Når pindsvinet går i hi, gør den det i en rede, som den bygger af blade, tørret græs og mos. For at bruge så lidt energi som muligt, falder pindsvinets puls fra 180 slag i minuttet til kun 10 slag minuttet, når den går i hi. Den trækker kun vejret én gang i timen, og kropstemperaturen er kun 2 grader.

Pindsvinets naturlige føde er smådyr, snegle, regnorme og biller. Når den ikke længere kan finde disse ting i naturen går den i hi, indtil foråret kommer, og der igen er føde tilgængeligt. Hvis det er en ekstra kold vinter, kan pindsvinet godt finde på at vågne midt i dens vinterhi. Heldigvis har den nogle fedtreserver, som den kan tære af, så den ikke fryser.

Pindsvinet vågner op fra sit vinterhi, når varmen og dermed dens føde vender tilbage. Det sker som regel i april måned. Til den tid er det en rigtig god idé at stille vand ud, fordi pindsvinet er sultent og tørstigt efter den lange vinterlur.

Nem og hurtig hjælp til pindsvinet

Som haveejer kan du hjælpe pindsvinet til let at finde en vinterbolig. Ved blot at samle blade og grendynger sammen i et fjernt hjørne af haven, har pindsvinet et godt udgangspunkts for selv at kunne arbejde videre på sin rede til vinterens vejr.

Har du nogle små brædder eller grene, kan du hjælpe pindsvinet endnu mere på vej, ved at lave et skelet til reden. Ved blot at stille brædderne eller grenene op af husmuren, en havekrukke eller et skur og dække det til med blade, har du allerede givet pindsvinet et attraktivt sted at overvintre.

Lige meget hvad du vælger at gøre, skal du blot være opmærksom på, at reden skal bygges et fredeligt og stille sted i haven, for ellers kommer pindsvinet ikke forbi.

All in på pindsvinet

Hvis du har lyst til virkelig at forkæle pindsvinene i din have, har du mulighed for at bygge et redehus til dem.

Skaf en gammel æblekasse, og vend bunden i vejret på den. Lav et indgangshul på minimum 12 x 12 centimeter, så pindsvinet kan komme ind og ud. Læg derefter plastisk over kassen, som kan fungere som et regntæt tag. Sæt en pind ved hvert hjørne af kassen, så den ikke flyver væk i vinteren. Dæk kassen til med grene, blade og fyld til sidst reden op med blade, græs eller halm, så pindsvinet kan holde varmen.

Når pindsvinet har forladt sin vinterhi, husk at fjerne plastikken fra kassen, så den ikke ender i naturen.

Det skal du bruge:

  • En gammel kasse
  • Et stykke plastik eller andet regntæt
  • Grene
  • Blade, græd og eventuelt halm