Årsmøde – og rundvisning med borgmesteren på Rødovre Rådhus
21. september 2021 18:00 - 20:00
Den 27. april 2021 holdt vi et corona-forsinket virtuelt årsmøde for 2020 på Zoom. Ifølge DN’s vedtægter skal vi igen holde årsmøde i september i år, men da der så kun er gået 5 måneder siden mødet i april, vil det blive et kort møde på en lille time incl. en forfriskning i bibliotekets lille sal. Dog med dagsorden efter foreningens love, herunder beretning og valg af medlemmer til lokalbestyrelsen.
Vi håber, at du vil møde op, for vi har fået en eksklusiv mulighed for en efterfølgende rundvisning på Rødovre Rådhus med vores ny borgmester Britt Jensen som rundviser.
Rådhuset er et kendt bygningsværk af den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen, opført i årene 1954 - 1956 efter nordamerikanske forbilleder. Omgivelserne blev anlagt i samarbejde med havearkitekt Eigil Kiær. En ny forplads blev anlagt 2002 af landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson. Arne Jacobsen tegnede alle detaljerne i rådhuset og møblerede det med sine møbelserier. Bygningen og dens omgivelser blev fredet i 1994.