34-årig vil revolutionere modebranchen med helt ny måde at producere tøj på
Mikrofabrikken Rodinia Generation er godt i gang med at bevise, at man kan producere tøj i stor skala uden samtidig at ødelægge kloden.I en stille gade i Nørrebros gamle industrikvarter ligger en lav fabriksbygning i røde mursten. Umiddelbart gør den ikke meget væsen af sig, men det, der foregår inde bag murene, er faktisk ret banebrydende.
Fabrikken huser virksomheden Rodinia Generation, og 34-årige stifter og CEO, Trine Young, har planer om at revolutionere tøjbranchen.
Det, hun og de 11 ansatte er i færd med, har allerede vakt stor opmærksomhed, for Rodinia har udviklet en helt ny måde at producere tøj på, der nærmest står i diametral modsætning til den måde, branchen har fremstillet tøj på i årtier. Og som i bedste fald kan være med til at gøre tekstilbranchen bæredygtig.
For det første foregår produktionen tæt på forbrugeren, så man undgår lange klimabelastende transporter. For det andet vil fabrikken på sigt kunne producere helt ned til et enkelt stykke tøj på bestilling.
Forestil dig, at du prøver en prototype på en jakke i en forretning og bagefter bestiller jakken – endda i dine mål – hos Rodinia, som producerer den og sender den direkte hjem til dig et døgn senere. Overproduktion, som er et af branchens største problemer, er dermed fortid. Men det mest revolutionerende er måske, at Rodinia ikke bruger en eneste dråbe vand i produktionen.
Teknologi i højsædet
Rodinia producerede sin første kollektion i 2021 for det lille danske herretøjsbrand ISNURH, og siden er det blevet til samarbejde med flere små brands. De er tiltrukket af Rodinias måde at producere tøj på, som kun har kunnet lade sig gøre, fordi virksomheden har satset stort på teknologi.
- Vi er en hybrid virksomhed. Det vil sige, at fabrikken består af de her maskiner, siger Trine Young og viser ind i selve fabrikken, et stort, højloftet lokale med lys og luft, før hun fortsætter:
- Men så er der også hele ’hjernen’, der skal toptunes til at fortælle maskinerne, hvad de skal gøre. Vores team består derfor af 90 pct. ingeniører – både softwareingeniører, produktionsingeniører og robot-automationsingeniører. De to ting er hovedingredienserne i en mikrofabrik og årsagen til, at vi kan konkurrere med den traditionelle måde at producere tøj på.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Så meld dig ind herunder.
Midt i rummet står maskinerne – mest iøjnefaldende er farveprinteren, der til forveksling ligner en almindelig printer i overstørrelse.
Langs en af væggene ligger store, hvide stofruller på hylder, og rundt-
omkring på tøjstativer hænger kollektionsprøver af kjoler, jakker og små sparkedragter i mange forskellige farver og mønstre.
Trine Young fortæller, at fabrikkens fire maskiner, selvom de måske ikke ser ud af så meget, har en kæmpekapacitet.
- Vi er faktisk i stand til at køre over en million stykker tøj ud om året, siger hun. Samtidig erkender hun dog, at det – i hvert fald indtil videre – er dyrere at producere tøj på en mikrofabrik, men som hun siger:
- Vi har regnet ud, at prisen på en skjorte produceret med vores teknologi vil være cirka 22 pct. højere end en tilsvarende skjorte fra en traditionel fabrik. Men det er et svært regnestykke at lave, som heller ikke giver så meget mening. For man burde i virkeligheden også betale for eksempelvis alt det vand, der er brugt på en skjorte produceret i f.eks. Kina. Vi har derfor regnet på, hvad det ville koste, hvis man medregnede alle de ressourcer, der bruges, men som af en eller anden årsag ikke er inkluderet i tøjets pris i dag – både vand, transport osv., og så bliver vores skjorte faktisk 14 pct. billigere. Så holistisk set er det billigere at producere bæredygtigt.
Efter sin uddannelse til beklædningsdesigner, først på Danmarks Designskole og så på London College of Fashion, arbejdede Trine Young for forskellige brands. Men i 2017 sagde hun sit faste job op, fordi hun følte en kæmpe frustration over den måde, tekstilbranchen fungerede på:
- Det var en måde, som jeg ikke synes, vi kan være bekendt i det 21. århundrede, og der herskede en form for berøringsangst, hvis ordene ’bæredygtig produktion’ sneg sig ind i samtalen. Det var frustrerende. Jeg savnede også transparens i produktionen. Det gør jeg stadig. Der er utrolig mange komponenter i et produkt som tøj, og de stammer fra hele verden. Det betyder, at vi ikke længere har kontrol over, hvad det er, vi propper i vores produkter. Der har f.eks. været mange undersøgelser, der har afsløret kemikalier i tøj – også til spædbørn.
Og så er der det med arbejdsforholdene. Trine Young efterlyser en ordentlighed over for mange af de mennesker, der er med til at producere tøjet langt væk fra Danmark.
- Bare fordi det ikke er en kollega, der sidder ved siden af dig, er det jo ikke lige meget, om vedkommende får en ordentlig løn og kan betale for mad og husleje. Tøj er globalt set en imponerende god forretning i trillion-dollar-skalaen, men der er intet imponerende i, at størstedelen af de mennesker, der arbejder i produktionsleddet, bliver voldsomt underbetalt.
Egentlig havde Trine Young aldrig tænkt, at hun skulle være iværksætter. I et halvt års tid forsøgte hun at finde en arbejdsgiver, der ligesom hende, havde visioner om at ændre på tingene og skabe en mere transparent og etisk ansvarlig branche. Men måske var hun forud for sin tid? Det lykkedes i hvert fald ikke.
- Derfor besluttede jeg at prøve at starte helt forfra. Jeg skrev bogstavelig talt på et blankt stykke papir: ’Hvordan skulle tøjproduktion foregå i dag, hvis det stod til mig?’ Svaret er så det, vi er i gang med i Rodinia.
Fast fashion og farlige tal
Men lad os for en kort stund se nærmere på, hvad det er, der gjorde Trine Young frustreret, og hvorfor hun ønsker at ændre tekstilbranchen – eller i hvert fald den del, der også kaldes fast fashion, og som har skabt et giftigt system af overproduktion og overforbrug, som har ødelæggende konsekvenser for mennesker, miljø, natur og klima.
Fast fashion dækker over masseproduceret tøj, ofte i ringe kvalitet, som ligner de dyre mærker og konstant udskiftes. Hvor de fleste modehuse engang producerede to årlige kollektioner, sprøjter branchen i dag nyt tøj ud på markedet flere gange om måneden.
På 20 år er produktionen af tøj fordoblet, samtidig med at tøjet er blevet billigere og billigere. Der fremstilles hvert år omkring 62 millioner tons tøj i verden svarende til cirka 80 milliarder stykker tøj. Og vi danskere er med på moden. Vores indkøb af tekstiler er 35 pct. højere end verdensgennemsnittet.
Tekstilbranchen betragtes som en af de mest forurenende i verden. Problemerne er utallige: Farvning af tøjet kræver enorme mængder vand og kemikalier, som mange steder hældes direkte ud i naturen.
Bomuldsproduktionen er skyld i, at der fældes store arealer skov for at gøre plads til marker, og kvælstof fra gødskning af markerne siver ud i søer og vandløb og skaber iltsvind – mange steder så alvorligt, at det udsletter alt dyre- og planteliv.
Hertil kommer, at to tredjedele af det færdigproducerede tøj bliver kasseret, længe inden det er slidt op – meget endda, uden det nogensinde har været brugt. Store dele af produktionen bliver smidt ud inden et år.
Resten bliver doneret til fattige lande, hvor op mod halvdelen ender på enorme lossepladser også kaldet tøjkirkegårde. Og så er der selvfølgelig klimapåvirkningen: Tekstilbranchen udleder på verdensplan 1,2 mia. tons CO2 årligt. Det er 10 pct. af verdens samlede udledning og mere end fly og skibe tilsammen. Gør vi ikke noget drastisk, forventer FN endda, at tallet vil stige med 60 pct. frem mod 2030.
- Det allerværste er faktisk, at tekstilindustrien i høj grad bidrager til biodiversitetskrisen – altså at arter uddør i et tempo, vi slet ikke har forstået omfanget af endnu. Det er et af de helt store problemer, og vi taler ikke rigtig om det. I princippet er det meget vigtigere end CO2-udledningen.
Ordene kommer fra Esben Licht. Han er grundlægger af tænketanken Tekstilrevolutionen, som indsamler og formidler viden og forskning, der kan bistå tekstilindustrien med at blive bæredygtig. Og så er han medforfatter til bogen ’Vores tøj – verdens ressourcer’, der afdækker problemerne i tekstilindustrien og kommer med forslag til løsninger. Han mener, at det kun kan gå for langsomt med at vende udviklingen.
- Det er virkelig skræmmende, at man kan berige sig på de naturressourcer, som jo tilhører os alle sammen, og ovenikøbet være med til at smadre planeten samtidig. Selvom det er legalt, er det moralsk helt forkasteligt, siger han.
Mere fokus på bæredygtighed
Det er han ikke alene om at mene. De seneste års øgede fokus har fået både lovgivere, dele af industrien og stadig flere forbrugere til at vågne op.
Et stigende antal tøjbutikker på nettet er begyndt at skilte med varernes klimaaftryk, og hvor og hvordan de er fremstillet. Genbrugsbutikkerne melder om øget salg, og i marts 2022 kom EU-Kommissionen med et forslag til en ambitiøs tekstilstrategi, som blandt andet sigter på, at alle produkter på det europæiske marked skal være holdbare, kunne repareres og være genanvendelige.
Målet er også, at tøjet skal være fri for skadelig kemi og produceret med respekt for mennesker og miljø, ligesom producenterne skal tage ansvar for deres affald. Der går formentlig et par år, før strategien bliver udmøntet i praksis, og ingen ved, hvor ambitiøs den i sidste ende bliver. I mellemtiden håber Esben Licht, at vi alle sammen vænner os til at købe meget mindre tøj.
- Tekstiler er blevet et produkt, man køber som hobby. Hvis vi alle nøjedes med at købe den mængde tøj, vi rent faktisk har brug for, og købte tøj, der kan holde og repareres, ville mange problemer være løst.
En anden måde at komme problemerne til livs er at genanvende flere tekstiler, mener nogle. En del husholdninger skal derfor i dag sortere deres tekstilaffald. Og Miljøministeriet har indgået en aftale med danske tekstilvirksomheder om, at alt deres tøj og tekstil skal bestå af mindst 40 pct. genanvendt materiale inden 2030.
Men det er ikke en udvikling, der får Mette Hoffgaard Ranfelt til at bryde ud i jubel. Hun er miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og arbejder med cirkulær økonomi, der kort fortalt sigter mod at minimere affald ved at holde alle ressourcer i et konstant kredsløb.
Hun mener ikke, at genanvendelse er den rigtige vej at gå, når det gælder tekstiler. Blandt andet fordi tekstiler i dag ofte består af blandingsfibre, altså flere forskellige fibre, som det kræver mange ressourcer at skille ad. Samtidig er mange fibre af så ringe kvalitet, at de ikke egner sig til at blive genanvendt. Mette Hoffgaard Ranfelt er derfor helt enig med Esben Licht i, at vi skal forbruge langt mindre, hvilket blandt andet kræver øget fokus på design.
- Vi skal fokusere på, hvordan man designer tekstiler, så de kan holde længe og nemt repareres. Og vi skal stille krav til kvaliteten af de tekstiler, der bliver produceret. Eksempelvis kan man stille krav til virksomhederne om, at de skal oplyse en cost per use-pris og dokumentere det via kontrolleret data. Altså hvad koster den her T-shirt per brug? Er den helt forvasket efter to-tre vaske og en tur i tørretumbleren, eller er den produceret til rent faktisk at holde længe?
Og så har hun en anden pointe, for måske skal vi vænne os til – også når det gælder tøj – at vi ikke behøver eje alting selv.
- I stedet skal vi dele og bytte, f.eks. gennem sådan noget som Det Kollektive Klædeskab eller Another Closet, hvor du bytter tøj, når du vil. Du ejer det ikke, du lejer eller låner det. I takt med at vi får mere regulering af tekstilbranchen, vil de her forretningsmodeller vinde indpas, tror jeg.
Else Skjold er lektor og ph.d. på Det Kongelige Akademi og leder af et nyt forskningscenter for bæredygtig beklædning og tekstil. Hun oplever, at mange af de nye små beklædnings- og tekstilvirksomheder faktisk er meget bevidste om problemerne i branchen.
- Rodinia er et rigtig godt eksempel. De kan se, at vi i dag har en masse produkter, der simpelthen har for lav brugsværdi, og de tror på, at man kan lave kvalitet og få en egentlig cirkulær økonomi i branchen, der kræver, at man har meget mere kontrol med sine produkter. Det har branchen ikke i dag, fordi man har skilt alle de kompetencer ad, som det er nødvendigt at samle, hvis man skal lave et godt produkt – f.eks. design, tilskæring, syning osv. Det betyder f.eks., at designerne sidder og designer til fantasikroppe i computermodeller, og så får du nogle produkter, der simpelthen ikke passer til almindelige kroppe, siger Else Skjold, der oplyser, at der mangler rigtig meget forskning i branchen.
- Vi ved en masse om, hvad der giver et godt tekstilmateriale. Men vi er i et stort tågeland omkring, hvad der rent faktisk sker, når produktet kommer i brug eller bliver til det, vi kalder affald, siger hun og peger på, at der derfor heller ikke er forskningsmæssigt belæg for at sige, at tekstil er bæredygtigt produceret, selvom nogle producenter hævder det.
- Det har vi simpelthen ikke data nok til at sige. Vi har en masse indikationer, men det vil tage op til 15 år at opbygge de data.
Else Skjold har dog store forventninger til EU’s tekstilstrategi, som hun oplever, har fået branchen til at vågne op, og hun mener i det hele taget, at lovgivning er vejen frem, for som hun siger, har vi nu talt om det i 15-20 år, og det hjælper ingenting.
- Men vi skal også ’træne vores kræsenhed’. Vi skal stille højere krav til, at tøjet sidder pænt, at det er lavet ordentligt. Vi skal dyrke vores personlige smag og stil og lære at opbygge en god og funktionel garderobe. Og vi skal lære, hvordan vi reparerer tøjet, eller hvor vi kan betale for at få det repareret. Vi har faktisk alle sammen ret til at få noget ordentligt tøj, vi godt kan lide!, lyder opsangen fra Else Skjold.
Tilbage på Nørrebro demonstrerer Trine Young, hvordan tøjprinteren virker. En stor rulle hvid økobomuld er spændt ud over nogle store valser i printeren, og 16 printhoveder kører hen over stoffet og efterlader i løbet af få sekunder en farveprøve, der umiskendeligt minder om dem, man laver på en almindelig papirprinter.
Farverne er klare og helt dækkende. Ved siden af står maskinen, der skærer stoffet ud i mønsterdele til tøj. Trine Young forklarer, at maskinerne kan producere et hvilket som helst mønster med et hvilket som helst print og i præcis det antal, man ønsker, afhængigt af hvad de bliver programmeret til.
- På en konventionel fabrik i f.eks. Asien skal du producere mindst 1.000-2.000 stykker tøj. Det betyder, at mindre brands, som ikke har så mange kunder eller bare gerne vil lave unikke ting, skal lave mindst 1.000 af hver. Det er jo fuldstændig idiotisk.
Trine Young erkender, at der er tale om en supertanker, der skal vendes, og at det kommer til at tage tid.
Særligt når det gælder produktionen af bomuld og andre tekstiler, er der lang vej igen. Ikke mindst fordi det ofte foregår i lande, hvor lovgivning og reguleringer er utilstrækkelige eller ikke altid overholdes.
- Jeg håber, at nogen snart går i gang med at dyrke bomuld i vertikale farme – altså hvor man dyrker i etager, og hvor vand og energi kan genbruges, siger hun. I det hele taget mener hun, at mere innovation er vejen frem.
Indtil da gør Rodinia, hvad de kan for at vælge certificerede underleverandører, der er bevidste om problemerne og arbejder på bæredygtige løsninger. Fabrikken bruger kun økologisk bomuld og bæredygtigt producerede fibre, f.eks. tencel, som er miljøvenligt fremstillede cellulosefibre fra eukalyptustræer. Tøjet bliver syet under ordentlige forhold på en systue i Ikast, og farverne indeholder ingen skadelig kemi. De er vandbaserede og bionedbrydelige.
- Man kan ikke ændre verden overnight, men man kan tage nogle valg hen ad vejen, som er med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning, siger Trine Young.
Rodinia Generation har for nylig indgået et lånesamarbejde med Danmarks Grønne Investeringsfond, som skal gøre det muligt for virksomheden at skrue op for produktionen.
- Vi fortsætter med at automatisere processerne, indtil vi er i mål, før vi for alvor ruller konceptet ud globalt. Lige nu producerer vi for udvalgte fashionbrands herhjemme, men vi forventer på sigt at arbejde sammen med nogle af de større internationale brands, siger Trine Young, der gerne vil være med til at bevise, at man kan producere tøj på bestilling i stor skala og tjene penge på bæredygtigt tøj.
- Det er jo et fuldstændigt brud med den forretningsmodel, vi som branche i dag kæmper med, men jeg tror, det er nødvendigt, fordi vi går en fremtid i møde, hvor vi på godt og ondt bliver mødt af stigende priser og regulerende lovgivning, siger hun og tilføjer:
- Alting har en tid, og lige nu føler jeg, at tiden er til, at vi laver tingene ordentligt og selvfølgelig ikke laver noget, vi ikke har brug for. Men alt skal starte et sted, og der er meget at rydde op i og forandre. Vi viser gerne vejen.
Artiklen er skrevet af Maja Plesner og bragt i medlemsmagasinet Natur og Miljø.
Vil du modtage Natur og Miljø direkte i postkassen
- og samtidig støtte en god sag?
