Juelsminde. Vadehavet. Marielyst. Solrød. Odsherred. Hvis der er noget, Danmark er rigt på, er det smukke kystområder.

Danmarks Naturfredningsforening og Hjerteforeningen inviterer alle danskere med til Kystvandringen, hvor der er mulighed for at opleve den smukke natur.

Kystvandringen er en tilbagevendende begivenhed, og i 2018 finder den sted søndag den 10. juni.

Formålet er at skabe opmærksomhed om kysterne

Formålet med kystvandringen er at skabe opmærksomhed omkring det, som vores frie kyster har at byde på. Der er den positive påvirkning, som motion og ophold i naturen har for vores sundhed og trivsel. Og der er den storslåethed og skønhed, som Danmarks kyster udgør.

Kystvandringen er en årligt tilbagevendende folkelig vandring langs Danmarks kyster, som skal få befolkningens øjne op for det væld af muligheder for fysisk udfoldelse, som Danmarks over 7.300 km lange kyststrækning rummer.

Find en rute nær dig

På kortet kan du finde en rute nær dig. Vær opmærksom på, at nogle ruter ikke er egnede til barne- og klapvogne samt dårligt gående. Nærmere information kan findes ved den enkelte rute.