Måske har den hængt i pelsen på en ulv på rejsen til de danske strandklitter. Måske er den blevet ført af vinden eller havstrømmene fra den sydeuropæiske varme.

Dens frø har på den ene eller anden måde fundet vej, da stranddild for nylig blev fundet i klitterne ved Rubjerg Knude i Nordjylland. Det er ellers yders sjældent, at planter af sig selv indvandrer til Danmark uden menneskets hjælp.

Stranddild vokser normalt i området omkring Middelhavet og i Sydengland. Planten hører til familien skærmplanter, er spiselig og er en yndet ingrediens i engelske salater. Vi anbefaler, at man nøjes med at kigge på vidunderet:

- Planten er kun fundet omkring fire steder i hele Norden, så det nye eksemplar er virkelig værd at passe på. Så i stedet for at spise den og kun værdsætte den for den spiselighed, synes jeg, vi skal glædes og forundres over de nye opdagelser og overraskelser, som naturen konstant bidrager med, siger Jan Pedersen, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Object reference not set to an instance of an object.

Mildere temperaturer baner vej for nye arter

Stranddilden er fundet i forbindelse med en kortlægningen af naturen i Natura-2000 områder, som Miljøstyrelsen på andet år er i gang med. Den er nu registreret i Danmarks Miljøportal. Planten kan findes ved kyster og kendes på de smalle, tykke blade og gule blomster.

Det er nok ikke helt tilfældigt, at planten er fundet herop. Klimaforandringernes varmere vejr i Nordeuropa gør det nemmere for dyre- og plantearter, som man ellers kun ser sydpå, at finde vej til Danmark.

Heldigvis har Rubjerg Knude budt frøene hjertelig velkommen med sit åbne landskab.

- Kystområdet ved Rubjerg Knude i Nordjylland er et dejligt vildt og ureguleret naturområde, hvor vinden og havet konstant kan rokere lidt rundt på landskaber. Det er højst sandsynligt en af grundene til, frøet har fundet et perfekt spirebed i klitterne, siger Jan Pedersen.