For Theis Midé Erichsen er havet en legeplads. Det har det været hele hans liv, hvor han sammen med sin familie har sejlet jorden rundt - først om bord på Havana i programmet 'Kurs mod fjerne kyster' og senere i familiens skib Wallenberg.

Med saltvand i årene har det altid føltes naturligt, at bølgen blå skulle være en del af hans hverdag.

- Jeg er enormt privilegeret, at jeg er blevet introduceret til vand og hav helt fra barnsben. Det var en selvfølge, at jeg skulle snorkle, surfe og dykke - frem for at spille håndbold eller fodbold som mange andre børn, siger Theis Midé Erichsen.

Det har åbnet hans øjne for alle de oplevelser, der gemmer sig under havets overflade. Og givet ham et brændende ønske om, at danske børn får lov til at opleve vandet helt tæt på.

- Vi lever i et land, hvor der aldrig er særlig langt til havet eller en sø. Så selvfølgelig skal vores børn også lære at begå sig der, siger han og fortsætter:

- De må ikke gå glip af den fantastiske verden, der gemmer sig under overfladen.

Kom med til Naturens Uge

Vær med når vi sætter fokus på livet og naturen under overfladen under Naturens Uge den 4. til 10. september 2023.

Find inspiration til, hvordan I sammen kan gå på opdagelse og blive klogere lige her. Eller opret dit eget arrangement her.

Foto: Morten Svane / Svane Media

En rumrejse i havet

Theis Midé Erichsen husker tydeligt følelsen af at snorkle i havet som lille. En oplevelse, der hurtigt satte gang i fantasien i det nysgerrige barnesind.

- Jeg følte næsten, at det var en rumrejse, når jeg befandt mig under overfladen. At jeg var på opdagelse i en helt ny verden, fortæller han.

Han genkalder sig de klassiske toner fra melodien ‘An der schönen blauen Donau’, der var med i rumfilmen ‘2001: A Space Odyssey’ og nynner den kort.

- Den melodi kan jeg sommetider stadig høre for mit indre, når jeg dykker. Det er som om, at fascinationen bare ikke bliver mindre. Det er en ny opdagelsesrejse hver gang.

Foto: Morten Svane / Svane Media
Foto: Morten Svane / Svane Media

Og selvom de lever med havet som nærmeste nabo, er Theis Midé Erichsen udmærket klar over, at bølgerne ikke er lige tilgængelige for alle. Alligevel mener han ikke, at det behøver være svært at gå på opdagelse ved vandet.

Med en billig snorkel og maske fra et supermarked og måske en våddragt fra DBA, kan både børn og voksne lynhurtigt få adgang til en ny verden.

- Langt den største del af det, man kan opleve i havet, kan ses på lavt vand. Livet søger mod overfladen, og det er jo en fordel for os, siger Theis Midé Erichsen.

- Ligger man stille over en sten med en maske på, begynder det lige så stille at vrimle frem med liv. Krabber, tangnåle, små rejer eller fisk. Der er nok at kigge på.

Hvis ens børn er for små til de helt store aktiviteter i vandet, kan man i stedet kigge efter dyr eller planter i vandkanten.

Det er en af de ting, som Theis Midé Erichsen blandt andet bruger tid på med sin søn Nis.

Mens de går tur langs havet, ser de nærmere på alt det, der er skyllet i land.

Foto: Morten Svane / Svane Media
Foto: Morten Svane / Svane Media

Et hav i tilbagegang

Men på gåturene ved stranden kan der også komme skår i glæden. For blandt tørret tang og hvide muslingeskaller brydes idyllen af farvestrålende plastik og iturevet skrald.

Samtidig har Theis Midé Erichsen også oplevet med egne øjne, hvordan udledninger fra både byggerier, industri og landbrug har gjort noget ved de danske have.

- Tilstanden er nedadgående. Det er skræmmende, for jeg vil gerne kunne vise mine børn de ting, jeg selv har oplevet som barn. Et hav fuld af liv og et koralrev, der ikke er dødt, siger han.

Foto: Morten Svane / Svane Media
Foto: Morten Svane / Svane Media

Han mindes, hvordan hans far fortalte om de farverige koralrev, han selv dykkede i som barn. Men også hvordan flere af korallerne var falmet, allerede da det blev Theis og hans brødres tur til at svømme rundt blandt dem.

- Vi kan ikke behandle naturen, som vi vil. For så bliver vi ikke ved med at have den, siger Theis Midé Erichsen.

Derfor er det også enormt vigtigt for ham at give sine børn en grundlæggende respekt for havet. Og at vise dem, hvad de kan ende med at gå glip af.

- Når børnene kender til havet og de skønne oplevelser, det rummer, bliver det også lettere for dem at passe på det.

Er det også vigtigt for dig, at dine børn får et godt forhold til havnaturen?

Så tag dem med ud under Naturens Uge den 10. september