Mange lokale vil kende Carsten Holm og Anna Marín Schram fra caféen GAARDHAVEN i Rudkøbing, som parret i forvejen driver. Nu udvider restauratørerne med en ny café under navnet HAVEN på det historiske Skovsgaard på Langeland.

- Naturen og omgivelserne på godset er fuldstændigt eventyrlige, så da muligheden for at blive en del af det opstod, sprang vi på med det samme, siger Anna Marín Schram.

Med HAVEN vil Anna Marín Schram og Carsten Holm bringe den velkendte uformelle stemning og fokus på lokale kvalitetsråvarer fra GAARDHAVEN i Rudkøbing til Skovsgaard.

- Samtidig vil vi også prøve at skabe rammerne for nogle musikalske og kulturelle oplevelser, hvor vi kan være med til at introducere nogle steder på godset, som gæsterne sjældent kommer, fortæller Carsten Holm.

Skovsgaard åbner: Kom med!

1. april slår Skovsgaard dørene op for en ny sæson.

Her kan du blandt andet opleve den nye café, de vilde naturoplevelser for børn (og voksne) og Maria Reumert Gjerdings åbningstale.

Skovsgaard på Langeland rummer både en lang historie og store naturoplevelser med vildgræsning og vild natur.

Større udvikling på Skovsgaard undervejs

Den nye café er ikke det eneste, der åbner, når Skovsgaard slår dørene op til en ny sæson. Hele naturformidlingen på godset er blevet gentænkt og revitaliseret, så børn (og voksne) kan komme på en spændende naturrejse i landskabet.

De nye naturoplevelser og den nye café er en del af en vision og ny strategi for Skovsgaard.

Over det seneste år har Danmarks Naturfond, der ejer Skovsgaard, arbejdet på en ny strategi, der skal indfri det store potentiale, som fonden mener, at godset og dets unikke naturlandskab har. Til at hjælpe med at løfte den kreative og kommercielle del af projektet har et advisory board med eksperter på forskellige områder arbejdet på højtryk for at forløse det helt særlige, som Skovsgaard kan.

- Skovsgaard er et unikt sted, og vi ønsker at gøre det til et kraftcenter for natur, for vilde naturoplevelser og ikke mindst for Langeland. Det glæder vi os til at fortælle mere om, siger Maria Reumert Gjerding, der er formand for Danmarks Naturfond.

Skovsgaard byder alle velkommen til en ny sæson og åbningsevent 1. april, hvor Maria Reumert Gjerding vil løfte sløret for de nye ambitioner.