Klimakæmper Peter K. Petersen renoverede sit hus, så det gik fra energimærke F til B på bare tre år. Her svarer han på fem centrale spørgsmål, der kan hjælpe dig i gang med at gøre din bolig mere klimaklog.

Hvordan kommer jeg i gang med at energirenovere?

Energirenovering af hus eller lejlighed - det lyder allerede af meget arbejde, ikke? I mit renoveringsprojekt lærte jeg hurtigt, at mundrette bidder gør arbejdet mere spiseligt.

Hvis du tror, du skal ordne alt - og ordne alt på kort tid - pålægger du sig selv unødig stress. Du må acceptere, at energirenovering er en proces. Du kan ikke lukke hele boligen af og søsætte 10 projekter på én gang. Du må koordinere, så arbejdet ikke går ud over dagligdagen (i for stort omfang).

Sigt efter et overkommeligt mål fra starten. Én succes vil give mod på mere. Hvis først processen bliver sur og træls, vil det blive en pligt og en byrde.

Hvad skal jeg prioritere først?

Jeg vil anbefale, at du starter med at se huset/lejligheden for dit indre øje; forestil dig nu at hele herligheden bliver nedsunket i vand. Hvor kommer vandet ind? Det gamle vindue der trækker, bagdøren der altid er kold, en utæt brevsprække eller måske en lidt for kreativ byggeteknisk løsning?

Det indre billede viser, hvor du kan starte med at tage fat. Der, hvor det fiktive vand ville komme ind, er også der, hvor den opvarmede luft fra huset siver ud, og dermed koster dig og miljøet ressourcer.

Hvis du starter med at få tætnet huset, er du allerede kommet et godt stykke. Du har stoppet hullerne, så skibet ikke synker.

Disse typer energirenovering er i første omgang relativt lette at fikse. I byggemarkeder kan du købe tætningsbånd, det er et tape-lignende produkt med en gummiliste på den ene side og klister på den anden. Det er super godt til at tætne gamle vinduer og døre og fås i flere størrelser, så det kan tilpasses behovet.

Husk at klæbesiden skal sidde på karmen og ikke på vinduet.

Hvad er effekten?

Producenten af tætningsbåndene reklamerer med, at du kan spare op til 40 procent på varmeregningen. Men det afhænger selvfølgelig meget af hvilken stand, dit hus er i.

Mit gamle hus var relativt utæt, da et par vinduer og døren ud til terrassen havde sat sig, så de var blevet skæve. I løbet af en lørdag havde jeg monteret tætningsbånd i alle vinduer og døre, og så var det bare at læne sig tilbage og mærke forskellen.

Inden tætningen faldt temperaturen i stuen fra 24 til 14 grader i løbet af natten. Efter tætningen faldt temperaturen kun til 18 grader. Det er altså 4 grader, der ikke skal varmes op igen.

Hvad koster det?

Det afhænger naturligvis af antallet af vinduer og døre, samt hvor mange gange du snitter forkert og skal starte forfra. Det skete for mig i starten, men øvelse gør mester.

Hvis du også skal købe en god arbejdskniv, koster det mellem 500 og 1.000 kroner.

Hvad kan jeg selv gøre, og hvad skal der professionel hjælp til?

Du kan lære at ordne det meste selv. Der findes fx mange gode videoer på Youtube, som guider dig til både store og små gør det selv-projekter.

Men nogle ting SKAL simpelthen ordnes af fagfolk. Fx hvis der skal installeres el. Hulmursisolering er også en fagopgave, der kræver maskiner og viden, som lægmænd ikke har.

Generelt er det en personlig overvejelse, om dit projekt kræver professionel hjælp. Det spiller ind, hvor handy du er, og hvad risikoen er, for at noget går galt. Langt de fleste håndværkere i Danmark er forsikret mod byggefejl og uheld. Det er de færreste privatpersoner, så du køber ikke kun håndværket, du køber også sikkerhed - både nu og i fremtiden.

Derudover er det vigtigt at beskytte sig selv. Et par gode arbejdshandsker og sikkerhedsbriller er guld værd, og brug derudover det sikkerhedsudstyr, som opgaven kræver: maske hvis det støver, handsker hvis du bruger kemikalier og sikkerhedssko, hvis du arbejder med tunge eller skarpe ting.

Du kan få flere gode råd til en grønnere bolig på Klimaklogt.dk.