Ny havstrategi er en kæmpe maveplasker

Næsten lige meget hvor i landet, vi danskere er, har vi havet som en stor ukontrolleret og fascinerende nabo. Jeg er sikker på, at vi alle har nydt en solnedgang, en buldrende storm eller en varm sommerdag ved havet. Men også under havets glitrende overflade findes en stor, skøn og vild natur. Her hersker søanemoner, makreller, søpindsvin, boblerev og marsvin og alle de andre af havets sære skabninger.

Havet er den største og mest uregulerede natur, vi har i Danmark. Alligevel får den aldrig rigtigt den store politiske bevågenhed, andet end når der er iltsvind, bliver forhandlet fiskekvoter eller hvis fiskerne synes, at sælerne æder for mange fisk.

Konsekvensen er enkel: Havene omkring os har det skidt og ikke et eneste dansk havområde vil kunne leve op til EU’s mål om god økologisk tilstand i 2020.

Det, skal der gøres noget alvorligt ved, synes vi i Danmarks Naturfredningsforening. Og nu er det rigtige tidspunkt. EU-landene skal nemlig i år følge op på Havstrategidirektivet fra 2008 og Danmark har sendt en Havstrategi II i høring. Problemet er bare, at Danmarks bud på en strategi for hvordan, vi opnår en såkaldt god miljøtilstand i de danske havområder er helt ufattelig svag og nærmest et skridt baglæns.

Mudderrør, søfjer og bundtrawl

Lad mig ridse op, hvorfor der er så hårdt brug for havindsatser.

Hele 95 procent af alle undersøgte havfugle har plast i maven, hvilket i sig selv bør være rigeligt til at kalde alle mand på dæk.

Samtidig strømmer der også anden forurening ud i havet. Hvor udledningen kvælstof skulle falde, er der med Landbrugspakken i stedet en stigende udledning over de seneste fire år, hvilket som bekendt giver alger og iltsvind.

Samtidig er langt det meste af Østersøens og Nordsøens havbunde udsat for især fiskeri med bundtrawl. Det går for eksempel hårdt ud over særprægede koraldyr som søfjer, og de mindst ligeså særprægede haploop samfund – der består af tanglopppernes fladtrykte mudderrør, der stikker op af havbunden. Heller ikke Danmarks største havmusling – hestemuslingens levesteder kan tåle bundtrawlet.

Reelt er kun få procent af havet beskyttet

Danmark har på papiret udpeget 18 procent af det danske havområde til beskyttede Natura 2000-områder, men reelt er kun få procent beskyttet mod ødelæggelser af havbunden.

Det er jo rigtigt ærgerligt, for målet med Natura 2000 er at sikre store områder med urørt havbund, hvor havbunden med tiden kan finde tilbage til tilstanden før forstyrrelserne, og hvor arterne kan gen-indvandre. Og Natura 2000 områderne skal sikre urørt havbund mange forskellige steder, da havbundens natur, lige som naturen på land, er meget varieret.

Med andre ord, så er der et enormt oprydningsarbejde foran os, hvis vi skal bringe havet omkring os i god økologisk tilstand og robust til de klimaforandringer, der ellers vil ramme en svækket havnatur endnu mere.

Ambitionerne sat lavest muligt

Det er ikke første gang, Danmark forsøger at slippe for at beskytte havet. EU-Kommissionen sendte i 2015 en åbningsskrivelse, fordi Danmark også dengang forsøgte at sno sig uden om forpligtelserne i EU’s havstrategidirektiv.

Men hukommelsen er kort, hvilket tydeligt fremgår af forslaget til Havstrategi II. Regeringen medgiver da også, at ambitionsniveauet alene rækker til lige med det yderste af neglene at nå EU’s krav – eller med regeringens egne ord: Strategien skal minimumsimplementeres, og det må ikke have nogen erhvervsøkonomiske eller væsentlige administrative konsekvenser. Hvis det ikke må koste noget for nogen, at genoprette vores havmiljø, så når vi aldrig i mål.

Vi læser udspillet som en klar underimplementering. Men udspillet nærmer sig også det absurde.

Der, hvor regeringen skulle opsætte klare mål for havnaturen, er der i stedet skrevet nogle højst besynderlige tiltag ind. Fx lægger regeringen op til, at deltagelse i en arbejdsgruppe om undervandsstøj, er et miljømål. Det er det jo ikke.

Regeringen foreslår også vurdering af behovet for supplerende beskyttede områder i Østersøen og Nordsøen, som et miljømål. Det er det jo heller ikke. Dataopsamling, udredninger og internationale dialogmøder er nødvendige arbejdsprocesser - ikke miljømål.

Miljømål er derimod kvalitative eller kvantitative krav til den ønskede tilstand, som det jo også klart fremgår af EU's’ Havstrategidirektiv fra 2008 og en senere EU Kommissions-afgørelse fra 2017.

Sådanne krav er der til gengæld meget få af i forslaget til havstrategi.

Mere forurening – mindre indsats

Den manglende vilje til at gøre en aktiv og reel indsats for havet skal ses i lyset af, at regeringen jo samtidig stadig opererer med begrebet økologisk råderum og selvom Jakob Ellemann indtil videre har sat processen om nye havbrug i bero, så er planerne stadig ikke definitivt taget af bordet. Og her vil jeg da gerne skynde mig at takke Socialdemokratiet for nu at trække sig fra aftalen om at etablere flere nye havbrug med øget forurening til følge. For der er ikke et økologisk råderum. Tværtimod. Så det er dejligt at se, at der bliver handlet på faktiske forhold.

Danmark har – heldigvis - forpligtet sig til at kontinuerligt at arbejde for at opnå god økologisk tilstand i havet. Bl.a. gennem FN’s verdensmål nr. 14 – Livet i Havet, men her befinder Danmark sig desværre i det helt røde felt. I den forpligtelse ligger også, at man ikke kan gå baglæns. Med regeringens udkast til, hvordan man med havstrategien i årene frem mod 2026 vil arbejde for at nå det mål, står det fuldstændigt klart, at havnaturen ikke vil få det bedre.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Vi opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at forkaste forslaget og komme med et nyt og gennemarbejdet forslag med mål, delmål, indsats og ressourcer. Med mere og bedre overvågning og dataindsamling, hvor vi har huller i vores viden.

Det kan godt være, at regeringen ikke synes, at livet under havoverfladen er vigtig. Men det gør vi.