15 vilde naturnationalparker og et biodiversitetsråd skal på finansloven, hvis det står til Enhedslistens naturordfører Mai Villadsen. Partiet kræver nu, at der årligt over de næste fire år afsættes 200 millioner kroner til naturen.

Både Radikale og SF roser forslaget, og SF barsler selv med et stort naturudspil. Hos oppositionen kommer Venstre nu også med et krav om at sætte 100 millioner kroner af til natur og biodiversitet på finansloven. Det er dobbelt så meget, som regeringen har fremlagt.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er det begejstring over, at flere og flere partier kaster sig ind i kampen for at sikre flere penge på finansloven til den trængte danske natur:

- I Danmarks Naturfredningsforening har vi presset hårdt på for, at få politikerne til at leve op til valgkampens løfter om mere vild natur. Derfor er jeg naturligvis også kisteglad for, at vores budskab er blevet hørt på Christiansborg, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Enhedslisten foreslår 15 vilde naturnationalparker

I den forbindelse har Enhedslisten et konkret forslag til, hvor man kan placere 15 nye naturnationalparker i Danmark.

"Naturen er i en skrækkelig forfatning, og arterne forsvinder i stor stil. Det skal vi have vendt, og derfor skal der flere penge på finansloven til at lave naturnationalparker", siger naturordfører Mai Villadsen i et interview til Altinget og understreger, at det er et centralt krav fra Enhedslisten til de kommende finanslovsforhandlinger.

Konkret vil partiet afsætte 200 millioner kroner på finansloven om året de næste fire år. De i alt 800 millioner skal specifikt gå til etablering og drift af 15 naturnationalparker.

14 ud af 15 parker vil være på land og i alt udgøre 31.024 hektar. Det svarer til et areal en smule større end Langeland. Den sidste naturnationalpark skal etableres i Øresund, som skal gøres fri for fiskeri, bundtrawl og råstofindvindning.

Vil du også være med til at presse på for mere vild natur i Danmark? Skriv under her

Venstre vil hæve naturambitionerne

I starten af september annoncerede miljøministeren, at forhandlingerne om den lovede natur- og biodiversitetspakke blev udskudt endnu et år. Det fik grønne NGO’er og partier til at rette en hård kritik af regeringen for at sylte naturindsatsen.

Venstre meldte sig hurtigt på banen med et beslutningsforslag, som skulle pålægge regeringen at igangsætte forhandlingerne om naturpakken, og forpligtede sig samtidig til at støtte en biodiversitetslov med bindende mål for naturen.

Nu følger partiet op med et konkret udspil om at fordoble midlerne til naturen på finansloven:

"Vi mener det her alvorligt og er også parate til at finde midler til det. Men vi sætter ikke specifikke redskaber på. Det er regeringen, der råder over sagkundskaben, og vi har bedt den om at komme med sit udspil til en natur- og biodiversitetspakke", siger Venstres miljøordfører, Jacob Jensen til Dagbladet Politiken.

SF barsler eget naturudspil

Hos SF er der opbakning til Enhedslistens forslag, selvom naturordfører Rasmus Nordqvist endnu ikke vil lægge sig fast på SFs krav til finansloven.

"Det er en meget positiv melding. For vi skal i gang med de her naturnationalparker, og jeg glæder mig meget til at have den dialog med Enhedslisten,” siger han til Altinget og varsler, at SF snart kommer med deres eget finanslovsudspil på naturområdet.

Radikales naturordfører, Zenia Stampe, støtter også op om, at der afsættes flere midler til naturindsatsen på finansloven, men understreger at der skal findes finansiering til det.

Miljøministeren har indkaldt til forhandlinger

Efter pres fra både NGO’er, støttepartier og opposition indkaldte miljøminister Lea Wermelin onsdag til forhandlinger om naturinitiativer på finansloven. Støttepartierne kommer med opbakning fra de grønne organisationer med ønsket om at indlede forhandlingerne om en natur- og biodiversitespakke og en konkret ønskeliste om at sikre flere midler til naturen, en biodiversitetslov med klimaloven som forbillede samt sikring af rammerne for rewilding og vild natur.

Indholdet af de konkrete forhandlinger i miljøministeriet er endnu ukendt for offentligheden, ligesom miljøministeren heller ikke har løftet sløret for, hvad forhandlingerne skal munde ud i.

Til Altinget fortæller Socialdemokraternes finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at regeringen ikke vil love at støtte op om, at der skal afsættes flere midler til naturindsatsen på denne finanslov. Men regeringen vil stadig måles på valgløfterne om at sikre 15 vilde naturnationalparker og 75.000 hektar urørt skov, siger han, og understeger at vi kun er 1,5 år inde i valgperioden.

Hjælp os med at skabe mere natur i Danmark

  • Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at 20 procent af Danmarks areal skal afsættes helhjertet til naturen.
  • Lige nu er over 1.800 arter i Danmark i fare for at forsvinde på kort eller længere sigt, fordi de mangler plads.