I Danmark har vi noget enestående: vores grundvand, som vi drikker. Men sprøjtegifte siver ned i grundvandet og kommer nogle gange med ud, når vi åbner for vandhanen. Sidste år fandt man rester af sprøjtegift i drikkevandet 802 gange i 80 af landets 98 kommuner. Det viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen.

Men når du køber danske økologiske fødevarer, så sparer du grundvandet for mødet med sprøjtegifte. Derfor sætter Danmarks Naturfredningsforening og Coop igen i år fokus på økologi som det sprøjtefrie alternativ, når de gør oktober til Øktober.

- Dansk drikkevand er en unik ressource, som vi skal passe godt på, så vi kan sikre rent drikkevand til vores børn og børnebørn. Heldigvis kan du selv gøre noget – hver gang du fylder indkøbskurven. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med Coop, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Sidste år satte Øktober øko-rekord

Sidste år satte Øktober-kampagnen sprøjtegift på dagsordenen og sikrede et historisk højt salg af økologi. Coop har aldrig nogensinde solgt så meget økologi på en måned, som de gjorde i oktober 2017. Hele 22 procent mere økologi end i oktober 2016.

Og det har en direkte effekt på grundvandet. Danmarks Naturfredningsforening anslår, at det øgede øko-salg svarer til at spare naturen og grundvandet for omkring ti ton sprøjtegift.

- Vi er meget stolte af sidste års rekord og håber at kunne slå den i år. Danskerne har i den grad taget økologien til sig, og vi ved, at mange vælger økologi for netop at undgå rester af sprøjtegift i maden, kroppen, naturen og grundvandet, siger Coops CSR-chef Thomas Roland.

Hver fjerde vælger økologi for at beskytte drikkevandet

Tre ud af fire danskere køber jævnligt økologiske varer. Hver fjerde gør det for at beskytte grundvandet mod sprøjtegift eller nitrat. Det viser en undersøgelse som Coop Analyse lavede i forbindelse med kampagnen sidste år.

Fra i dag kan du møde Øktober i dine lokale Coop-butikker. Og husk næste gang du handler: Økologi i kurven giver også rent drikkevand!

Køber du økologiske fødevarer? Og hvorfor?