Søndag var en stor dag for verdens havmiljø.

I weekenden blev FN's medlemslande endelig enige om en aftale, der skal beskytte verdenshavene. En aftale, der er blevet forhandlet om gennem de seneste 15 år.

Traktaten bliver den første internationale af sin slags og har blandt andet sat et mål om, at 30 procent af internationalt farvand inden udgangen af 2030 skal være beskyttede områder, skriver BBC.

Det vækker glæde i Danmarks Naturfredningsforening, hvor præsident Maria Reumert Gjerding kalder aftalen for “historisk”.

- Det kan få en kæmpe betydning for havet på hele kloden, siger hun.

70 procent af kloden er dækket af hav og over halvdelen af havarealet ligger i internationalt farvand.

Indtil nu har de områder ikke været ordentligt reguleret, og i dag er kun lidt over én procent af det internationale farvand beskyttet, understreger Maria Reumert Gjerding.

Men det ændrer weekendens aftale på.

- Det er et uhyre vigtigt skridt i den rigtige retning, siger hun.

Foto: Morten Svane / Svane Media

Beskyt de danske have

Danmarks Naturfredningsforening kæmper for at beskytte det danske havmiljø.

Du kan sammen med os være med til at lægge pres på regeringen for en bedre beskyttelse af havet.

Et presset dansk havmiljø

Beskyttelsen af havmiljøet har altså vind i sejlene internationalt.

Derfor håber Danmarks Naturfredningsforening også, at den nye traktat sender et signal til de danske politikere om, at havet ikke længere kan vente.

Allerede nu er det danske havmiljø hårdt presset af blandt andet udledning af kvælstof fra landbruget og intensivt fiskeri.

- Hele verden rykker på havdagsordenen, men den er bare ikke kommet med ind på regeringskontorerne her i Danmark. Det er ikke godt nok, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

- Regeringen bliver simpelthen nødt til at lave en plan for det danske hav, hvor man også leverer på beskyttelsen af havet.

DN: Danmark halter bagefter

Lige nu går Danmark langt fra forrest på havdagsordenen.

For nylig kom EU-kommisionen med forslag om at beskytte havbunden og havnaturen ved at indføre såkaldte tærskelværdier. De lagde blandt andet op til, at maksimalt 25 procent af havbunden må være i dårlig stand, og at maksimalt 2 procent af havbundens natur må gå tabt.

Men den danske miljøminister, Magnus Heunicke, afviste at stemme for forslaget, fordi han ikke mener, at det faglige grundlag er godt nok.

En beslutning, som er blevet kritiseret fra flere sider. Maria Reumert Gjerding giver heller ikke meget for den forklaring.

- Det er dybt pinligt, at Danmark spiller den rolle i EU, hvor de ikke er med til at bringe de progressive natur-forslag på bordet, men tværtimod ikke vil stemme for nye tiltag, siger hun.

- I Danmark forstår vi os selv som et grønt foregangsland. Men på det her område er vi ikke rigtig vågnet endnu.

Danmarks Naturfredningsforening kæmper for, at 30 procent af det danske hav skal beskyttes - ligesom verdens åbne have nu bliver det.

FN-landene har dog endnu ikke skrevet under på den nye traktat, da den først formelt vedtages senere. Men der kan ikke længere foretages store ændringer.

alt
Claus Garde Bergmann
Presseansvarlig for hav og fiskeri

Hjælp os med at kæmpe for havet