I februar måned tog fire SF-kandidater til efterårets kommunalvalg på skraldetur i Kolding. De var alle chokerede over alt det affald, de fandt.

- Det er jo helt vildt så meget skrald, der ligger i vores grøftekanter, og det overrasker mig meget, for man kan ikke rigtig se det, når man kører i bil. Vi synes i hvert fald, at det var noget forbandet svineri, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, spidskandidat for SF i Kolding.

Derfor har de inviteret alle de andre partier til stor skraldedyst i anledning af Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling.

Alle tricks gælder

Kandidaterne er ikke for fine til at tage billige tricks i brug og lade de andre partier følge trop.

- Hvert parti må bruge fedt, flid og snyd. Forstået på den måde at man må mobilisere lokalbefolkningen, ungdomspartier, og hvad man nu ellers kan finde på. Det eneste man ikke må, det er selvfølgelig at samle skrald hjemmefra, fortæller Karina Lorentzen Dehnhardt grinende.

Som det ser ud nu, så får det vindende parti æren, men spidskandidaten og hendes politikerkolleger vil ikke udelukke, at der også kommer en lille præmie.

- Vi har diskuteret, om man ikke skal vinde en pakke klude uden mikroplast, så vi får det kombineret med at få spredt noget miljørigtigt, siger hun.

Indtil videre har Socialdemokraterne og de Radikale meldt sig til den store skraldedyst, og de resterende partier kan stadig nå at melde sig til.

Politisk opbakning landet over

Det er ikke kun SF, der tager teten, når det kommer til affaldsindsamling.

Det Konservative Folkeparti er også i gang med at få lokale vælgerforeninger til at oprette lokale arrangementer til affaldsindsamlingen.

- Vi bakker fuldt og helt op om DN’s affaldsindsamling, og vores medlemmer vil deltage i oprydningen rundt omkring i hele landet. Vi skal tage fælles ansvar for vores natur, og frivillige foreninger tager initiativ til det, så Det Konservative Folkeparti er selvfølgelig på spring til at være med. Vi tager hatten af for engagementet, og vi er bare glade for, at vi må være med, siger partiets gruppeformand Mette Abildgaard.

Hun tager til affaldsindsamlingen med sin familie. Det samme gør partiets børne- og socialminister Mai Mercado.

Affaldsindsamlingen gør en forskel

Siden 2006 har danskere til affaldsindsamlingen givet naturen en hånd ved at fjerne affald.

I 2016 var der 183.000 deltagere ude og samle affald.

- Hvor meget affald, vi indsamler, er selvfølgelig afhængigt af antallet af deltagere, så vi håber rigtig mange giver en hånd igen i år. Da vi startede i 2006 samlede vi 71.000 kg med 24.500 deltagere.

Deltagerrekorden slog vi sidste år med 183.000 deltagere - heraf 123.000 børn fra skoler og institutioner, siger Ole Laursen, leder af Affaldsindsamlingen i Danmarks Naturfredningsforening.

Vil du hjælpe til i år, så kan du kan du finde et arrangement nær dig her.

Object reference not set to an instance of an object.