KLUMME af Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Jeg elsker de enestående danske kyster. Med den stride marehalm på rundede klitter og gamle træer, der styrter ned mod havet fra stejle skrænter. Med kridhvide strande og stenede vige.

Kysterne er frie og ubebyggede og strækker sig kilometerlangt ud i horisonten. Sammen med vinden i håret og sandet mellem tæerne giver synet mig perspektiv, ro og lykke.

Her i april veksler himlen mellem dyb blå med jagende dunlette skyer til en koksgrå tone og en pludselig byge. Edderfugle, præstekraver og rødben blander sig småsnakkende med måger og fjordtjerner i strandkanten. En krabbe skynder sig væk.

Sådan har det været siden tidernes morgen. Her søger vi hen for at finde det store i livet

I Danmarks Naturfredningsforening har vi gennem mere end 100 år arbejdet for at beskytte vores kyster mod byggeri og anlæg.

Læs mere: 17 vilde og smukke kyster i Danmark

Det har vi gjort fordi, der gennem alle tider har været et kolossalt pres på at få lov at bygge huse og hoteller, badebroer og forlystelser. På at eje netop det magiske sted, hvor landet møder vandet.

Men kysternes vilde natur er uendeligt meget større end den enkelte og kysterne tilhører os alle. De er vores arvesølv - ja -noget af det ypperste natur, vi har og den smukkeste vuggegave, vi kan give de generationer, der kommer efter os.

Vi har dem kun til låns og tidevand, bølger og vind skal stadig kunne fjerne dagens fine spor i sandet efter kystens mange gæster.

Det vilde vidunderlige hav

Jeg elsker det vilde hav.

Her, hvor kysten møder havet - i bølgens krusning i sandet, her starter en fantastisk og næsten mytisk natur. Her skinner havet som millioner af gnistrende stjerner og andre gange buldrer det nådesløst og med vild kraft mod kysten.

Her bor sælerne og ude under bølgerne svajer ålegræs mellem søanemoner, makrel og torsk. Her findes koldtvandskoraller og sælsomme haploopssamfund.

Kattegat, Skagerrak, Nordsøen, Østersøen - Danmark er omgivet af have og de rummer alle en stor og vigtig natur.

Vi har ikke behandlet havet godt.

Læs mere om havet

Derfor arbejder vi i Danmarks Naturfredningsforening på at få regeringen og Folketinget til at beskytte havet omkring Danmark.

På at få store beskyttede og sammenhængende naturområder uden fiskeri blandt andet med bundskrabende redskaber, uden sandsugninger og rør, kabler, støj og forurening. Vi skal beskytte havets stimer af fisk og skove af tang og ålegræs, der er levesteder for myriader af fiskeyngel.

Jeg glæder mig til at se DR's flotte naturserie søndag aften om havet og kysterne. Heldigvis kan vi alle opleve den på egen hånd. Danmarks Naturfredningsforening har gennem mere end 100 år arbejdet for den danske natur og for alle danskeres adgang til den.