Julen er højsæson for gaver, og butikker og webshops bugner af tilbud og inspiration. Alligevel kan det være svært at finde på gaveidéer til julens traditionelle gaver som mandelgaven, værtsgaven og pakkelegsgaven.

En god løsning er hjemmelavede gaver med naturens råvarer. Det er både en personlig og velsmagende måde at glæde andre på – og så er gaverne ovenikøbet bæredygtige og hyggelige at lave.

Her får du tre opskrifter og guides til lækre gaver for enhver smag:

Citrussukker

Appelsiner og andre citrusfrugter er særligt populære i vinterhalvåret, men ofte ender man med kun at bruge frugtkødet og saften. Men skallen kan også bruges, og blandet med sukker har du en nem og lækker måde at tilføre mad, desserter og bagværk et syrligt tvist.

Det skal du bruge til et glas citrussukker

  • Skal fra 1-2 appelsiner (usprøjtede)
  • 100 gram sukker
  • Krukke til opbevaring

Sådan gør du

Riv skallen fra appelsinerne med et rivejern eller en citrusskræller. Vær forsigtig med ikke at få det hvide bitre lag med. Bland sukker og appelsinskal og blend blandingen til en ensartet konsistens med en stavblender eller minihakker. Hæld blandingen i en tætlukkende beholde fx et rent syltetøjsglas med låg.

Tip Du kan også bruge skallen fra usprøjtede citroner, limes eller andre citrusfrugter eller bruge en kombination.

Slåensnaps

Slåensnaps er en lækker og festlig gaveidé til både værtsgaven eller (den voksne) mandelgave, som ovenikøbet pynter på middagsbordet med sin dybrøde farve.

Slåen er en busk, der vokser mange steder i Danmark, særligt ved skovbryn, hegn og i parker. Busken har mange tætsiddende grene med lange grentorne, og i foråret blomstrer slåen med små, hvide blomster.

I løbet af efteråret modner plantens stenfrugter, som er kuglerunde og blåsorte i farven. Frugterne er i starten ekstremt bitre, men så snart de får frost udvikler de en sød og aromatisk smag. Derfor er det en god idé at plukke, inden fuglene kommer dig i forkøbet.

Til én flaske snaps skal du bruge:

  • 1 flaske ukrydret snaps eller vodka
  • 2 dl frosne slåen
  • Evt. lidt sukker eller honning
  • 1 ren flaske til den færdige snaps

Sådan gør du:

Læg de frosne slåen i en patentkrukke eller anden beholder og hæld alkoholen over. Tilsæt evt. lidt sukker eller honning. Lad blandingen trække i 3-4 uger. Når den er færdig, kan du vælge at si snapsen gennem et kaffefilter for at få så klar en snaps som muligt. Bagefter er snapsen klar til at blive hældt på flaske.

Tangchips

Tangchips lavet af blæretang er en både lækkert som krydderi og som snack – ikke mindst som den perfekte makker til en god øl.

Blæretang vokser langs hele Danmarks kystlinje på lavt vand. Her sidder tangen ofte hæftet fast på sten, mens bladene holder sig oppe i vandet takket være bladenes luftblærer. Selvom højsæsonen for blæretang ligger i foråret, kan man sagtens sanke i løbet af vinteren.

Til en portion tangchips skal du bruge:

  • 200 g blæretang
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt

Sådan gør du:

Klip 10-15 cm af skudspidserne af blæretangen med en saks. Ved kun at klippe spidserne kan blæretangen nemlig vokse videre. Skyl tangen ren for sand og dup den tør i et viskestykke. Vend tangstykkerne i olie, fordel dem i en bradepande og drys med salt.

Sæt bradepanden i en forvarmet ovn på 150 grader og bag tangchipsene, til de er helt tørre og sprøde. Når de er kølet helt af, kan du lægge dem i en fin papirpose eller metaldåse, så de er klar til at give som gave.

Tip: Du kan også vælge at give tangsalt som gave. I så fald skal du blot blende den tørrede tang sammen med flage- eller havsalt, inden blandingen hældes på glas eller krukke.

alt
Tim Ammitzbøll Gudkov
SoMe-journalist