En indkøbstur i et supermarkedet byder på tonsvis af forskellige varer, og som forbruger kan det være svært at navigere i alle valgmulighederne, hvis man gerne vil passe på miljøet.

Vil du handle miljørigtigt, kan du med fordel gå efter Svanen og Blomsten.

Svanen er det nordiske miljømærke, og Blomsten er det europæiske.

- Det kan som forbruger være noget af en jungle at finde rundt i mærkerne, hvis man gerne vil købe produkter med mindst mulig miljøpåvirkning, men går man efter produkter med Svanen eller Blomsten, er man på rette vej, siger Sine Beuse Fauerby, energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

I perioden 24. april til 7. maj kører miljømærkekampagnen "Dit valg i dag betyder alverden i morgen", som skal få danskerne til at se efter miljømærkerne, når de handler. Danmarks Naturfredningsforening bakker op om kampagnen.

Miljømærket jeans og makeup

Der findes over 12.000 varer og serviceydelser i Danmark, som er miljømærkede.

Som forbruger kan du blandt andet købe svanemærket makeup og jeans. Nogle varer har både en svane og en blomst. Det betyder, at de både er certificeret i Norden og i Europa.

Vejen mod et bæredygtigt samfund

Når du som forbruger køber produkter, som er miljømærkede, så er du med til at drive produktudviklingen i en mere bæredygtig retning.

- Det ville være rigtig dejligt, hvis der ikke var behov for miljømærkning. Desværre er virkeligheden ikke så rosenrød, og derfor er det rigtig vigtigt, at man som forbruger let og nemt kan vælge det mest miljørigtige produkt ved at gå efter bestemte mærker, siger Sine Beuse Fauerby.

Hun anbefaler, at forbrugeren efterspørger produkter, hvor der ikke allerede findes et miljømærket alternativ:

- Hvis flere efterspørger et miljørigtigt alternativ, lægger det et pres på producenterne, og det kan føre til, at vi – forbrugerne – får flere miljørigtige valgmuligheder, når vi handler, siger hun.

Du kan blive klogere på fordelene ved at vælge miljømærkede produkter.

Vidste du:

  • at 74 pct. af danskerne går op i, hvad de selv kan gøre for at passe på miljøet? (YouGov okt 2016)
  • at 85 pct. af danskerne kender Svanemærket, og at 44 pct. kender EU-Blomsten? (YouGov jan 2017)
  • at 59 pct. af de danskere, der kender Svanemærket, kigger efter mærket, når de handler? (YouGov okt 2016)
  • at 37 pct. af de danskere, der kender EU-Blomsten, kigger efter mærket, når de køber ind? (YouGov okt 2016)

Object reference not set to an instance of an object.

Det kræver sit at få en svane eller en blomst

Når et produkt skal have en miljømærkning, så bliver der stillet skrappe krav til produktets livscyklus. Det vil sige, at produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering er med i vurderingen.

- At få et produkt certificeret med et miljømærke koster selvfølgelig noget, men det er også en værdi for virksomheden, der kan markedsføre produkterne som miljømærket. Det er altafgørende for mærkernes troværdighed, at der sættes høje standarder, og derfor skal det kun være de bedste varer, der kan få et miljømærke, forklarer Sine Beuse Fauerby.

Efter et produkt eller en serviceydelse har fået et miljømærke, skal det løbende kontrolleres for om det fortsat lever op til alle krav.