Sidste uge var tusindvis af unge på gaden i skoletiden og strejke for klimaet. Men klimahandling er ikke kun for unge.

I dag samles foreninger, virksomheder og banker nemlig landet over til ”Break for Climate”, hvor de ansatte bruger tidsrummet klokken 12-14 på at vise deres opbakning til klimabevægelsen.

En af de banker, der deltager, er Merkur Andelskasse. Men Merkur har valgt ikke kun at bruge en forlænget frokostpause på at støtte op om klimahandling. De holder lukket hele dagen.

- Vi gør det, fordi klimaet ikke kan vente længere. Der skal ske noget nu, siger afdelingsdirektør i København, Ulrik Ryel-Jepsen og fortsætter:

- I Merkur arbejder vi for et bæredygtigt samfund. Derfor er det også naturligt for os at gå forrest i klimakampen med de unge, når de beder os om det. Selvfølgelig gør vi det.

Derudover har blandt andre Dagbladet Information, Dansk Magisterforening og Cyklistforbundet meldt, at de støtter op om ”Break for Climate”.

Politikerne skal tage ansvar

Siden den svenske pige Greta Thunberg begyndte sine skolestrejker og blev frontfigur for klimabevægelsen i hele verden, har mange af de globale arrangementer været bakket mest op af de unge.

Men skal klimaforandringerne bremses, så skal verdens regeringer, inklusive den danske, tage mere ansvar. Derfor skal ”de voksne” melde sig ind i kampen, lyder det fra Ulrik Ryel Jepsen fra Merkur Andelskasse.

- Det handler om at vise, at det er alvor og give vores politikere opbakning til at gøre noget seriøst i forhold til klimaet. Det er en måde at sige, at klimaforandringerne er en hastesag, der kræver handling nu.

Amazon-ansatte stopper arbejdet

Udover de mange organisationer, der deltager i protesterne, deltager en række virksomheder i de globale protester ved at holde lukkedag for klimaet.

I Seattle har Amazons 900 ansatte meddelt, at de stopper med at arbejde for at deltage i protesterne, ligesom virksomheden Ben & Jerrys holder lukket under protesterne.

I Sverige markerer transportselskabet Scania protesterne ved at virksomhedens 50.000 ansatte stopper arbejdet i en time for at udveksle ideer om bæredygtighed.

Lav din egen klima-aftale

Vil du reducere dit personlige CO2-aftryk? Så lav din egen personlige klima-aftale. Vælg tre ud af ti ting, du vil gøre for klimaet – så får du:

  • Skræddersyede guides, der hjælper dig i gang
  • Din klima-aftale som en sjov lille film, du kan dele og inspirere andre
  • Et klima-nyhedsbrev med yderligere inspiration til at leve klimaklogt.

Klimafrokostpausen

  • Initiativet til den danske klimapause fra kl. 12 til kl. 14 er taget af 350 Klimabevægelsen i Danmark og Den Grønne Studenterbevægelse.
  • Manifestationen bakkes op af omkring 30 organisationer, heriblandt Dansk Magisterforening, Amnesty International, Greenpeace, Merkur Andelskasse, Akademikerne, Grøn Kirke, Cyklistforbundet, Mellemfolkeligt Samvirke og Danmarks Naturfredningsforening. Også Dagbladet Information står som anbefaler af Break for Climate.

Vil du støtte DN's arbejde for at bremse klimaforandringerne?