Siden 2020 har heste og køer levet frit hele året rundt på arealet omkring Skovsgaard Gods på Langeland. Dyrene finder deres egen føde og spiser græs, buske, og hvad der ellers frister.

Men for få dage siden fik naturforvalteren Kristian Graubæk på Skovsgaard Gods sig en overraskelse. En af de hårdføre heste på arealet af racen exmoor stod og åd bark og kviste på en knækket poppelkrone. Senere slog syv heste mere sig til ædegildet. Hestene spiser gerne af små poppeltræer, men det store ædegilde var en noget uventet situation for Kristian Graubæk.

-Jeg blev overrasket, for det er jo vanetænkning, at heste bare æder græs, men her blev jeg mindet om, at de æder hvad som helst. Hestene åd græs, inden de kom til træet, og efter de havde ædt bark og kviste, fortsatte de med at æde græs. Så det var tydeligvis ikke af nød, de havde kastet sig over træet, siger Kristian Graubæk.

Læs også: Heste og køer skal gøre gammel landbrugsjord til rig natur

Fotos og video: Kristian Graubæk

Efter en halv times tid gik hestene over for at æde mere græs og efterlod således den væltede poppel med flere skrammer og hestepærer end før. Træet blev liggende og er nu et spændende levested for insekter og fugle.

-Det at se hestene stå skulder ved skulder og æde af samme stamme, det er nærmest magisk, og det viser også bare, at hestene kan meget mere end hvad man normalt tror de kan. Heste er hårdføre og dygtige til at leve i naturen, siger Kristian Graubæk.

Læs også: Skovsgaards heste og køer har levet frit hele vinteren: Se hvordan det hjælper naturen

Husk lyd: Heste spiser væltet poppeltræ

Køer og heste lever frit ved Skovsgaard Gods

  • Hele året rundt lever heste og køer ved Skovsgaard Gods. De otte heste (exmoor-ponyer) og 67 køer (skotsk højlandskvæg) har været på arealet i et år.
  • Antallet af dyr bliver afstemt efter fødegrundlaget, og de får ikke ekstra foder, end hvad der er på arealet.
  • Dyrene trives hele året - lige fra vinterens dagsfrost, sne og bidende østenvind til sommerens varme og overflod. De bruger deres dage på at æde, hvile, gå rundt i skoven, rulle sig på jorden og være sociale indbyrdes.

Object reference not set to an instance of an object.