Flere modeller, længere rækkevidde og hurtigere opladning. Det er det, bilproducenterne arbejder på for tiden, og udviklingen går hurtigt.

- Nu begynder størstedelen af de etablerede bilproducenter at masseproducere elbiler. Hidtil har det primært været Nissan og Renault, som har haft ambitioner på det europæiske marked, forklarer Ebbe Sommerlund, som har været med til at udgive elbilmagasinet GO og er en af de danske motorjournalister, som ved mest om elbiler.

Nu er det blevet tid til en ny bølge af elbiler, som skal få elbilerne ud til den brede befolkning.

Læs også: Derfor kører du elbil i 2025

Flere elbiler, der er til at betale

Premium-mærker som for eksempel Jaguar, Audi og Mercedes-Benz forsøger at følge med Tesla, men det er langt mere interessant, at der nu også kommer elbiler i mellemklassen med bedre rækkevidde til rimelige priser.

Et eksempel er den nye Nissan LEAF, som har en rækkevidde på 270 km (målt efter WLTP) og koster fra 283.880 kr. i Danmark inklusiv to års gratis strøm og ladeboks.

- Desuden begynder der for alvor at ske noget hos Volkswagen. Næste år bliver elbilen ID. præsenteret. Den er på størrelse med en Golf, men rummelig som en Passat. Den kommer med flere batteristørrelser og WLTP-rækkevidder på 330-450 km, fortæller Ebbe Sommerlund.

Kineserne kommer... ikke

Ebbe Sommerlund fremhæver også koreanske KIA og Hyundai. For eksempel introducerer Hyundai elbiludgaven af crossoveren Kona i Danmark i år. Den kommer med batteri helt op til 64 kWh og en WLTP-rækkevidde på 482 km. Og det bliver til en pris fra 299.995 kr.

Men Ebbe Sommerlund tror ikke på spådommen om, at Kina vil indtage det europæiske bilmarked med billige elbiler.

- Der er stadig mange følelser og prestige forbundet med biler. Tag et bilmærke som KIA, der kom til Danmark for over 20 år siden. Det er først de senere år, at danskerne for alvor har taget mærket til sig. Vi kan sagtens få kinesisk elbilteknologi, men det vil primært være gennem samarbejder om for eksempel batterier, siger Ebbe Sommerlund.

Hurtigere opladning på farten

Fremover vil der blive skruet gevaldigt op for, hvor hurtigt elbilerne kan lade på farten. Det er nemlig nødvendigt, hvis forbrugerne skal tage elbilen til sig - og der er hård konkurrence fra de konventionelle biler, som kan tankes på få minutter.

I dag kan de fleste elbiler hurtiglade med højst 50 kW, og det tager 30-60 minutter at lade batteriet til 80 procent afhængig af batteriets størrelse.

Danske Clever og svenske E.ON er i gang med at opsætte ultra-hurtigladestationer langs de europæiske motorveje, og de kan levere op til 150 kW og kan med tiden skrues op til 350 kW.

3 elbiler, du skal holde øje med

Hyundai Kona Electric
Denne elbil er interessant, fordi Hyundai hæver barren for, hvor stor et batteri og dermed rækkevidde danskerne kan få, hvis man ikke skal have en Tesla.

Pris:
Fra 269.995 kr for bil med 39 kWh-batteri (312 km)
Fra 299.995 kr for bil med 64 kWh (482 km)

Tesla Model 3
Dette skal være Teslas elbil til et bredere publikum, men den er forsinket på grund af produktionsproblemer. Alligevel er den værd at vente på, selvom den i mellemtiden har fået konkurrence på rækkevidden.
Der vil komme en model med 50 kWh-batteri (354-499 km) og 70 kWh-batteri (416-539 km).

De danske priser er endnu ikke fastsat.

Volkswagen ID.
ID. er den første i en serie af nye elbiler fra Volkswagen, ID. får en rækkevidde på 330-450 km afhængig af batteriet og forventes at ramme Danmark i 2020.

Prisen er ikke fastsat, men i Tyskland har Volkswagen meldt ud, at den ikke bliver dyrere end en tilsvarende elbil.