Vandkamp på balancebræt for hele familien
Gennem leg og balancetræning bliver børn hurtigt kaptajner på eget stand up paddle board. Stående padlesurfing, kaldet SUP, er oplagt, når hele familien skal udforske hav, søer og åer.Et hurtigt svirp med padlen. 10-årige Joshua knækker sammen af grin, da det forårskolde vandsprøjt rammer storesøster Naomi på 12 år.
- Eiiiij, mange tak, vrænger hun og sætter padlen i vandet for med hurtige åretag at forfølge lillebroren, som er stukket af.
Sammen med deres far Moses Løvstad er de to søskende på ekspedition op af Mølleåen ved Lyngby nord for København. På hver deres store surfboard. Stående. Med hænderne knyttet om en mandshøj åre til at padle fremad.
Disciplinen hedder Stand Up Paddle eller bare SUP. Sporten stammer fra Hawaii og er stillehavsfolkenes ældste form for surfing.
Her i Danmark er SUP en af de nyere typer surf og har gennem de seneste fem-syv år udviklet sig fra at være en nichesport til en udbredt form for sejlads, man støder på fra Balka Strand til Blåvandshuk.
Moses har tidligere sejlet kapsejlads på eliteplan og stødte under et VM i New Zealand på en gruppe sejlergutter, der stod op på deres surfboards som en del af træningen. Han fragtede idéen med hjem og købte et board i Danmark.
Sådan kommer du i gang
- Tag et kursus (et par timer eller en halv dag er nok for de fleste) eller meld dig ind i en klub. Du kan godt lære at SUP’e ved at prøve dig frem, men det bliver sikkert lidt sjovere, hvis du har fået nogle tips til teknikken.
- Vælg vindstille dage – strøm og vind gør boardet sværere at styre.
- Børn kan være med, når de synes, det er sjovt – husk svømmevest!
- Det er en simpel måde at komme på vandet, du kan SUP’e over alt: I havet, på søer, åer eller i havne. Når man sejler tæt ved kysten og ikke har så meget fart på, er man mere i øjenhøjde med andre mennesker. Jeg snakker med fiskere eller folk, som går tur ved stranden, undervejs, fortæller Moses, som i dag driver en SUP-skole (www.supmoses.com).
Joshua og Naomi var ikke mere end et par år, da de gik ombord som passagerer foran på fars board, men nu er børnene selv kaptajner.
- Det er sjovt. Man kan se sjove fisk og mærkeligt tang. Jeg er et rigtigt vandmenneske, ivrer Naomi, nogle gange falder jeg i vandet med vilje. Joshua har gennemført en hel familiekanotur på et stand up paddle-board.
“ÅÅÅÅH, det er koldt”
Solen flimrer ned gennem trækronerne langs Mølleåen, og refleksionerne fra vandspejlet spiller tilbage på stammerne, hvor lyset får barken til at se levende ud. Luften er så lys, at øjnene misser. Vildgæs skræpper et sted ovenover.
Som to kåde unger, der er sluppet fri i forårslyset, fortsætter vandkampen mellem Joshua og Naomi. Med paddles som vandpistoler.
- Du ligner en, der er klar til en udfordring, Joshua, lyder det fra Moses.
- Prøv at sætte fart på, og se så hvor hurtigt du kan vende rundt. Med tungen lige i munden sætter Joshua af sted, padler, træder bagud på brættet og bremser brat med padlen i den ene side, så brættet roterer rundt i en u-vending.
Et lille bump og et stort PLASK.
- ÅÅÅÅH, DET ER KOLDT, hviner Naomi, der pludselig ligger ved siden af sit board i Mølleåen. Det var vist ikke helt med vilje. Joshuas brede smil kan ikke skjule, hvem der er stødt ind i Naomis board bagfra, så hun fik overbalance og faldt i vandet.
- Bare tag fat i boardet først, glem padlen, guider faren. Storesøsters tykke fletninger drypper, da hun hiver sig op på boardet med en kommentar om, at vandet faktisk er - ret refreshing.
Og så begiver familien sig sammen tilbage ad Mølleåen. Omgivet af vandsprøjt og grin og sikkert i gang med snigforsøg på at kæntre hinanden.