, blød eller knortet?

En træstamme fungerer måske som balancebom den ene dag, men er glat af pollen og dug den næste. At klatre op i en birketræ føles anderledes end et fyrretræ.

- Kroppen rører ved noget, som ikke er glat og forudsigeligt, kommenterer eleven Mette Trier Adamsen.

Kravle, sidde, løfte som et barn

Efter brydekampene skal eleverne videre til en disciplin, de mestrede ubesværet engang: at krave. Eleverne pruster gennem græsset.

-Op med knæene, ned med numsen, lyder det fra Benjamin.

Sqaut ned på hug er endnu en bevægelse, som børn laver dagen lang uden at tænke over det – en hvileposition ligefrem – men som giver voksne sved på panden. I naturlig træning øver man sig på at bevæge sig rundt i hugstillinger.

Eleverne har kravlet som katte, vrikket sig frem som en flok gæs, sprunget som hjorte og hoppet over væltede stammer som menneskedyr.

Sidste leg i dag er at klatre op i et bøgetræ så tykt, at mindst fire sæt arme skal til for at favne stammen.

Benjamin demonstrerer, hvordan kroppen med lidt teknik og øvelse kan svinge sig op rundt om en høj, vandret gren, som om den var en barre, og uden at vakle løfte sig op, så han nu står med de bare fødder på grenen.

Find menneskets bevægelser frem

  • Naturlig træning er en træningsform, som handler om at bruge menneskets urbevægelser: Kravle, løbe, springe, hoppe, klatre, kaste, gribe, svømme, trække, skubbe, slå og bryde. Det handler også om at finde legebarnet frem og genfinde glæden ved at klatre i træer eller hoppe fra stamme til stamme.
  • Sporten ruster dig til at bevæge dig ubesværet rundt, uanset om du er i skoven eller på asfalt. Der er ingen mål eller vindere – præmien er begejstringen ved at bevæge dig og måske nogle skrammer på knæet.
  • Træningen kræver ikke andet udstyr end et sæt tøj, du kan bevæge dig i. Smid skoene og gå i gang med legen.
  • Franskmanden Ewan Le Corre opfandt systemetMovNat (Natural Movement Fitness) i 2008 og er spydspidsen for træningsformen. Læs mere på movnat.com.

Eleverne følger efter, en efter en. Måske har de engang gjort det som børn – nu gør de det igen.

Knubs på knæene er trofæer

- Mange gamle mennesker falder og brækker håndleddet. Hvis kroppen ikke har faldet og rørt ved forskellige underlag i 30 eller 40 år, ved den slet ikke, hvordan den skal reagere, forklarer Benjamin. Knubs er med til at lære kroppen at bevæge sig naturligt.

- Jeg har fået drengeben igen”, siger eleven Peter Simonsen på 29 år med et bredt smil i fuldskægget og fortsætter:

- Skrammer på knæene har jeg ikke haft, siden jeg var dreng. De er nærmest trofæer.

Sådan kommer du i gang

Natural Movement er stadig nyt i Danmark, men en række læremestre kan sætte dig i gang gennem kurser og workshops:

  • Naturlig Træning, www.benjaminbuus.com
  • Naturtro træning, naturtrotraening.dk
  • Better Move, www.bettermovefys.dk
  • Gerlev Idrætshøjskole, gerlev.dk
  • Kurserne vil ruste dig til selv at fortsætte træningen – gerne i selskab med andre.