En udtjent pavillon af plastik beskytter med nød og næppe Thomas, Sander, Gustav og Christian fra den bagende middagssol. De unge mænd sidder henslængt i deres campingstole med øl i kopholderne som fast inventar. Rundt om dem ligger tomme dåser, brugte vådservietter, plastikbeholdere og udefinerbare øer af noget, der måske engang var mad.

Pavillonen er allerede på tredjedagen af Roskilde Festival i stykker, det ene ben er brækket, og pavillonen står kun oprejst takket være gaffatape og støtte fra teltene.

Det varer ikke længe, før de giver op og smider den ud af lejren, fortæller de. Men der er stadig liv i den, og gaffa kan redde meget.

ReAct skaber miljøbevidsthed

Under samme middagssol går en flok unge frivillige i neongrønne veste rundt. De er tilknyttet det fem år gamle initiativ ReAct, som handler om at udbrede kendskabet til, hvordan man bedst skiller sig af med sit affald. De minder også folk om, at de skal tage deres telte og luftmadrasser med hjem. Ellers bliver det brændt.

En af de frivillige fortæller de unge gutter, at der står genbrugsstationer rundt omkring på festivalen, hvor de med god samvittighed kan komme af med pavillonen.

- Det vil vi huske, svarer de og får en affaldspose udleveret.

Hele ugen er Dyrskuepladsen i Roskilde forvandlet til Roskilde Festival. En festival, der på søndag får nogle hårde tømmermænd, når der skal ryddes op efter 100.000 gæster, der efterlader omkring 2200 ton affald. Festivalen og ReActs særlige mission i år er at få folk til at sortere mere af deres affald, især luftmadrasser, der indeholder det skadelige kemikalie pvc. Derfor er der opsat ’recycling stations’ over hele festivalen.

- Det kan godt være en hård kamp at få de unge til at tænke over deres affald, når de er på festival. Men allerede fra sidste år kan vi mærke, at der er kommet flere ting i vores genbrugsstationer. Så vi tror på, at dialogen virker, for gæsterne vil rigtig gerne gøre det rigtige, siger Gitte Hoffmann, der er ansvarlig for ReAct.

Foto: Emilie Palm Olesen

Naturfredningsforening giver en hjælpende hånd

Som frivillig får man en billet til hele festivalen og adgang til gratis mad og drikke. Til gengæld skal man lave frivilligt arbejde i i alt 32 timer fordelt på hele festivalugen.

Hos ReAct er der 220 frivillige. Vagterne er organiseret i såkaldte parader, hvor de frivillige deles op i hold og skal følges med en skraldebil og en ladvogn rundt omkring på campingområdet. Sammen med gæsterne sorterer de frivillige skraldet og fylder bilerne op. Det hele foregår i en munter tone og med fokus på at snakke med gæsterne om affaldshåndtering.

I år har ReActs frivillige fået selskab af medlemmer fra Danmarks Naturfredningsforening. ReAct inviterede nogle uger før festivalen foreningens medlemmer til at komme med på ReAct-holdet, og det var der en håndfuld, der sagde ja til. En af dem er Ole Kjærsgaard Hansen på 68.

- Jeg fik mailen og tænkte, at det kunne være en god måde at tage på festival på. Så laver man noget, der giver mening og får snakket med en masse folk. Stemningen er rigtig god, synes jeg, siger Ole Kjærsgaard Hansen, der mest glæder sig til at høre David Byrne og C.V. Jørgensen.

Roskilde Festival og bæredygtighed

  • ReAct eksisterer på 5. år og har under hele festivalen 220 frivillige, fire parader i gang, fire skraldevogne og seks ladvogne til rådighed.
  • Sidste år lå der 2280 ton affald tilbage på festivalpladsen og i campingområdet. Det er mindre end i 2016, hvor tallet var 2490 ton.
  • Roskilde Festival har et mål om at der hvert år indtil 2019 skal sorteres 10 procent mere affald end året før.
  • Vil du give en hjælpende hånd til næste år? Så læs om ReAct på deres Facebook-side

Gode og engagerede frivillige

Gitte Hoffmann opfordrer flere medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening til at deltage næste år. Hun synes, det er vigtigt at have nogle ildsjæle med i teamet:

- Vi er jo rigtig glade for DN’erne, fordi vi gerne vil have nogle engagerede folk, der går op i at skabe forandringer. Vi er rigtig glade for alle vores frivillige, men man risikerer også, at folk melder sig til, bare fordi de ikke nåede at få en rigtig festivalbillet.

21-årige Kamille Jones er ReAct-frivillig og brænder bestemt for sagen. Hun er også vegetar og går meget op i bæredygtighed. Derfor var ReAct det helt rigtige for hende.

-Det giver så meget mening for mig at være på Roskilde på denne her måde. Når man har gået en parade kan man se på området bagefter, at det ser renere ud, og man ved, man har gjort en forskel. Når jeg kommer ned i lejren til mine andre venner forventer de, at jeg er træt og går ind og sover, men jeg kommer altid glad hjem og helt opløftet, siger Kamille Jones.

40 ton luftmadrasser genanvendes i hestestalde

På søndag skal både Kamille Jones, Ole Kjærgaard Hansen og alle de andre 218 frivillige på vagt. Det er nemlig festivalens sidste dag, og i år er der særligt fokus på at få frasorteret så mange luftmadrasser som muligt fra de kæmpe affaldsbunker. Derfor er der brug for alle 220 par hænder.

Affaldet på Roskilde Festival bliver brændt. Derfor er det vigtigt at få affaldet sorteret, så det, der kan genanvendes, bliver genanvendt. Eksempelvis skal der samles omkring 40 ton giftige luftmadrasser. De bliver smeltet og presset til en fast masse, der bruges som ramper i hestestalde. Hestene har godt af at gå på det let elastiske underlag, som materialet bliver omdannet til.

- Indtil vi får oplyst flere mennesker om, at de billige luftmadrasser er skadelige for miljøet, når de efterlades, må vi prøve at løse det på denne her måde. Men vi så jo gerne, at gæsterne enten køber mere ansvarlige luftmadrasser uden pcv, eller at de tager luftmadrassen med pvc med hjem og bruger igen næste år, siger Gitte Hoffmann.

Hun ved godt, at festivalen ikke foreløbig bliver en 100 procent ren festival.

- Men gæsterne ved jo udmækret godt, at vores miljø ikke holder til det overforbrug, som der både er på og uden for festivalen. Og man kan mærke på folk, at de rigtig gerne vil gøre mere. Vi håber og tror på, at vores arbejde får flere til at tænke sådan.