5 skønne dyr og planter du kan opleve i naturen i februar

Årets første harekillinger

I løbet af februar sætter haren årets første kuld killinger i verden – men langt fra årets sidste. Harens parring begynder nemlig allerede i januar og fortsætter helt frem til oktober. I den periode føder hunnen 4-5 kuld med 2-5 killinger.

Haren er polygam, hvilket betyder, at hannen parrer sig med flere hunner. Når hunnen er i brunst, kan man opleve, at hun forfølges af flere hanner, der konkurrerer om hendes gunst ved at slås. Er hun ikke klar til parring, vil hun jage dem væk. Er hun derimod parringsklar, kan man opleve parringslegen, der ligner en boksekamp, idet parret står på bagbenene og bokser med forbenene, indtil parringen finder sted.

Ungerne fødes direkte på jorden, og forlades kort efter. Hunnen vender tilbage til ungerne cirka én gang i døgnet, hvor hun giver die. Killingerne spreder sig i området, og gemmer sig på jorden – gerne i små fordybninger. Killingerne vender tilbage til fødestedet for at die. Det sker oftest omkring en time efter solnedgang. Når killingerne er omkring en måned gamle stopper diegivningen, og killingerne klarer herefter sig selv.

Hvor? Haren er almindelig i det åbne land i hele Danmark.

Hvornår? Haren er primær aktiv i skumrings- og nattetimerne, så de er lettest at se tidlig morgen og sen aften.

Fastelavnsriset blomstrer

Fastelavnsriset har været kendt i Danmark siden 1700-tallet. En gammel tradition til fastelavn er, at forældre skal piskes ud af sengen af deres børn med et fastelavnsris. Men en mere moderne – og mindre smertefuld – tradition er, at forældre blot giver deres børn et fastelavnsris med flot pynt og sødt guf.

Man kan bruge mange forskellige slags grene til et fastelavnsris, men hasselbuskens tynde grene er rigtig gode. Hasselgrene blev også brugt til kagstrygning, som er en straffeform med offentlig piskning, som blev brugt i Danmark indtil 1860’erne. Men grenene er også blevet brugt til at lave fiskeruser, hegning for dyr, til brændsel og meget mere.

Hasselbusken begynder at blomstre i februar, og der er både hanblomster og hunblomster. Hanblomsterne er lette at se, da de er 4-6 centimeter lange gulgrønne rakler, der hænger ned fra grenene.

Hunblomsterne kan derimod være svære at få øje på. De sidder helt indesluttet i bladknopper tæt ind til grenene, og det er kun de fine dybrøde trådformede støvfang på 3-4 millimeter, som man ser.

Haslen bliver bestøvet med hjælp fra vinden. Når vinden blæser, vugger hanraklerne frem og tilbage, så pollenet drysser ud, og nogle af pollenkornene lander på støvfanget af en hunblomst. Resultatet kan vi mennesker og en masse forskellige dyr høste om et halvt års tid, hvor vi kan samle hasselnødder i skoven.

Hvor? Hassel trives bedst i rig muldjord, så der er flest på Sjælland, Fyn og øerne.

Hvornår? Hassel blomstrer fra februar til april og bærer blade fra maj til oktober.

Havets røde og blå grise

Stenbidere er af mange mest kendt for deres velsmagende rogn. Og så er det en fisk, der ikke er klassisk smuk og derfor må leve med at have fået mange mindre pæne øgenavne: Havgris, kulbasse, rundso og kvabso mm. (kvabso betyder ifølge den danske ordbog en fed, grim eller uren kvinde).

For at lave rogn kræves en rød han og en blå hun. Her i februar kommer de ind til de danske kyster for at gyde. Herefter tager hannen slæbet og har barsel i syv uger, hvor han vogter over æggene, som ligger på stenbunden. Han passer aggressivt på æggene og vifter frisk vand hen over æggene for at ilte dem. Stenbider-hannen bider ikke i sten, men han kan suge sig fast på stenene og på den måde ikke bruge kræfter på at svømme rundt.

Når ynglen forlader det lave vand ud på efteråret, ved man faktisk ikke helt, hvor de forsvinder hen. Måske lever de i Nordatlanten eller i Nordsøen på dybt vand omkring 1000 meter eller dybere. Man ved det ikke, men de kommer tilbage til kysten efter 3-4 år og reproducerer slægten.

Hvor? Stenbideren er i gydesæsonen almindelig ved de danske kyster på ret lavt vand med hård og stenet bund.

Hvornår? Fra februar til maj gyder stenbideren ved de danske kyster.

Fuglene varmer stemmebåndene op

De fleste danske fugle synger kun i sommerhalvåret, og fuglenes sange har som regel til formål at markere deres territorie og tiltrække en mage. Men allerede i februar kan man være heldig at høre fugle begynde at varme stemmebåndene op til den kommende ynglesæson.

Solsort-hannerne er blandt de fugle, som man allerede kan høre øve sin klang her i de kolde vintermåneder – især på dage, hvor solen skinner. Den synger som regel sin melodiøse sang fra en tagryg eller en anden høj placering. Som noget ganske særligt kan solsorten efterligne melodier, som den hører. Det kan være andre solsortes sangmotiver eller almindelige ringetoner fra mobiltelefonener.

Lærken er en anden fugl, som kan være heldig at høre allerede i februar. Sanglærken er en såkaldt vejrfugl, og det betyder, at den trækker sydpå, hvis det bliver koldt, men bliver i Danmark, hvis det er en mild vinter. Skifter temperaturerne kan den godt trække lidt frem og tilbage alt efter vejret.

Så snart det er varmt nok, så skynder den sig dog hjem for at sikre sig et godt territorie, som den markerer med sine skønne toner.

Når man hører lærken over mark eller eng, så er der faktisk en god chance for, at det er den samme lærke, som hang i luften det samme sted sidste år. De kommer nemlig tit tilbage til samme territorie, og hunnen finder som regel også sammen med den samme han som sidste år.

Hvor? Lærker synger ofte ved marker og enge, mens solsorten ofte synger i byområder eller skove.

Hvornår? Det afhænger meget af vejret, hvornår i det tidlige forår, at fuglene begynder at synge.

Evigglad vågner i solskin

Syvplettet mariehøne er blandt de insekter, der er tidligt ude om foråret. Faktisk kan man allerede i februar være heldig at finde den, hvis der er solskin.

Syvplettet mariehøne er blot en af mere end 50 arter af mariehøns i Danmark. Den overvintrer som voksen, hvor den for eksempel gemmer sig i revner og sprækker i træernes bark. Den oplagrer fedt til vinteren, som mange andre dyr – og når depoterne er fyldt op, består omkring 40 procent af mariehønens vægt af fedt.

Mariehønen er med sin røde farve let at få øje på. Den iøjnefaldende farve er en del af mariehønens strategi for at undgå at blive ædt. Rød og sort er en af naturens advarselsfarver, og den farvekombination betyder: ”Jeg er giftig – eller også smager jeg rigtig grimt”.

Når en mariehøne bliver angrebet, udskiller den en orange blodvæske, som lugter og smager grimt, og som er giftig for mange dyr. Nogle gange, hvis vi samler en mariehøne op, vil den spille død og samtidig udskille denne blodvæske. Det skader ikke os mennesker – det lugter bare lidt.

I folkloren er der meget positivt at sige om mariehønen. I gamle dage mente man, at mariehønsene kunne hjælpe med at spå om kærester og giftemål. De kan også skaffe godt vejr, og vi hylder dem som ”evigglad”. Måske skyldes mariehønens gode ry, at den spiser bladlus og andre dyr, som æder det, vi dyrker på vores marker og køkkenhaver.

Hvor? Findes i hele landet i næsten alle naturtyper.

Hvornår? Den kommer frem fra overvintring i det tidlige forår og er mest almindelig i sommerhalvåret.