Fisk er sundt og smager godt, men hvad skal du gå efter ved køledisken, hvis du vil være med til at beskytte naturen i havet?

Det er ikke nødvendigvis let, men følger du disse tre råd, kan du være med til at skubbe på for et mere skånsomt og bæredygtigt fiskeri i Danmark.

1) Gå efter NaturSkånsom-mærket

  • NaturSkånsom er et statskontrolleret mærke for skånsomt fanget fisk og skaldyr, ligesom Ø-mærket er det for økologiske fødevarer.

  • NaturSkånsom garanterer, at fisken er fanget med skånsomme fiskeredskaber og fra sunde fiskebestande.

  • Spørg din fiskehandler eller dit supermarked om de sælger NaturSkånsom-mærket fisk – eller om de vil begynde at gøre det.

  • Markedet for NaturSkånsom-mærket fisk er fortsat i sin opstart. Leverancerne kan være ustabile, og fiskehandleren kan ikke altid få NaturSkånsom fisk hjem. Men bliv ved med at efterspørge NaturSkånsom-mærket fisk

2) Vælg fiskehandlere, der sælger NaturSkånsom fisk

  • En række fiskehandlere har markeret sig ved at være særlig opmærksomme på at have NaturSkånsom fanget fisk.

  • Besøg bl.a. Sømunken Fiskehandel på Nørrebro eller Den Grønne Kutter i Torvehallerne i København.

  • Annas Fiskekasser er en webbaseret fiskehandel, hvor frisk og skånsomt fanget fisk indfryses kort efter fangst og sendes til forbrugeren hurtigt derefter. Kasserne leveres i hele landet.

  • Blue Lobster er en fiskevirksomhed, der via sin app sælger lokalt og skånsomt fanget fisk til især restauranter, men også til private der kan afhente primært i hovedstadsområdet. Blue Lobster og Annas Fiskekasser arbejder sammen om levering af fersk og frosset skånsomt fanget fisk.

  • Firmaet Aarstiderne bestræber sig på, at alle de fladfisk, de leverer i deres måltidskasser, er mærket NaturSkånsom.

3) Køb fisk fra sunde bestande

  • Hvis der ikke sælges skånsomt fanget fisk nær dig, så gå som minimum efter MSC-mærket, der viser at fisken er fra sunde bestande, der ikke er overfiskede eller pressede. MSC-mærket garanterer dog ikke, at fisken er fanget med skånsomme redskaber.

  • Stop helt med at spise den kritisk truede ål, og sjældne arter som rokke og diverse hajarter.

  • Torskebestanden er truet i alle indre danske farvande med Kattegat, Bælthavet og Østersøen, og overfisket i Skagerrak og Nordsøen. Undgå selv skånsomt fanget torsk herfra.

Vær med til at kæmpe for et bæredygtigt hav

 Hjælp os om at beskytte havet og de dyr, der bor der. Støt med et valgfrit beløb hver måned!