Frank Hvam: Vi kan flyve til månen - selvfølgelig kan vi løse klimaudfordringerne
Som barn kunne Frank Hvam ligge på ryggen i skovbunden i timevis og betragte trækronerne. Her fortæller han om sit særlige forhold til naturen.Jeg voksede op på et nedlagt landbrug på kanten af skov, marker og enge nær den midtjyske landsby Ørum Sønderlyng. Der var mange, der gerne ville med mig hjem og lege. Dengang troede jeg, at det var mig, der var populær. Men i virkeligheden var det nok den legeplads og frihed, som naturen gav os.
Vi løb ud i skoven, ned til mosen eller cyklede gennem det store vilde hedeland Ø Bakker i Nørreådalen. Her byggede vi huler, legede røvere og soldater eller registrerede dyrearter, som vi skrev ned i en lille bog. Alt talte, og det var helt særligt at spotte en art, vi ikke havde set før. Nogle gange havde vi et telt med og overnattede.
Jeg kunne lægge mig i græsset, bare ligge og kigge op i himlen og trækronerne. Her lå jeg og fantaserede om alt det skønne, der kunne ske i livet.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Min far holdt meget af naturen og fik tiltusket sig et grønt bevis, fordi han ville skabe mere natur og plante en masse træer.
Han kunne godt lide at tage min bror og mig med ud på den jord, vi ejede. Vi holdt øje med, hvordan det gik med træerne, frugtplantagen og de små søer, der indimellem skulle graves op. Min far skældte meget ud på de landmænd, der sprøjtede for meget, havde pløjet en gravhøj ned eller drænet et vandhul og ødelagt et levested for tudserne.
Vi havde en labrador-hundekennel, så der var altid en hund at tale eller lege med. Når jeg var glad, gik jeg ud til hundene og gav dem ekstra mad og kødben. Hvis jeg var ked af det, satte jeg mig ned til hundene i deres kasse og søgte trøst.
Vi lukkede dem bare ud, når de skulle luftes, og så løb de rundt på marken. En gang imellem stak de af, og naboen ringede. Så løb jeg ud og ledte efter dem, helt grædefærdig, indtil jeg fandt dem.
Jeg er ikke et spirituelt menneske, men jeg kan godt lide tanken om, at jeg er rundet af naturen og lige om lidt smelter sammen med den igen. Helt barnligt hygger jeg mig med, at en del af mine atomer har siddet i en dinosaurus eller neandertaler og om nogle år sidder i en frø. Jeg siger tak for lån. Måske er det den forbundethed, jeg føler, når jeg er i naturen – cykler rundt ude i skoven, sejler i kano eller ligger i telt, på et efterhånden meget tykt liggeunderlag.
Lige for tiden bor jeg i byen Kerikeri i det nordlige New Zealand med min familie. Byen har et slogan: Kerikeri – it’s so nice, they named it twice. Vi har besluttet at være hernede i halvandet år. Jeg bruger meget tid i naturen. Her er så meget af den, og newzealænderne er et naturelskende folkefærd. Fuglelivet er rigt, og man kan stadig kaste en line i vandet og fange en fisk. Man bliver mindet om, hvordan vi i Europa har ’brændt’ naturen af. Naturen var simpelthen bare rigere, da jeg var barn. Det, at man ikke længere bare kan tage sine børn med ud og fange fisk i Danmark – det er ekstremt trist og skræmmende, synes jeg.
Jeg synes, det er ærgerligt, at mange bruger så meget energi på at pille de unges klimaentusiasme ned. Der bliver brugt meget tid på tonen, og det fjerner fokus fra substansen. Det, at de unge bruger andre ord og udtryksformer, skal ikke diskvalificere deres udsagn. Vi står over for en katastrofe, og jeg tror, at der er brug for store følelser og nogen, der råber rigtigt højt. For ellers sker der ikke noget.
Læs også: I hele landet holdt danskere vejret i opråb for havet
Jeg tror ikke på, at man får folk til at passe på naturen med argumentet, at sådan gør det gode menneske. Jeg tror på, at klimabevidstheden skal bygges på, at det er ens egen røv, man redder, og ens børns. Jeg har det meget svært med spørgsmål som: ”Kan det overhovedet lade sig gøre?” Vi kan flyve til månen, så selvfølgelig kan vi også løse de udfordringer, vi står over for i klimakampen. Den grønne omstilling starter i bevidstgørelsen om, at vi er natur.
Artiklen er bragt i medlemsmagasinet Natur og Miljø i november 2023 og skrevet af Anne Anthon Andersen.
