Flere butikskæder dropper klimabelastende tilbudsaviser
Nogle af de store butikskæder har allerede droppet trykte tilbudsaviser, og nu overvejer endnu flere at følge trop. Men der bliver stadig uddelt op mod 100.000 ton papirreklamer i Danmark.Op mod 100.000 ton papirreklamer bliver der hvert år omdelt i Danmark, ifølge Dansk Affaldsforening. Reklamer, som mange slet ikke har bedt om.
Fra januar 2020 stoppede Dagli’Brugsen med at trykke og omdele tilbudsaviser. Det skete, både fordi deres kunder i stigende grad opsøger tilbud digitalt, og fordi de ikke vil bruge så mange naturressourcer på at trykke tilbudsaviser.
- Det giver ikke mening, at vi fælder flere end 300.000 træer om året. Og det giver ikke mening, at vi lukker 336.000 ton CO2 ud ved at lave tilbudsaviser, sagde Coops administrerende direktør Peter Høgsted dengang.
I løbet af de seneste to år har flere andre butikskæder som for eksempel Silvan og Elgiganten også valgt helt at droppe de trykte tilbudsaviser. Og nu er endnu flere måske på vej.
Lidl og Netto overvejer at droppe tilbudsavisen
Der bliver omdelt 100.000 ton papirreklamer årligt, ifølge Dansk Affaldsforening og 57.000 ton, hvis man spørger Grakom.
I uge 7 lavede Netto et forsøg, hvor de lod være med at omdele trykte tilbudsaviser i en enkelt uge for at vurdere, om det kunne være en vej at gå i fremtiden.
Og uge 6 valgte Lidl permanent at stoppe omdelingen af 162.500 trykte tilbudsaviser i København, og planen er på sigt også at droppe de trykte tilbudsaviser i resten af landet.
Mette Hoffgaard Ranfelt, der er miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, er glad for tendensen.
- Det er meget positivt, at flere butikskæder dropper de klimabelastende papirreklamer. Men der er stadig lang vej igen. Ifølge Dansk Affaldsforening omdeles der hvert år op mod 100.000 ton papirreklamer i Danmark, så der er brug for flere tiltag for at sænke det store forbrug af papir på tilbudsaviser, siger Mette Hoffgaard Ranfelt.
Lov om reklamer i postkassen bør ændres
Danmarks Naturfredningsforening mener, at et oplagt sted at starte er at ændre reglerne for reklamer i vores postkasse.
I dag har vi en ’reklamer nej tak’-ordning, som betyder, at man får papirreklamer i postkassen, med mindre at man selv frabeder sig dem. Det er dog langt fra alle, som får gjort det, selv om de egentlig ikke vil have de trykte tilbudsaviser, og det giver en masse unødvendigt papiraffald.
I stedet burde man lave en ’reklamer ja tak’-ordning, ligesom vi allerede kender det fra vores e-mails. Her er det ulovligt at sende os reklamer, medmindre man som forbruger selv har sagt ja tak til det på forhånd. Hvis man indfører sådan en ordning for vores fysiske postkasser, så vil man sikre, at de trykte tilbudsaviser kun bliver omdelt til de danskere, som rent faktisk er interesserede i dem.
- Det er en lavthængende frugt i forhold til at reducere vores affaldsmængder i Danmark. Vi er netop igen blevet kåret til det land i Europa, der laver mest affald per indbygger, så vi bør se på alle muligheder for at nedbringe vores enorme affaldsmængder, siger Mette Hoffgaard Ranfelt.
Læs også: Sådan får vi et affaldsfrit Danmark
Udover Danmarks Naturfredningsforening er der mange andre organisationer og virksomheder, der arbejder for, at der bliver indført en ny 'reklamer ja tak'-ordning: Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling, foreningen Reklamer Ja Tak, Dansk Affaldsforening, Forbrugerrådet Tænk, Verdens Skove, Ungeklimarådet, Dansk Industri og Coop.