Sprøjtegift bruges på markerne til at slå uønskede planter, insekter og svampe ihjel. Det er helt lovligt.

Men sprøjtegiftene havner i afgrøderne, som havner på supermarkedets hylder og hjemme på dit spisebord.

Kun 25 fødevarer er kilde til hele 95 pct. af de sprøjtegifte, som vi risikerer at få ind i kroppen gennem maden. Det drejer sig primært om frugt og grønt.

25 fødevarer

De 25 fødevarer er oplistet herunder. Hvis du skifter dem ud med de økologiske af slagsen, kan du spare dig selv for langt de fleste sprøjtegiftrester.

Æble

Der er fundet sprøjtegift i 23 pct. af de danske ikke-økologiske æbler og i 64 pct. af de udenlandske.

Der er fundet seks forskellige sprøjtegifte i de danske æbler og 14 forskellige i de udenlandske æbler.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologiske æbler - hverken danske eller udenlandske.

Hvedemel

Der er fundet sprøjtegiftrester i 17 pct. af dansk ikke-økologisk hvedemel (to ud af 12 prøver) og 100 pct. af den ikke-økologiske hvedemel fra udlandet (alle 7 prøver).

Der er i prøverne for både dansk og udenlandsk mel fundet to forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologisk hvedemel - hverken dansk eller udenlandsk.

Tomat

I 8 pct. af de danske ikke-økologiske tomater er der fundet rester af sprøjtegift. Det samme gælder for 62 pct. af de udenlandske.

Der er fundet tre forskellige sprøjtegifte i de danske tomater og i alt 19 sprøjtegifte i de udenlandske.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologiske tomater - hverken danske eller udenlandske.

  • Danmarks Naturfredningsforening har testet fem familiers urin for sprøjtegift før og efter en periode på 14 dage, hvor de skulle spise 100 pct. økologisk.
  • Før forsøget indeholdt 51 pct. af urinprøverne sprøjtegift. Efter 14 dage med økologisk mad og drikke var tallet faldet til 23 pct..
  • Det var især sprøjtegiftene glyphosat og chlorpyrifos, som familierne havde i urinen før forsøget.
  • Chlorpyrifos, der er en nervegift, der slår insekter ihjel, er mistænkt for at påvirke udviklingen af forstres hjerner.
alt
Sanne Liv Lembrecht Buggeskov
Fundraisingansvarlig og Teamleder

Pære

I 36 pct. af de danske ikke-økologiske pærer er der fundet rester af sprøjtegift. Det samme gælder for 92 pct. af de udenlandske.

I de danske var der i alt fire forskellige sprøjtegifte, mens der i de udenlandske blev identificeret 14 forskellige gifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i danske, økologiske pærer.

Gulerod

I 38 pct. af de danske ikke-økologiske gulerødder er der fundet i alt to forskellige sprøjtegifte, mens der i 33 pct. af de udenlandske er fundet otte forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske gulerødder - hverken danske eller udenlandske.

Vindrue

I udenlandske ikke-økologiske vindruer er der fundet sprøjtegift i 73 pct. og der er fundet i alt 30 forskellige sprøjtegifte. Dette er således listens topscorer, hvad angår antallet af sprøjtegifte.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologiske vindruer.

Agurk

Der er fundet sprøjtegift i 57 pct. af de danske ikke-økologiske agurker og i 62 pct. af de udenlandske. Der er fundet fem forskellige sprøjtegifte i de danske og ti forskellige i de udenlandske.

Der er ikke fundet sprøjtegift i danske økologiske agurker.

Læs også: 10 fødevarer er kilde til 75 procent af sprøjtegiftrester i kroppen

Rødvin og hvidvin

I 54 pct. af hvidvin og 47 pct. af rødvin er der fundet rester af sprøjtegift. Det svarer cirka til hver anden flaske. I hvidvin er der i alt fundet fire forskellige sprøjtegifte, mens der i de røde vine er fundet ti.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske vine - hverken rød eller hvid.

Rugmel

I 10 pct. af dansk ikke-økologisk rugmel er der fundet rester af en enkelt sprøjtegift. I 100 pct. af den ikke-økologiske rugmel fra udlandet, er der fundet rester af to forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologisk rugmel - hverken dansk eller udenlandsk.

Peberfrugt

Her er der fundet sprøjtegiftrester i 100 pct. af de danske ikke-økologiske peberfrugter og i 56 pct. af de udenlandske. Der er fundet en enkelt sprøjtegift i de danske og hele 22 i de udenlandske.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske peberfrugter.

Nektarin

Der er fundet sprøjtegift i 69 pct. af de udenlandske ikke-økologiske nektariner, og der er fundet 14 forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske nektariner.

Fersken

Næsten alle prøver af udenlandske ikke-økologiske ferskner indeholdt rester af sprøjtegift, nemlig 90 pct. Der er fundet i alt 18 forskellige sprøjtegifte i ferskner.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske ferskner.

Appelsin

Der er fundet sprøjtegiftrester i 98 pct. af ikke-økologiske appelsiner, og der er fundet i alt 25 forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske appelsiner.

Kiwi

Der er fundet sprøjtegift i 37 pct. udenlandske ikke-økologiske kiwier, og der er fundet seks forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologisk kiwi.

Salat

I hver fjerde prøve af dansk ikke-økologisk salat, 25 pct., er der fundet rester af sprøjtegift. Det samme gælder 56 pct. af den udenlandske ikke-økologiske salat. Der er fundet i alt fem forskellige sprøjtegifte i den danske og 11 forskellige i den udenlandske salat.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologisk salat - hverken dansk eller udenlandsk.

Ananas

Der er fundet rester af sprøjtegift i 73 pct. ikke-økologisk ananas, og der er fundet fire forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke testet på økologiske ananas i den seneste pesticidkontrol fra Fødevarestyrelsen.

Ærter uden bælg

Her er der faktisk ikke fundet sprøjtegiftrester i de danske, ikke-økologiske ærter, men der er fundet sprøjtegift i 25 pct. af de udenlandske ærter.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologiske ærter - hverken danske eller udenlandske.

Mandarin/klementin

De fleste mandariner og klementiner indeholder sprøjtegift - 86 pct. af prøverne på ikke-økologiske frugter indeholdt rester af sprøjtegift, og der blev fundet i alt ti forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske mandariner og klementiner.

Kartoffel

I 15 pct. danske ikke-økologiske kartofler og i 37 pct. af de udenlandske er der fundet rester af sprøjtegift. I de danske er der fundet to forskellige sprøjtegifte, mens tallet for de udenlandske er tre.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologiske kartofler - hverken danske eller udenlandske.

Blomme

I halvdelen af danske ikke-økologiske blommer er der fundet rester af sprøjtegift. Og der er fundet rester af sprøjtegift i 75 pct. af de udenlandske. Der er fundet en enkelt sprøjtegift i de danske og syv i de udenlandske.

Der er ikke fundet rester af sprøjtegift i økologiske blommer - hverken danske eller udenlandske.

Bønner med bælg

Der er fundet rester af sprøjtegift i 50 pct. af de udenlandske ikke-økologiske bønner med bælg.

Der er ikke testet økologiske bønner i den seneste pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen.

Te

I hver femte prøve af udenlandsk ikke-økologisk te er der fundet rester af sprøjtegift. Her er der fundet 13 forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegiftrester i økologiske teer.

Jordbær

Der er sprøjtegift i de fleste ikke-økologiske jordbær. Således er der fundet rester af sprøjtegift i 74 pct. af de danske og 86 pct. af de udenlandske. Der er fundet 13 forskellige sprøjtegifte i de danske og 22 i de udenlandske.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske jordbær - hverken danske eller udenlandske.

Melon

I 42 pct. af prøverne fra udenlandske ikke-økologiske meloner er der fundet rester af sprøjtegift. Der er fundet i alt syv forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske meloner.

Appelsinjuice

I hver tredje danske ikke-økologiske appelsinjuice er der fundet rester af i alt to forskellige sprøjtegifte. Der er fundet rester af sprøjtegift i 4 pct. af de udenlandske appelsinjuice, hvor der ligeledes er fundet i alt to forskellige sprøjtegifte.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologisk appelsinjuice - hverken dansk eller udenlandsk.

Kilder: Pesticidrester i fødevarer 2015, Fødevarestyrelsen og Pesticide Residues Results from the period 2004-2011, DTU Fødevareinstituttet.

Bliv fri for gift

Hvis du køber de 25 fødevarer økologisk, så har du sparet dig selv og din familie for størsteparten af den sprøjtegift, du risikerer at få ind i kroppen gennem maden.