Med forældrene lige i hælene går børnene på jagt efter snegle i skyggen af trækronerne ved Himmelsøen i Roskilde, hvor byens første Naturfamilie-arrangement bliver afholdt.

-Se den her kæmpesnegl, udbryder 6-årige Isaac, da han fårøje på en vinbjergsnegl i græsset.

Den bliver samlet op og sat ved startfeltet på sneglevæddeløbsbanen til stor beundring for de andre børn, der havde fundet almindelige havesnegle.

Isaac og hans søskende og forældre er lige blevet en del af Naturfamilier i Roskilde. Naturfamilier er nye fællesskaber for familier, der gerne vil ud i naturen og dele naturoplevelser og friluftsliv med andre familier. Grupperne dannes og vokser på digitale platforme (hjemmeside og Facebook) og inviterer hinanden på ture og oplevelser i naturen.

Det er gratis og uforpligtende at være med – både hvis man selv vil invitere, og hvis man udelukkende vil deltage i turene.

"Vi er sammen på en helt anden måde"

Isaac er sammen med sine to søskende og forældre en del af Naturfamilier i Roskilde, hvor de har meldt sig til at være ambassadører for projektet. Forældrene Mick og Trine Freiesleben skal være tovholdere for den lokale gruppe og planlægge udflugter. De ser frem til at få mere tid i naturen med deres børn:

-Vores familie er sammen på en helt anden måde, når vi er ude i naturen sammen. Der er højere til loftet, børnene leger bedre med hinanden og vi voksne glemmer alt om vasketøjet derhjemme. Det glæder vi os til at få mere af i vores familieliv, siger Trine Freiesleben.

De håber, at fællesskabet med andre familier kan gøre det nemmere at tage ud og opleve naturen sammen. Og det er en del afgrundtanken bag Naturfamilier, siger projektleder Lene Gryning:

-Naturfamilier er et uforpligtende fællesskab, hvor det ikke kræver en masse viden eller erfaring. For bare det at være sammen i naturen skaber livskvalitet for alle –både store og små.

Efter tyve minutter tog sneglevæddeløbet fart. Børn og forældre sad i rundkreds og fulgte med, da en af havesneglene tog føreringen og til alles overraskelse endte den med at vinde over vinbjergsneglen. Sejren blev fejret omkring bålet, hvor børnene ristede skumfiduser og snobrød.

Fakta om Naturfamilier

  • Danmarks Naturfredningsforening har siden 1998 arbejdet med børn og børnefamilier som en vigtig og integreret del af foreningens arbejde. DN får hvert år gennem skoletjenesten og arbejdet med familier flere hundredetusinde børn og voksne ud i naturen sammen.
  • Naturfamilier er støttet med fem millioner kroner af Nordea-fonden. Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.