Den danske natur er et skatkammer af spiselige planter, som du kan benytte i køkkenet på mange forskellige måder. En af de letteste måder at pifte både middagsretter og desserter op på, er ved at bruge så simple ingredienser som salt og sukker blandet med urter og blomster for et delikat resultat.

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser, fortæller Majken Sundahl, der er naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening:

-Både i foråret og i løbet af sommeren er der masser af planter, man kan sanke ude i naturen – og ofte også i sin egen have. Det bedste ved at fremstille urtesalt og blomstersukker er, at det er en let og hyggelig aktivitet, som hele familien kan være med til. Man skal dog være helt sikker på, at de planter eller blomster man samler, er spiselige. Og så er det en god ide kun at samle fra steder, der ikke er udsat for forurening – lad derfor være med at samle planter i hundeparken eller langs motorvejen.

Det er også vigtigt at huske på en række tommelfingerregler, når du er ude og sanke, herunder

  • Pluk kun til eget forbrug, og ikke mere end hvad du kan have i en bærepose.
  • Er du på tur i privat skov, må du kun plukke det, du kan nå fra vej og sti.
  • Grav aldrig rødder el.lign. op på privat grund, uden at ejeren er indforstået med det.

Et par gode råd

Når du har sanket dine plantedele, er det en god idé at tjekke dem for smådyr. Du kan evt. skylle plantedelene og duppe efter med køkkenrulle eller et rent viskestykke.

Til fremstilling af urtesaltene er det bedst at bruge groft middelhavssalt eller flagesalt. Bland salt og urter i mængdeforholdet 1:1 – fx 2 dl urter til 2 dl salt.

Til blomstersukkeret kan du både brug rørsukker eller almindelig hvid sukker. Mængdeforholdet afhænger af, hvor intens en smag, man ønsker. Start fx med forholdet 1:5 - fx 1 dl blomsterblade til 5 dl sukker.

Både salt og sukker har en naturlig konserverende effekt, som gør, at dine blandinger kan holde sig længe i en tætlukket beholder som fx et glas med patentlåg. Opbevar blandingerne tørt og mørkt.

Her er tre opskrifter, der sætter smag på din sommer-menu:

Almindelig røllike
Grå-bynke

1. Urtesalt med røllike og grå-bynke

Urtesalt med røllike og grå-bynke er et pikant krydderi med en let pebret smag, der især passer godt til alle former for kød og fjerkræ, grønne supper, omeletter og brød.

Almindelig røllike (Achillea millefolium) er en flerårig urt, der blomstrer mellem juni og september med skærmformede blomsterstande, der er hvide eller svagt lyserøde. Planten har historisk være brugt som lægeurt, og bruges i dag ofte i frøblandinger, te og snaps. Almindelig røllike er almindelig i hele Danmark, men du kan især finde den på marker, heder og måske endda i din egen have.

Plantedele
: Blade og blomster.

Grå-bynke (Artemisia vulgaris) er en flerårig, grov urt, der er meget almindelig i hele landet, og af mange opfattes som ukrudt. Planten blomstrer mellem juli og august med små gråbrune blomster. Herhjemme har grå-bynke især været populær som krydderurt, og blev i gamle dage kaldt for ’fattigmandspeber’ pga. dens aromatiske og pebrede smag.

Ligesom andre krydderurter som fx timian og rosmarin, indeholder planten det giftige stof thujon. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at du kun spiser planten i begrænsede mængder.
Hvis du er bynkeallergiker, kan du med fordel udskifte planten med fx skvalderkål.

Plantedele: Blade, blomsterknopper og/eller blomster.

Fremgangsmåde

  • Bland urter og salt i forholdet 1:1 i en blender eller foodprocessor og kør blandingen igennem til den har den ønskede konsistens.
  • Fordel blandingen på en bageplade med bagepapir og tør den i ovnen ved 100 grader i ca. 20 minutter.
  • Når blandingen er helt tør, er den klar til at blive hældt i en tætsluttende beholder.
  • Alternativt kan du tørre plantedelene i ovnen ved 50-60 grader i et par timer. Husk at lette på ovndøren indimellem.
  • Når plantedelene er tørre kan du smuldre dem og blande med saltet.
Stor nælde
Løgkarse

2. Urtesalt med brændenælde og løgkarse

Kombinationen af brændenælde og løgkarse er især god som smagsgiver til retter med fisk, æg og kartofler samt i salater, dressinger og til smør og ost.

Stor nælde (Urtica dioica), som oftest bare kaldes brændenælde, er en almindelig plante, som de fleste kender, og nok har brændt sig på. Den vokser alle steder, hvor jorden er rig på næring – fx i skove og på enge, og tit også i haver. Planten har et højt indhold af vitaminer og mineraler, og har traditionelt været brugt i urtemedicin.

Det er en god idé at bruge handsker, når du plukker planten. Men så snart du tilbereder den, mister den evnen til at brænde.

Plantedele: Blade og blomsterstande.

Løgkarse (Alliaria petiolata) er en alsidig urt, der kan sankes det meste af året. Du kan finde planten ved løvskove, parker, skovstier og måske endda i din egen have. I forårsmånederne blomstrer den med små, hvide blomster, mens de hjerteformede blade kan plukkes hele sommeren. Planten har en karakteristisk duft og smag af hvidløg og løg, som gør den perfekt som krydderi.

Plantedele: Blomster og/eller blade.

Fremgangsmåde

  • Bland urter og salt i forholdet 1:1 i en blender eller foodprocessor og kør blandingen igennem til den har den ønskede konsistens.
  • Fordel blandingen på en bageplade med bagepapir og tør den i ovnen ved 100 grader i ca. 20 minutter.
  • Når blandingen er helt tør, er den klar til at blive hældt i en tætsluttende beholder.
  • Alternativt kan du tørre plantedelene i ovnen ved 50-60 grader i et par timer. Husk at lette på ovndøren indimellem.
  • Når plantedelene er tørre kan du smuldre dem og blande med saltet.
Rynket rose
Foto: Kristian Ørsted Pedersen

3. Blomstersukker med rose

Som det søde indslag kan blomstersukker bruges i de fleste slags bagværk, desserter og som pynt. Den særlige rosensmag passer især godt til pandekager med vaniljeis og som drys til sommerens friske bær.

Rynket rose (Rosa rugosa), der også blive for hybenrose, er et almindeligt syn langs de danske kyster og strande. Den tornede plante er forholdsvist let at kende på sine smukke pink blomster, der dufter kraftigt af roser.

Planten stammer oprindeligt fra Asien, og er derfor kategoriseret som invasiv i Danmark, da den er meget hårdfør, og risikerer at udkonkurrere de hjemmehørende planter.

Du kan derfor med god samvittighed plukke løs af plantens kronblade og frugter – hyben – der modner i sensommeren.

Til at fremstille blomstersukker, er det dog kun de duftende kronblade, du skal bruge. Som alternativ kan du bruge kronblade fra andre rosenarter eller -sorter, fx hunderose, klitrose eller multiflora

Plantedele: Kronblade.

Fremgangsmåde:

  • Bland rosenblade og sukker i forholdet 1:5 eller efter ønske.
  • Kør blandingen igennem en blender eller foodprocessor indtil rosenbladene er findelt.
  • Fordel sukkeret på en bageplade med bagepapir og tør det i ovnen ved 50 grader varmluft natten over.
  • Når sukkeret er kølet af kan du evt. blende det igen for en finere konsistens.
  • Som alternativ kan du lade rosenbladene tørre i solen og efterfølgende smuldre dem sammen med sukkeret for en mere rustik blanding.

Object reference not set to an instance of an object.