Den danske natur er presset som aldrig før. Det skyldes primært, at den vilde natur ikke har plads nok. Men det vil et stort flertal af danskerne gerne have lavet om på.

83 procent mener, der skal være større områder, hvor naturen frit kan udvikle sig. Og 77 procent mener, at naturen gerne må være vildere end i dag. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

Det er en markant stigning siden 2017, hvor Gallup lavede en lignende undersøgelse for foreningen.

- Vi drømmer om et vildere Danmark. Og det er dejligt, at så mange deler drømmen, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

- Men vi nøjes ikke med at drømme. Vi har en plan for, hvordan drømmen kan blive til virkelighed.

Se, hvordan drømmen ser ud - og hjælp os med at gøre den til virkelighed ved at skrive under på vores åbne brev til Folketinget:

Drømmen udspringer af et mareridt

Sidste år viste en rapport fra Aarhus Universitet, at 95 procent af de overvågede naturtyper er i så ringe tilstand, at de er i fare for at forsvinde. Og når naturområderne går tilbage, gør arterne det også.

389 arter er allerede uddøde herhjemme, og yderligere 1.844 arter er i fare for at forsvinde fra den danske natur, viser Den danske Rødliste 2019.

- Naturen har brug for mere plads og bedre beskyttelse! Og det skal gå hurtigt, hvis vi skal nå at redde de truede arter, siger Maria Reumert Gjerding.

Derfor foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at 20 procent af Danmarks landareal skal laves til Naturzoner med vild natur. Det skal være områder, hvor naturen har førsteprioritet og er beskyttet, så den får lov at udfolde sig frit. I dag er de såkaldt ’urørte’ skove den eneste vilde natur, der er beskyttet på samme måde. Og de fylder kun 0,5 procent af landet.

- Som det er nu, går naturen tilbage selv i de beskyttede naturområder. Det fortæller, at noget er helt galt. Derfor vil vi indføre Naturzoner, der både skal sikre naturen mere plads og den rigtige beskyttelse, siger Maria Reumert Gjerding.

Danmarks Naturfredningsforening udfolder forslaget og viser, hvor fantastisk den danske natur kan blive – hvis den bare får plads – på Naturnok.dk.

Flere vil give plads til vild natur

2020 er på mange måder naturens år: Over 800.000 danskere sidder foran skærmen hver søndag aften, når DR viser programmer om Danmarks vilde vidunderlige natur. Coronakrisen har fået danskerne til at strømme ud i naturen. Og både Folketinget, EU og FN skal aftale, hvordan vi redder naturen.

Samtidig er der en stigende folkelig opbakning til at skabe bedre rammer for Danmarks vilde natur. I dag vil markant flere give plads til den vilde natur end for bare tre år siden, hvor Gallup lavede en lignende undersøgelse for foreningen.

Dengang svarede 73 procent, at der skal være større områder, hvor naturen frit kan udvikle sig. Mens 53 procent mente, at naturen godt måtte være vildere. Det er en stigning på henholdsvis 10 og 24 procentpoint.

Der skal være større områder, hvor naturen frit kan udvikle sig

  • Enig: 50 %
  • Overvejende enig: 33 %
  • Overvejende uenig: 9 %
  • Uenig: 3 %
  • Ved ikke: 6 %

Naturen må gerne være vildere end i dag

  • Enig: 45 %
  • Overvejende enig: 32 %
  • Overvejende uenig: 9 %
  • Uenig: 5 %
  • Ved ikke: 9 %

Kilde: Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening blandt 1.019 repræsentativt udvalgte voksne danskere. April 2020.