Der er ikke langt mellem store og unikke naturoplevelser i Danmark. Derfor er efterårsferien en oplagt mulighed til at komme ud at se den eventyrlige natur, som landet gemmer på.

Her finder I fem steder rundt om i landet, som vil give jer mindeværdige oplevelser.

Besøg Danmarks første nationalpark

Nationalpark Thys natur er helt unik, og der er utallige muligheder for oplevelser. I nationalparken findes der over 200 søer og en masse spændende dyr. I kan blandt andet se oddere, havørne og flagermus.

Det er både muligt at gå, cykle og ride i parken, og hvis I har lyst til at fiske, så må I også gerne det. Hvis I kunne tænke jer at bruge mere end en dag i nationalparken, så er det muligt at sove både i og lige udenfor parken. Hvis I vil sove i parken, kan I slå et telt op eller overnatte i et af de mange shelters.

Læs meget mere om Nationalpark Thy her.

Find De Glemte Kæmper på Vestvolden

På Københavns vestegn findes en helt særlig skattejagt. Der sidder nemlig seks glemte kæmper og venter på at blive fundet. De er alle sammen lavet af genbrugstræ og er placeret smukke steder i naturen.

På Vestvolden gemmer Bakke Top Trine sig. Hvis I kan finde hende, kan I kravle op på hendes håndflade og nyde den gode udsigt. I kan finde skattekort til de seks kæmper her.

Vestvolden gemmer på mere end Bakke Top Trine. I slutningen af 1800-tallet blev det bygget til landbefæstning, og man kan stadig se de mange fæstninger.

Oplev sort sol ved Vadehavet

Det er en helt særlig oplevelse, når stærene trækker syd på for at overvintre. Fænomenet sort sol opstår lige inden, stærene lander på strå for at overnatte. Her flyver de rundt i store flokke, som hele tiden danner omskiftelige mønstre, og det er det, man kalder sort sol.

I kan oftest opleve sort sol ved vådområder i Sønderjylland og dermed også ved Vadehavet, som er et helt enestående naturområde. I kan derfor få mange naturoplevelser ved Vadehavet. Læs mere om dem her.

Helligdomsklipperne på Bornholm

Helligdomsklipperne bliver kaldt for en af Danmarks største naturseværdigheder - og med god grund. Det er skarpe granitsøjler og dybe kløfter og grotter ind i fjeldet, der er blevet skabt gennem flere årtusinder.

De mange klipper er op til 20 meter høje og er opkaldt efter en hellig kilde, som engang løb ud fra klipperne.

Der er en smuk udsigt fra klipperne, og der er også stier og trapper, så man kan bevæge sig rundt mellem klipper og kløfter.

Gå en tur i de fynske alper

Også bedre kendt som Svanninge Bakker. Bakkerne ligger tre km nord fra Faaborg, og de blev skabt i den sidste istid for cirka 20.000 år siden.

Her finder I en af Danmarks længste vandreruter, men I kan også vælge kortere ture. Der er flere afmærkede stier, som alle viser noget forskelligt. Det er eksempelvis også seks temaruter.

Derudover er der et rigt dyreliv i området. Den enestående natur lokker dyr som biller, fugle, rådyr, harer, hugorme, grævlinger og mange andre til.