Banedanmark er statens suverænt største forbruger af sprøjtegiften Roundup, og tegner sig for hele 82 procent af det samlede statslige forbrug.

Men når virksomheden sprøjter langs de danske jernbaner for at rense sporene for ukrudt, kan det få konsekvenser for vores grundvand og drikkevand, frygter formanden for Skørping Vandværk. Det skriver Nordjyske.

- Jernbanestrækningen går igennem nogle af de områder, som ligger tæt op af de område, hvor Skørping Vandværk indvinder vand fra, siger vandværkets formand, Christian Schmidt, til avisen.

Det nordjyske vandværk har i forvejen været nødsaget til at lukke en af sine kildepladser på grund af pesticidforurening tilbage i foråret 2018.

Også hos de danske vandværkers interesseorganisation, Danva, er man overbevist om, at giftstofferne kan havne i grundvandet, når der bliver sprøjtet på jernbaneterræner nær vandindvinding.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det kan udgøre en risiko for forurening af grundvandet, hvis det foregår sådan et sted, siger Claus Vangsgaard, der er seniorkonsulent hos Danva, til Nordjyske.

Læs også: Vær med til at kræve et totalforbud mod Roundup

Særlig risiko for at ende i grundvandet

Det er i forvejen ikke uproblematisk, når der bliver sprøjtet på banelegemerne. Skinnerne ligger nemlig på små knuste sten, også kaldet skærver, og det kan sprøjtegiften lettere sive ned igennem.

Ifølge professor Hans Jørgen Albrechtsen fra DTU Miljø, kan det medvirke til, at en større del af sprøjtegiften ender i grundvandet.

- Hvis pesticider lander på almindelig jord, er der som regel bakterier og planter, der kan nedbryde det. Det er der ikke samme mulighed for, når det lander på skærver, siger han til Nordjyske.

Læs også: Banedanmark er storforbruger af Roundup

DN ønsker totalforbud mod Roundup

I sidste uge meldte miljøminister Lea Wermelin ud, at regeringen nu vil forbyde Roundup til privat brug. Forbuddet gælder altså hverken landbruget eller offentlige institutioner, og derfor kan sprøjtemidlet fortsat bruges langs de danske jernbaner.

Men det skal der laves om på, hvis det står til Danmarks Naturfredningsforening. For selvom man i foreningen glæder sig over, at det nu bliver slut med Roundup i de dansker haver, så er der behov for et totalforbud mod giften.

- Der er tale om en gift, som vi ved skader naturen. Derfor bør regeringen indføre et totalforbud. Andet er at gamble med vores drikkevand, vores planter og insekter, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.